Herodot

Herodot er forfatter til det første store prosaværk i vor kulturkreds, og det er til fulde fortjent, at han siden Cicero er blevet kaldt "historiens fader"; hans forgængeres værker, der alle er gået tabt, har næppe været omfangsrige.

Emnet for Herodots værk, som i hellenistisk tid blev opdelt i ni bøger (en for hver af muserne), er fjendskabet mellem persere og grækere fra de to folkeslags sammenstød langs Lilleasiens vestkyst ca. 550 f.v.t. til grækernes sejr i Perserkrigene i 480-479 f.v.t. I de første fire bøger beskrives baggrunden for striden samt begivenhederne under kongerne Kyros, Kambyses og Dareios frem til 500 f.v.t. Fortællingen afbrydes ofte af lange ekskurser om fx Babylon, Egyptens kultur og historie, de skythiske folkeslags levevis og episoder i Grækenlands historie i 500-tallet f.v.t. I 5.-6. bog skildres jonernes oprør mod perserne 499-494 f.v.t. og Slaget ved Marathon i 490 f.v.t. Værket kulminerer med de tre sidste bøger om kong Xerxes' felttog mod Hellas 480-479 f.v.t. med detaljerede beskrivelser af slagene ved Thermopylæ, Artemision, Salamis og Plataiai.

Herodots skildring af selve Perserkrigene i 5.-9. bog satte dagsordenen for al senere antik historieskrivning ved fortrinsvis at omhandle krigshistorie. Men i de lange ekskurser i 1.-4. bog bliver de barbariske folks levevis beskrevet på en måde, som man i dag vil forbinde med kulturgeografi og etnografi, og som kun sjældent blev fulgt op af antikkens andre historikere. Fortælleteknisk blev hans værk også normgivende for den senere historieskrivning, ved at beretningen hele tiden afbrydes af taler lagt i munden på værkets hovedpersoner.

I forordet kalder Herodot sit værk for en undersøgelse, historie; det fik de hellenistiske forfattere til at bruge ordet historie generelt om skildringer af fortidige begivenheder, og herfra har man overtaget det i betydningerne 'fortiden' og 'studiet af fortiden'. Men ligesom Thukydid og Xenofon var Herodot samtidshistoriker: Han skrev fortrinsvis om begivenheder, han selv havde oplevet eller fået fortalt af øjenvidner. Han levede i en tid uden arkiver, hvor viden om fortiden stadig hvilede på mundtlig tradition, og formålet med hans værk var derfor også forskelligt fra en moderne historikers. Herodot ville ikke blot forklare begivenhedernes sammenhæng; han ville først og fremmest bevare mindet om dem for eftertiden, og uden hans værk ville vi næsten ingen viden have om denne epoke i oldtidens historie.