Madagaskar

Madagaskar blev skabt for cirka 180 millioner år siden med opsplitningen af superkontinentet Gondwana. Det er usikkert, hvornår de første mennesker kom til Madagaskar, men flere eksperter anslår, at den første bølge af kolonisering startede i perioden fra 350 f.v.t. til 550 e.v.t. Dermed er Madagaskar et af de sidste store landområder koloniseret af mennesker.

Man taler om tre indvandringsbølger til Madagaskar: Den første bølge var søfarere østfra med udgangspunkt i Indonesien og Borneo. Den anden bølge var arabiske handelsfolk, der kom til øen i perioden fra 600-tallet til 800-tallet. Den tredje bølge havde afsæt i det afrikanske kontinent og ankom fra omkring år 1000. I starten bosatte disse mennesker således, at de asiatiske grupper i overvejende grad indtog de østlige kystområder og højlandet; araberne bosatte sig især i den nordlige del af øen, mens folk fra det afrikanske fastland især bosatte sig i den vestlige del af Madagaskar. Menneskets indtog medførte masseudryddelse af Madagaskars megafauna, og arter som kæmpelemuren, elefantfuglen og mange andre uddøde.

Først omkring år 1500 opdagede de europæiske søfarere Madagaskar. I første omgang var det portugiserne, som anlagde deres første handelsstation i det sydlige Madagaskar i 1508. I årtierne derefter blev Madagaskar også en af sørøvernes foretrukne baser. Den voksende handel fra søfarten skabte nye økonomiske muligheder for forskellige samfundsgrupper på øen. Først i 1790’erne med Merinakongeriget blev der etableret en form for national ledelse og kontrol over øen. Som resultat af Berlinkonferencen blev Madagaskar i 1885 et fransk protektorat, og Madagaskars monarki blev afviklet. Madagaskar forblev en fransk koloni frem til 1958, hvor en malagassisk republik blev udråbt, og efter forhandlinger med den franske kolonimagt blev Madagaskar selvstændig i 1960.

• Læs mere om Madagaskars historie.

Landet er et demokrati hvor præsidenten vælges direkte for en femårig periode. Præsidenten har omfattende politisk magt og vælger en statsminister, der sammensætter en regering. Landets forfatning og deraf følgende politisk-administrative system er inspireret af den franske kolonimagt. Madagaskars nationale politiske system har to kamre, et senat med 18 medlemmer, der sidder for en periode på seks år. 12 er disse er valgt af lokale myndigheder, og de seks andre udpeges af præsidenten. Parlamentet har 151 medlemmer, som vælges direkte for en periode på fem år. Landet har 23 administrative regioner.

I den første periode efter selvstændigheden under præsident Philibert Tsiranana beholdt Madagaskar et stærkt bånd til den tidligere kolonimagt Frankrig, og dermed videreførtes kolonitidens politikker og afhængighed. En voksende utilfredshed med præsidenten og den førte politik førte til demonstrationer, og præsident Tsiranana blev væltet af militæret i 1978. De følgende par år var Madagaskar præget af magtkampe mellem forskellige militære ledere, indtil Didier Ratsiraka tog magten i 1975. Præsident Ratsiraka var erklæret marxist og inspireret af den daværende nordkoreanske leder Kim Il-sung. Han sad på magten frem til 1993, hvor han tabte præsidentvalget til Albert Zafy (1927-2017), men ved det næste valg genvandt Ratsiraka magten og sad på præsidentposten til 2001. Ved valget i 2001 tabte Ratsiraka valget til Marc Ravalomanana (født 1957), daværende borgmester i hovedstaden Antananarivo. Efterfølgende ville Ratsiraka ikke acceptere valgresultatet, og der opstod en kortvarig krise, inden Ravalomanana blev indsat som præsident.

Den nye præsident kom med en liberal udviklingsøkonomisk dagsorden, som var grundlæggende anderledes end forgængeren. På den korte bane skabte det efter Madagaskarstandarder høje årlige økonomiske vækstrater på 7 %. Trods de høje økonomiske vækstrater blev Ravalomanana kritiseret for at være korrupt og autoritær. Han blev væltet i kup og Andry Rajoelina, daværende borgmester i hovedstaden Antananarivo, kom til magten. Selve forløbet blev kritiseret som forfatningsstridigt i processen blev forfatningen ændret. Præsident Rajoelina sad på magten frem til oktober 2025, hvor han blev væltet af militæret efter folkelige protester anført af unge i Gen Z.

• Læs mere om Madagaskars forfatning.

Madagaskar er en ø, der dækker et areal på 592.800 km² og ligger i Det Indiske Ocean. Det nærmeste kontinentale landområde er Mozambique, som ligger på det afrikanske kontinent cirka 400 km vest for Madagaskar.

Beretninger fra de første søfarer omtaler Madagaskar som den grønne ø, fordi den oprindeligt var dækket af skov. Nu omtales den ofte som den røde ø, fordi den jernholdige røde jord dominerer landskabet.

Madagaskar huser flere biogeografiske zoner. I det centrale og østlige højland var de østlige skråninger oprindeligt dækket af frodig regnskov; det højeste punkt er bjerget Maromokotro, hvis tinde er 2.876 m.o.h. Den vestlige del af Madagaskar er præget af begrænsede nedbørsmængder, og den oprindelige vegetation er præget tør løvfældende åben skov. I den sydvestlige del af landet findes den knastørre tornskov, som er unik for Madagaskar. De forskellige naturtyper rummer en enestående biodiversitet, og over 90 % af øens plante- og dyrearter findes ingen andre steder på kloden. Derfor har Madagaskar status som et af verdens vigtigste områder for den biologiske mangfoldighed, særligt grundet den høje grad af endemisme. Selvom der er oprettet et omfattende netværk af beskyttede naturområder, er landets biodiversitet presset, og et stigende antal arter er i varierende omfang udryddelsestruet.

Madagaskars klima er subtropisk, men temperaturerne og nedbørsmængderne er stærkt varierende. Der er to årstider: den varme regntid, som normalt ligger i perioden fra november til april, og den kølige tørtid i perioden fra maj til oktober. Siden 2000-tallet har regntiden i højere grad end tidligere været forbundet med stærke storme og kraftig nedbør. Derudover har tørtiden stedvis været ekstremt tør.

• Læs mere om Madagaskars geografi og Madagaskars dyreliv og planteliv.

Madagaskar er et af verdens ti fattigste lande med lave økonomiske vækstrater. Over 80 % befolkning lever under den internationale fattigdomsgrænse (2022).

Landbrugssektoren har traditionelt været rygraden i Madagaskars økonomi, og størstedelen af befolkningen er beskæftiget i her. De vigtigste eksportprodukter fra landbrugssektoren er vanilje og kryddernelliker. Landbrugssektoren er sårbar over for klimakrisen, som særligt siden 2000-tallet har haft stor betydning for produktiviteten.

Turismen, især naturturisme, er en vigtig sektor og er i vækst med stigende betydning for landets økonomi og arbejdspladser. Udvinding af mineraler fra undergrunden er ligeledes i vækst, især nikkel, kobolt og chrom samt siden 2015 en række sjældne jordarter.

Befolkningstallet er på 32 millioner (2024), og den årlige befolkningstilvækst er 2,2 % om året (2024). Næsten 40 % af befolkningen er under 15 år. Ind til den første asiatiske indvandringsbølge fra 350 f.v.t. år før til 550 e.v.t. var Madagaskar ubeboet. Den første indvandringsbølge menes primært at komme fra Syd- og Sydøstasien. Senere fra Mellemøsten. En tredje bølge var indvandring fra det afrikanske kontinent.

I de senere år har der være omfattende intern migration i Madagaskar, især fra den fattige og mest klimaudsatte sydlige del af landet til resten af landet. Disse migrationsbølger, som ofte kommer i forbindelse tørkeperioder, skaber løbende sociale spændinger i landet.

En række af landets præsidenter har igennem tiden italesat behovet for at styrke uddannelsesindsatsen. Prioritering af uddannelse har rødder tilbage til den prækoloniale periode og var også et opmærksomhedspunkt for den franske kolonimagt.

Ifølge UNESCO (2024) er Madagaskar som en række andre afrikanske nationer ramt af en læringskrise. Med dette menes, at skoleeleverne ikke opnår de basale læse- og skrivefærdigheder i landets skoler. Der er imidlertid statistisk belæg for, at analfabetismen er faldet kraftigt siden landets selvstændighed. Derudover færdiggør omkring 60 % den obligatoriske skolegang, som går fra 6 til 14 år. Langt færre går videre i uddannelsessystemet.

De primære udfordringer i Madagaskars uddannelsessektor, hele vejen igennem uddannelsessystemet fra folkeskole til universitet, er manglen på ressourcer på alle niveauer: der mangler kompetente lærere, lærergerningen er lavtlønnet, og både undervisningsmaterialerne og de fysiske rammer for undervisningen er af dårlig kvalitet.

I lighed med de omkringliggende øer, Seychellerne, Comorerne, Mauritius og Réunion (som er et fransk oversøisk departement) er kulturen i Madagaskar meget forskelligartet, hvilket kan forklares med indvandringer fra meget forskellige kulturer. Samtidig er der i Madagaskar skabt en fælles identitet, hvor sproget også spiller en samlende rolle. Forskellighed ses i kunst, sport og ved forskellige lokale ritualer, eksempelvis i forbindelse med begravelsesritualer, hvor der i visse dele i det sydlige Madagaskar er fælles familiegravsteder. Her er ritualet at afholde begravelsesfester i forbindelse med dødsfald. I den forbindelse tages de afdøde forfædre op, og familien danser med dem i respekt, for derefter at blive lagt tilbage i fællesgraven.

• Læs mere om Madagaskars uddannelse og Madagaskars musik.

Malagassisk tales af størstedelen af befolkningen og er landets officielle sprog sammen med fransk. Malagassisk er et austronesiske sprog og nært beslægtet med sprog på det sydøstlige Borneo, idet det går tilbage til den første indvandringsbølge fra Borneo og Indonesien. Sproget er derefter blevet udviklet af øens befolkning påvirket af arabisk, bantu og fransk i forbindelse med indvandringer fra Mellemøsten, Afrika og den franske kolonisering.

• Læs mere om Madagaskars sprog, malagassisk

• lande i Afrika
• Antananarivo (hovedstad)
• Afrikas hovedstæder