Birgitte Price

Ønsket om at tjene lidt ekstra efter endt studentereksamen fik i 1952 den 18-årige Birgitte Price, der stadig bar pigenavnet Birgitte Bruun, til at opsøge ASA-filmstudierne i Kongens Lyngby i håbet om at få statistopgaver. Filmatelierets markante instruktør Alice O’Fredericks lagde hurtigt mærke til den unge student, som blev prøvefilmet og tildelt en mindre rolle i Morten Korch-filmen Det store løb (1952).

Samtidig stod ASA’s anden instruktør Lau Lauritzen over for indspilningerne til filmdramaet Farlig ungdom (1953) om ungdomskriminalitet. Da filmens karakterer skulle besættes af ukendte ansigter, var Birgitte Price et oplagt valg til rollen som den letlevende Alice fra Vesterbro. Trods sin begrænsede skuespillererfaring viste Birgitte Price en sikker evne til at tegne en karakter. Bag den hårdføre Vesterbropiges teflonbelagte facade og sensuelle fremtoning lagde Birgitte Price vægt på at præsentere en udsat kvinde med lige dele intrigante og sårbare sider, der samlet set gjorde præstationen mere interessant end de øvrige medvirkende i filmen.

I diametral modsætning hertil var Birgitte Prices rolle som Søs i ASA’s populære satsning Far til fire (1953). Filmens succes affødte en hel serie, hvoraf Birgitte Price medvirkede i de første seks film til og med 1958. Hendes frejdighed og lyse fremtoning harmonerede ikke kun med filmseriens sorgløshed og uskyldighed, men signalerede en frisk og sund indstilling til tilværelsen; et idealbillede på 1950’ernes unge danske kvinde, ansvarsbevidst og yndefuld på én og samme tid. Som den ældste i søskendeflokken agerede Søs familiens pligtopfyldende, moderlige type, der i sin sparsomme fritid skrev kærlighedsdigte som afløb for ungdommens drømme og sværmeriske følelser. Gennem et sikkert spil og en trofasthed over for rollen opnåede Birgitte Price en bred folkelig gennemslagskraft.

Dagen efter biografpremieren på Far til fire (1953) fik Birgitte Price sin scenedebut i Nygade Teatrets opsætning af lystspillet Verdens rigeste pige. I samspil med Ib Schønberg sås hun som den Askepot-inspirerede karakter, Judy. Siden gentog hun rollen i en spillefilmsudgave, hvor hun ramte lystspiltonen gennem en veloplagt spillestil; kvik, vaks og hurtig i replikken.

Før filmgennembruddet havde Birgitte Price læst hos skuespilleren Hans Egede Budtz (1889-1968). Hun var bevidst om, at det var nødvendigt at dygtiggøre sig og søgte derfor ind på Det Kongelige Teaters Elevskole, hvorfra hun blev uddannet i perioden 1954-1956.

Efter elevtiden blev Price fastansat ved teatret. Her fulgte den formelle debut som Marguerite i Jean Anouilhs moderne Don Juan-fortælling Ornifle (1956) med Henrik Bentzon i titelrollen som forføreren og Frits Helmuth som Marguerites forlovede. Pressens modtagelse pegede på en ferm debut, der indfriede kritikernes forhåbninger.

Sammen med elevkammeraten Ghita Nørby blev Birgitte Price de følgende år hovedsageligt ført frem som den sødmefulde unge kvinde i Det Kongelige Teaters klassiske repertoire bestående af vaudeviller og nationalromantiske komedier. Blandt de mest afholdte hørte opsætningen af Hostrups Eventyr på fodrejsen, hvor Birgitte Price og Ghita Nørby gennem flere sæsoner afspejlede den glade og belevne ungdom som henholdsvis Laura og Johanne. For Birgitte Price fulgte roller som kobbersmededatteren Rikke i Genboerne (1957) og som Agnete i Elverhøj (1960).

Birgitte Prices sans for det komiske trådte frem som den ombejlede Sophie i vaudevillen Nei (1960), hvor hendes gehør for vaudevillegenrens virtuositet åbenbarede et vittigt og næsten melodisk spil i forening med lige så kompetente kræfter som Henning Moritzen og Poul Reichhardt. Det klassiske rollefag bød også på tungere opgaver, eksempelvis som Signe i Oehlenschlägers tragedie Hagbarth og Signe (1962), iscenesat af John Price, som hun i 1957 var blevet gift med.

Partnerskabet mellem Birgitte og John Price udfoldede sig ikke kun i det private, men også i et fælles professionelt virke på Det Kongelige Teater, hvor John Price i disse år var en af nationalscenens flittigste instruktører. Bevidstheden om ikke at stagnere som skuespiller, påhæftet et image som ”instruktørens hustru”, betød, at Birgitte Price mellem 1965 og 1970 var borte fra Det Kongelige Teater for i stedet at være freelancer. Mod slutningen af 1960’erne var Birgitte Price allerede en erfaren skuespiller, men stadig blot i midten af sine 30’ere.

På Det Ny Teater spillede Birgitte Price den fordrukne og lidenskabeligt temperamentsfulde Claire i Edward Albees drama Utryg balance (1967). Der var et vovemod, sensuelt drive og scenisk nærvær over hendes fortolkning af cancan-pigen Crevette i Georges Feydeau-farcen Damen fra Natcaféen (1967) på Det Ny Scala, mens hendes præstation på samme scene som Kameliadamen (1969) syntes at dele anmelderne.

Freelanceperioden var hverken ensbetydende med, at Birgitte Price gav køb på sine musikalske forcer eller forkastede kærligheden til klassikerne. Tværtimod formåede hun kløgtigt at forfine og udbygge sit musikalske talent, der ikke kun kom til udtryk via en veludviklet sprogtone og lydhørhed, men også gennem en sikker sangbeherskelse.

Tidligt ytrede Price ønske om at prøve kræfter som operasanger, og i 1959 havde hun været Papagena i Mozarts Tryllefløjten med Poul Reichhardt som Papageno. De musiske evner var med til at udvide Prices bredde og flade som scenekunstner, hvor også fjernsynet drog nytte af hendes sangkvaliteter via to mindeværdige tv-udgaver af operetterne Flagermusen (1968) og H.M.S. Pinafore (1970) som henholdsvis, Rosalinde von Eisenstein og kaptajnsdatteren Josephine.

Efter en håndfuld roller i tyndbenede folkekomedier gjorde Birgitte Price i 1969 et overraskende comeback i spillefilmen Kys til højre og venstre som den gifte society-kvinde Betty i en hed affære med en mandlig sociologistuderende. Samspillet med Peter Bonke (f. 1942) som den unge elsker var præget af et sansefuldt nærvær og en sjælden afdæmpethed. Set med nutidens øjne fungerer filmens scener som et billede på tidens frisind.

Ikke mindst blev Prices præstation som værtshusservitricen Caja i Benny Andersen og Henning Carlsens hverdagspoetiske film, Man sku’ være noget ved musikken (1972) bemærket af anmelderne. Her var langt til overklassekvinden med erotisk kapital og ung elsker. Derimod inkarnerede værtshusmiljøets Caja en såkaldt ”kvinde af folket”, hvor Birgitte Prices stilfærdige fremstilling af rollen passede til filmens tonalitet.

Generelt synes de mere modne og komplekse kvindeskikkelser, som fulgte med 1960’ernes dramatik, at tilføre nye dybder til Birgitte Prices spil, formet af et solidt, selvstændigt karakterarbejde. Særligt Leif Panduros forfatterskab for tv åbnede interessante perspektiver. Bredest appel hos publikum havde måske hendes indsats som den privilegerede, halvnervøse direktørfrue i krimiserien Ka’ De lide østers? (1967), mens hun formodentlig satte større kunstnerisk aftryk i Panduros tv-drama I stykker (1966). Som den utro hustru, Irene, indfangede Birgitte Price karakterens skift mellem det tvivlende og en mere nøgtern holdning. Den personlige splittelse var atter central i Panduros Hjemme hos William (1971), der gav Birgitte Price mulighed for at gennemspille den menneskelige smerte som hårdtprøvet mor i eksistentiel krise.

Tilbagevendt til Det Kongelige Teater i 1970 gjorde Birgitte Price blandt andet stærkt indtryk som den udfarende og psykisk udsatte datter i Edward Albees drama Forbi (1972). I den modsatte boldgade indtog hun året efter scenen som den komiske Grete i Johan Herman Wessel-klassikeren Kærlighed uden strømper, mens der var bud efter hende i P.O. Enquists nyklassikere Tribadernes nat (1976) og Fra regnormenes liv (1981) som henholdsvis Siri von Essen (1850-1912) og Johanne Luise Heiberg.

Parallelt hermed søgte Birgitte Price at udforske andre sider af teaterfaget. Et kendetegn for karrierens senere år synes at være en uformindsket virketrang, der bragte hende vidt omkring. I 1977 debuterede hun som sceneinstruktør med opsætningen af Euripides’ tragedie Elektra på Strøghus Teatret. Dagbladet Politiken kaldte karriereskiftet for ”det store spring” og havde desuden lovord tilovers for hendes iscenesættelse. Instruktørdebuten katapulterede en fornyelse hos Birgitte Price, der her havde fundet et felt, som kunne gøde talentet og som affødte en større grad af selvstændighed hos hende.

Kærligheden til 1800-tallets romantiske teater forblev intakt. Således stod Price på Det Kongelige Teater bag en stort anlagt udgave af Oehlenschlägers Dina (1979) i anledning af 200-året for digterens fødsel, mens hun samtidig bragte Heiberg-vaudevillen Emilies hjertebanken (1979) sikkert ind i Strøghus Teatrets lille intime scenerum med skuespillerinden Hanne Uldal (f. 1950) i rollen som Emilie.

Evnen til at indgå i intimteatrets intense og koncentrerede form kom Birgitte Price til gode, da hun på Folketeatrets intimscene, Hippodromen, personificerede den neurotiske og mentalt ustabile forfatter Lise Mundus i Ansigterne (1979) – et portræt baseret på Tove Ditlevsens selvbiografiske roman af samme navn. Det dramatiske nærvær var tilsat en nerve, som Birgitte Price tillige forlenede med indlevelse på tv i Simone de Beauvoirs monolog under titlen Jeg vil ikke være alene (1980).

I 1980'erne blev der længere mellem opgaverne som skuespiller. Dog kunne Birgitte Price fortsat opleves på en scene. Gennem en række oplæsningsprogrammer med tekster af blandt andre Karen Blixen og Adam Oehlenschläger manifesterede Price sin rene og formfuldendte recitationskunst, der er bevaret for eftertiden i Jørgen Leths film Dansk litteratur (1989).

I 1985 blev Birgitte Price chef for Danmarks Radios TV-Teater. Med ambitionen om en ny retning for TV-Teatret beklædte Price posten frem til 1989. Hendes kunstneriske mål om at nå en bredere seerskare baserede sig på et repertoire, som i højere grad tilgodeså eksisterende litterære klassikere fremfor nyskrevet tv-dramatik. Linjen vakte debat i flere kredse, mens Birgitte Price imidlertid stod fast ved sit synspunkt.

Som direktør for Det Danske Teater 1991-1994 fortsatte hun i store træk denne kurs, blandt andet ved at markere sig med en opsætning af Medea (1994) med Kirsten Olesen i titelrollen.

Birgitte Price tiltrådte i 1994 stillingen som skuespilchef på Det Kongelige Teater. Embedsperioden blev kort. Alligevel formåede hun at cementere sin kunstneriske smag i form af passionen for den klassiske komedie. I forbindelse med Kulturbyåret 1996 stod hun således bag opsætningen af Elverhøj i Ulvedalene, iscenesat sammen med Piv Bernth.

En tilbagevendt kræftsygdom betød, at Birgitte Price i sommeren 1996 måtte forlade posten som skuespilchef.

I 1957 blev Birgitte Price gift med kollegaen John Price. Ægteskabet varede til hans død i december 1996. Sammen var de forældre til komponisten James Price og dramaforfatteren Adam Price. Brødrene er tillige blev kendt som tv-kokke i DR-programmet Spise med Price.

På dronning Margrethes 50-årsdag i 1990 blev Birgitte Price udnævnt til ridder af 1. grad af Dannebrogordenen. Gennem karrieren modtog Price desuden følgende hædersbevisninger og priser:

• teater i Danmark
• dansk film
• Price
• John Price
• Adam Price
• James Price