Marseille ligger ved Middelhavet og er administrativt center for departementet Bouches-du-Rhône og regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur. Byen grænser op til Middelhavet mod vest og syd, og er omgivet af bjergmassiver mod nord, øst, syd og sydøst. Marseille er den næststørste by i Frankrig med 873.076 indbyggere (2021), og byen med opland, der strækker sig nordpå til Aix-en-Provence, er det tredje største byområde med 1.625.845 indbyggere (2021) efter Paris og Lyon.
Faktaboks
- Etymologi
-
Der er ingen entydig forklaring på navnets oprindelse. I antikken kaldtes byen Massilia eller Massalia.
Det er den næstældste by i Frankrig efter Béziers. Den blev anlagt omkring 600 f.v.t. som en græsk koloni og erobret af Julius Cæsar i 49 f.v.t. Marseille har siden sin grundlæggelse været en vigtig havneby, og er fortsat Frankrigs vigtigste fragthavn, den næststørste i Middelhavet og den femtestørste i Europa.
Med en beliggenhed ved en bugt halvtreds kilometer øst for Rhôneflodens udmunding har byen også forbindelse til de europæiske flodveje.
Der skete en betydelig kommerciel vækst i kolonitiden og især i 1800-tallet udviklede byen sig til en velstående industri- og handelsby. Herudover er det en stor turistby.
Da Marseille ligger ud til Middelhavet, er stedet valgt til indgang for adskillige undervandskabler og hermed et af de vigtigste knudepunkter for det globale internetnetværk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.