Marseille

Det betød også, at afkoloniseringen ramte handelen og industrien. I et forsøg på at afbøde krisen etablerede Marseilles havnemyndigheder i 1960'erne et meget stort havnekompleks, Fos-sur-Mer, fyrre kilometer nordvest for den gamle havn. Her ligger størstedelen af havnefunktionerne i dag, ligesom olielagre, olieraffinaderier, petrokemi og stålværker er placeret her.

Herudover er havneaktiviteterne kendetegnet ved containertransport, import af naturgas, jernmalm og tropiske landbrugsprodukter og eksport af stål og biler. Forventningen om etableringen af følgeindustrier i den nye havn fik dog ikke det forventede omfang blandt andet på grund af krisen i den europæiske jern- og stålindustri.

Den ældste bydel ligger nord for den gamle havn (Vieux Port). Den er nu lystbåde- og turisttrafikhavn. Indløbet til Vieux Port markeres af to forter, og tre kilometer mod sydvest ligger klippeøen If med borgen Chateau d’If, særlig kendt fra Alexandre Dumas' roman, Greven af Monte Christo fra 1844-1845.

I kvarteret omkring Vieux Port ligger mange restauranter, og herfra udgår forretningsgaden La Canebière ('hampemark' på provencalsk). Kvarteret blev ødelagt af den tyske besættelsesmagt i 1943, men genopbygget.

Det er ikke kun skibstrafik, der forbinder Marseille til resten af verden. Marseille-Provence internationale lufthavn ligger femogtyve kilometer fra centrum i byen Marignane. Trafikken er hovedsageligt orienteret mod Paris, Korsika, udvalgte europæiske byer og Nordafrika. Der er enkelte direkte oversøiske forbindelser og i 2024 er åbnet en direkte forbindelse til Singapore. Det er dog Frankrigs fjerdestørste lufthavn med over ti millioner passagerer i 2023. Tallet er voksende, og i 2024 er åbnet en større og renoveret terminal 1.

Tæt ved lufthavnen ligger helikopterfabrikken Airbus Helicopters med over sekstusinde lokalt ansatte (2021). Det anslås, at fabrikken genererer yderligere femten tusinde arbejdspladser i lokalområdet.

Derimod er jernbanetrafikken dårligt udbygget. Hovedbanegården, Saint-Charles, er forbundet med fjerntog til blandt andet Montpellier, Italien og Schweiz, men indgår ikke i nettet for højhastighedstog (TGV). Der er dog en direkte forbindelse til Paris.

Med en gini-koefficient på 0,436 er Marseille en af de mest ulige byer i Frankrig. En stor del af befolkningen er meget fattig. Gennemsnitsindkomsten for de rigeste 20 % er således 5,4 gange højere end gennemsnitsindkomsten for de fattigste 20 %. Den sociale kløft er også geografisk. Byen er opdelt mellem de fattige nordlige kvarterer og det rige sydlige.

Marseille er en by, hvis moderne befolkning er skabt gennem flere store indvandringsbølger. Det tre vigtigste har været: italienere i slutningen af 1800-tallet, armeniere og korsikanere i begyndelsen af 1900-tallet og nordafrikanere i anden halvdel af 1900-tallet. Marseille har dog altid, på grund af havnen, været en by for rejsende til og fra Europa og for flygtninge. Det er en ”korsvejsby”.

Byens fodboldhold, Olympique de Marseille, OM, spiller i den franske liga og har flere gange været med i Champions League. Herfra kommer spillere som Éric Cantona og Zinédine Zidane. Under De Olympiske Lege i 2024 blev konkurrencerne i sejlsport afviklet i vandet ud for byen og nogle af fodboldkampene på OM’s hjemmebane, Stade Vélodrome, der i denne anledning var omdøbt til Le Stade de Marseille.

Grundlæggelsen af byen går tilbage til omkring 600 f.v.t. Det var grækere fra Phocaea i Anatolien, der i dag ligger i Tyrkiet, der bosatte sig her. Stedet var allerede beboet af en ligurisk stamme, og én af myterne fortæller, at høvdingens datter valgte grækernes unge leder til sin mand, og hermed skete grundlæggelsen fredeligt.

Myten bliver dog udfordret af nyere arkæologiske fund. Disse bosættere anlagde selv kolonier langs den nord- og vestlige Middelhavskyst fra Antipolis (Antibes) til Emporion, der lå i Catalonien i Spanien. Massilia blev således et handelscentrum, der rådede over et betydeligt territorium og oplevede en stærk vækst. Det blev en velstående by, der havde stærke forbindelser til Grækenland, Egypten, Lilleasien og Rom. Byen var uafhængig. Massilia blev udgangsstedet for spredningen af skriftsprog blandt gallerne. De lærte sig at skrive deres eget sprog med græske bogstaver.

Man mener også, at det var fra Massilia, at de første vinstokke kom til Gallien. Igennem hele antikken var Massilia et center for udbredelsen af græsk kultur.

I begyndelsen af den anden puniske krig (218-201 f.v.t.) blev Scipio udsendt af det romerske senat i Rom for at beskytte Massilia, der var en allieret. Man formodede, at byen var mål for Hannibal. I august 218 f.v.t. krydsede Hannibal med ti tusinder af infanterister, tusinder af kavalerister og 37 elefanter Rhônefloden fire dagsmarcher nord for Massilia. De valgte ikke at belejre Massilia. Derimod oplevede byen en voksende aggression fra sine galliske naboer, og for at imødegå denne trussel bad man sine allierede i Rom om hjælp.

Romerne begyndte dog først erobringen af denne del af Gallien i 120 f.v.t., og provinsen, Gallia Transalpina (senere Gallia Narbonensis, det nuværende Provence) fik sin officielle status som provins i 70’erne f.v.t. Under borgerkrigen (49-44 f.v.t.), mellem Julius Cæsar og Pompejus, tilsluttede Massilia sig Pompejus. Cæsar belejrede derfor byen med tre legioner i to måneder og vandt et søslag. Som konsekvens blev Massalia underlagt Rom, indlemmet i Gallia Narbonensis og frataget sin flåde og sine kolonier.

De første kristne kom til regionen allerede i de første århundreder efter vor tidsregning. De spredte sig og grundlagde eremitager, klostre og kirker. I løbet af de følgende århundreder var der mange eneboere i eremitagehulerne i bjergmassiverne omkring Marseille.

Visigoterne slog sig ned i Aquitaine i 418, derefter i Provence. I 476 erobrede de Massilia. De var arianere, det vil sige, at de ikke troede på en guddommeliggjort Jesus Kristus og treenigheden.

Omkring 496 blev byen erobret af den frankiske konge, Klodevig. Byen blev katolsk, og opførelsen af den første store katedral i Marseille startede. I denne periode blev Saint-Victor klosteret også grundlagt af Jean Cassien.

Marseille blev plyndret flere gange i af 800-tallet. I 838 af saracenerne, senere af muslimerne, der havde erobret den iberiske halvø, og i 848 af græske pirater. Den efterfølgende tid var fortsat usikker og i 923 ødelagde saracenerne Saint-Victor klosteret. Fra midten af 900-tallet stabiliserede situationen sig i en længere periode.

Efter år 1000 blomstrede Marseille igen og deltog i korstogene. I denne periode var der også tempelriddere i byen. 1200-tallet var præget af talrige konflikter mellem greverne af Provence og Marseille, som dog havde en vis økonomisk uafhængighed. Den økonomiske og politiske uafhængighed blev gradvis mindre fra 1500-tallet, hvor grevskabet Provence blev forbundet med kongeriget Frankrig med kongen som greve af Provence.

I 1423 erobrede catalanerne byen og ødelagde dens forsvarsværker. De blev genopbygget i 1400- og 1500-tallet. Frans 1. beordrede opførelsen af to forter. Han byggede Château d'If mellem 1526 og 1529 og opførte en stenvold på en høj nær havnen, der blev afsluttet i 1536.

Under Religionskrigene i 1550- og 1600-tallet lykkedes det i første omgang Marseille at holde sig ude af konflikterne, og man tog imod mange flygtninge fra kampene, men i 1589 tilsluttede man sig den katolske liga. Ved Henrik 3.’s død nægtede Marseille at anerkende efterfølgeren Henrik af Navarre. Man ville kun anerkende autoriteten af lederen af den katolske liga, hertugen af Mayennes.

Det førte i første omgang til en opblomstring og større uafhængighed med opførelse af et fort ved indsejlingen til havnen, genetableringen af et saltmagasin og fritagelse for saltafgiften. I juli 1593 gav Henrik af Navarra afkald på den protestantiske tro og blev konge af Frankrig som Henrik 4. Paven anerkendte ham som konge, og i januar 1596 gjorde hertugen af Mayenne tilsvarende. Men Marseille nægtede at underkaste sig og bad Spanien om hjælp. I februar marcherede franske tropper op foran bymurene, som herefter blev åbnet. Det siges, at dette fik Henrik 4. til at udbryde: ”Nu er jeg konge af Frankrig”.

I årene efter fortsatte Marseille med at udfordre kongemagten. I 1660 satte Ludvig 14. sig for at stoppe urolighederne. Den 2. marts 1660 gik Ludvig 14. symbolsk ind i Marseille gennem et hul åbnet i voldene, som om byen var blevet erobret. Herefter voksede byen og sprængte de middelalderlige bymure. I marts 1669 gav Jean-Baptiste Colbert Marseille status af frihavn og fjernede næsten alle forpligtelser, og i 1685 fik havnen nærmest monopolstatus på Middelhavshandlen, og der begyndte at komme varer fra kolonierne. Således kom den første kaffe til Frankrig via Marseille, og i 1671 åbnede den første café, hvor man kunne smage den nye drik i Vieux Port. Fra 1700 voksede den oversøiske handel, først med sølv fra Sydamerika, derefter med spiritus, sukker og mere kaffe fra De Vestindiske Øer. I slutningen af 1700-tallet var Marseille den førende havn i det vestlige Middelhav.

Det var først under Den Franske Revolution med den nationale ensretning af sprog, valuta og lovgivning på det franske territorium, at Marseille mistede sin særstatus. I begyndelse var byen på Revolutionens side og sendte i 1792 femhundrede frivillige soldater til Paris. Legenden siger, at disse soldater, der ikke talte fransk, sang, når de marcherede, og sangen blev kaldt La Marseillaise.

Industrialiseringen og den øgende handel stimulerede udviklingen af byen, hvor indbyggertallet blev fordoblet fra omkring 300.000 i 1870 til omkring 600.000 i 1940. Den territoriale og demografiske vækst krævede en bedre vandforsyning, og i 1834 vedtog man et projekt om at etablere en 87 kilometer lang kanal, Marseillekanalen, der skulle bringe vand fra floden Durance til byen. Vandet kom den 8. juli 1847.

Efter en byggeperiode på elleve år blev basilikaen Notre-Dame-de-la-Garde indviet i 1864. I samme periode kom flere monumentale bygninger til. Det var også jernbanens fremkomst. Marseille blev forbundet med Avignon i begyndelsen af 1848, med Lyon i 1854 og med Paris i 1857.

Under Pariserkommunen i 1871 var der femten dages oprør i byen. Præfekturet blev bombet, og lederen af oprørerne, blev skudt seks måneder efter.

I 1870 var Marseille den førende kontinentale europæiske havn, indtil den blev overhalet af Hamborg, Antwerpen og Rotterdam i slutningen af århundredet. Selvom det gik lidt tilbage i slutningen af 1800-tallet, gik det fremad igen. I 1913 var havnetonnagen den højeste, og på dette tidspunkt opstod mange mindre virksomheder skabt af nytilkomne til byen fra Sydfrankrig, Italien, Osmannerriget, ofte baseret på et familieejerskab og en udstrakt liberal tankegang, der nød godt af en billig udenlandsk arbejdsstyrke og bekæmpede enhver indblanding fra ”Paris”.

I begyndelsen af 1900-tallet skete en stor tilflytning af arbejdere uden at der blev bygget boliger. Det velhavende borgerskab havde slået sig ned mod syd, men arbejderne klumpede sig sammen i midten af byen, der var meget overbefolket, og det førte til uplanlagt og dårligt byggeri. 1938 opstod en katastrofal brand, som fuldstændigt ødelagde stormagasinet Nouvelles Galerie og krævede 73 dødsofre. Branden afslørede, at brandmændene var dårligt udstyret og dårligt trænet og derfor magtesløse. Marseille blev sat under administration, og det varede til befrielsen i 1944.

Den 1. juni 1940 bombede tyskerne Marseille. Det resulterede i omkring hundrede døde og sårede. Byen var et strategisk mål på grund af den kommercielle havn med forbindelser med kolonierne, og stationeringen af dele af den franske flåde. Den 15. august 1944 gik de allierede i land i Provence. Tyskerne sprængte havneanlæggene i luften og sænkede mere end to hundrede skibe. Den 28. august 1944 kapitulerede de tyske tropper.

Efter 2. Verdenskrig skete store forandringer. Urbaniseringen accelererede som en del af genopbygningen med opførelsen af store boligkomplekser mod nord og meget store vejanlæg helt ind i centrum. I 1962 blev Marseille ankomststed for størstedelen af de såkaldte pieds-noirs, franske kolonialister, der flygtede fra Algeriet efter uafhængighedskrigen. Mange bosatte sig i byen og dens omegn, hvilket har mevirket til, ud over sociale modsætninger, at nære etniske modsætninger.

Efter år 2000 er der kommet nye projekter til som udvidelsen af det store stadium Stade Vélodrome og bygningen af MuCEM, museet for civilisationer i Europa og Middelhavet. I 2013 var Marseille europæisk kulturhovedstad med skønnet ti millioner besøgende.

Fra middelalderen findes Saint-Victor klosteret fra 1000-tallet. Det er bygget på det sted, som man formoder er det ældste sted for kristendommen i Frankrig. La Vieille Major, (den store gamle) er byens gamle katedral fra 1100-tallet. Forsvaret af havnen har altid været vigtigt, og det firkantede tårn på Fort Saint-Jean blev bygget af René af Anjou mellem 1447-1453. Det ligger på det sted, hvor korsridderordenen Saint-Jean af Jerusalem havde deres hospital i 1100-tallet. Der findes rester af klosterkapellet.

I 1516 byggede Frans 1. Château d’If på øen If, der ligger lige uden for havnen. Forsvarsværket kom på prøve, da den tysk-romerske kejser og konge af Spanien, Karl 5. i 1536 forsøgte at indtage Marseille, men Château d'If opfyldte sit formål og afværgede angrebet. Samtidig blev fæstningen hurtigt også brugt som fængsel til særlige fanger, da det, på grund af havstrømmene omkring øen, er svært at flygte fra.

Ludvig 14. byggede tre forter i løbet af 1600-tallet til bevogtning indsejlingen til Vieux Port; Fort Saint-Jean, Fort Entrecasteaux og Fort Saint-Nicolas.

Mange af Marseilles monumentale bygninger stammer fra anden halvdel af 1800-tallet, da byen var i økonomisk fremgang under det andet kejserdømme (1852-1870). Det gælder for Palais du Pharo (1858), bygget til kejserinde Eugénie, Palais de la Bourse (1860), sæde for handelskammeret, Palais des Arts (1864), bibliotek og kunstskole, og Notre-Dame-de-la-Garde-basilikaen (1864), også kaldet Den Gode Moder. Kirken ligger højt oppe tæt på Vieux Port og er berømt for sin romersk-byzantinske arkitektur og sin forgyldte kobberstatue af jomfru Maria med barnet.

I 1952 opførte Le Corbusier huset ”Cité radieuse”, kaldet "Le Corbusier"). Det er et eksempel på brutalistisk arkitektur. Bygningen huser et museum for samtidskunst, MaMo, og her er tagterrasser med panoramaudsigt.

I 2013 åbnede MuCEM, Musée des Civilisations de l'Europe et de la Méditerranée. Det er det første store nationale museum rettet mod middelhavscivilisationer i det 21. århundrede. Det ligger på havnemolen ved indsejlingen til havnen og ved Fort Saint-Jean, der er to meget symbolske steder for den nuværende udvikling af byen og dens fortid. Her findes mange museer, teatre, en opera og en national ballet.

Les Calanques, der ligger øst for byen ud mod Middelhavet, er et meget stort bjergrigt naturområde, som besøges af næsten to millioner om året. I 2012 blev det omdannet til en nationalpark, den første bynære nationalpark i Europa.

Étang de Berre er en lagune med brakvand, der ligger vest for Marseille. Etableringen af et vandkraftværk nord for lagunen har resulteret i store ændringer i lagunens hydrologi og økologi. På trods af dette er her stadig naturrigdomme, og lagunen er hjemsted for mere end 250 stand-eller trækfugle, så her er flere ornitologiske observationsposter.

Saltindvindingerne i Étang de Berre blev i 2003 udpeget til særlige Natura 2000-beskyttelseområder. Marsken og vådområderne i tilknytning til lagunen har siden august 1998 været under særlig observation.