Birgitte Reimer

Reimer debuterede i Thornton Wilders På et hængende hår (1946-1947) på Det Kongelige Teater og blev uddannet fra elevskolen i 1947. Herefter fik hun hurtigt mindre filmroller, bl.a. som stuepige i Johan Jacobsens mesterværk Soldaten og Jenny (1947).

Af Erik Henning-Jensen (1887-1954) blev hun engageret til Århus Teater, hvor hun i sæsonen 1947-1948 havde flere hovedroller, bl.a. som Pernille i Holberg-klassikeren Maskerade og det tidstypiske skuespil Kære Ruth af Norman Krasna (1909-1984).

Tilbage i København virkede Reimer indtil 1950 ved Alléscenen og Alliancescenerne (Det Ny Teater og Folketeatret), men samtidig kom hun via sin første ægtemand Preben Neergaard ind på en revy-løbebane.

I sommeren 1948 opsatte Neergaard Kom frit frem på Hotel Sandslot i Sandvig på Bornholm med tekst af Poul Henningsen, musik af Bernhard Christensen og med andre medvirkende som Ove Sprogøe, Buster Larsen og Aase Ziegler. Reimer og Neergaard spillede grossererægteparret Stephphensen med dobbelt ph, og Reimer gjorde stor lykke i et nummer som bakkesangerinde med visen Prøv kun lykken i min, hvem, hvad, hvor. Sommerrevyen fortsatte som turnéforestilling og herefter på Frederiksberg Teater året ud. Kom frit frem blev modtaget som årets bedste revy og Reimer som et lovende nyt talent.

Fra 1952 til 1956 var Reimer primadonna på Apollo Teatret under Aage Stentofts ledelse. Her dannede hun makkerpar med Kjeld Petersen i succesfarcen Solstik (1952-1953; opført 418 gange på teatret, 117 gang på turné og filmatiseret i 1953) og lystspillet Legetøjskarrusellen (1953-1954). Til førstnævnte sang hun bl.a. Øjnene er lyseblå (melodi af Amdi Riis), som blev en slager.

I komediesuccesen Levende lys (1954; opført 321 gange) spillede hun over for Max Hansen. Til denne forestilling sang hun bl.a. Stentoft og Epes De små galante eventyr, som i januar 1955 bragte hende på kant med Statsradiofonien, da underholdningschef Svend Pedersen aflyste hendes optræden, fordi han fandt teksten for vovet til et familiepublikum en lørdag aften.

Reimer beherskede en hurtig, pointeret replik og hvad hun selv benævnte "den underfundige uartighed", en luftig, sødmefuld erotisk antydningskunst, som hun havde lært af Preben Neergaard, og som blev hendes varemærke, når hun førte sig frem med sin slanke danserinde-figur og gerne i netstrømper.

Flere anmeldere satte hende i bås som pikant og spids, hvilket var til ulempe, når hun forsøgte sig i det mere nuancerede rollefag på teatret, fx i Jean Anouilhs Stævnemødet i Senlis (Alléscenen, 1949).

Birgitte Reimers første hovedrolle på film var i Johan Jacobsens Som sendt fra himlen (1951) som en brud, der får kolde fødder og løber fra sit bryllup; den forladte brudgom blev spillet af Kjeld Petersen. Siden kom Erik Ballings Vi som går køkkenvejen (1953) om en forkælet rigmandsdatter, som indgår et væddemål med sine overklassevenner: Vil hun i ét år kunne klare sig som husassistent uden hjælp hjemmefra? Det var Reimers egentlige filmiske gennembrud, hvor hun synger endnu en vise, der blev en evergreen: Jeg er en rigtig lille køkkenheks, med melodi af Hans Schreiber og tekst af Balling.

I Johan Jacobsens Vi som går stjernevejen (1956), hvor Reimer bl.a. synger Jeg er tosset med mænd (med melodi af Kai Normann Andersen og tekst af Børge Müller), spilles der på Reimers egen karriere fra Holberg-roller til at vise knæ a la Stig Lommer og sidde med køkkenske i hånd som i Ballings tidligere filmsucces.

I Sverige medvirkede Reimer i mesterinstruktøren Ingmar Bergmans tidlige komedie En lektion i kærlighed (1954) og Hasse Ekmans Min kone er på landet (1957).

Aage Stentoft-produktionerne Vi er allesammen tossede (1959) og Den grønne elevator (1961) trækker atter på det uforlignelige samspil mellem Reimer og Kjeld Petersen. Begge film var publikumssucceser og den første vandt Bodilprisen for årets film. Reimer og Petersen spillede også ægtepar i tv-enakteren Paprika (1960) efter Noël Coward .

Birgitte Reimer imponerede – godt hjulpet af sin nye samlever, kapelmester Niels Rothenborg – med sine sang- og balletevner i John Crankos nyskabende musical-kabaret Cranks (Merkur, 1957; tv-udgave 1962), som Polly i Bertolt Brechts stodderopera Laser og pjalter (Aveny Teatret, 1959), en rolle hun overtog efter Lone Hertz, ligesom der blev draget nytte af hendes evne for tætte karakterstudier i krigssatiren Den gode soldat Svejks eventyr (Alléscenen, 1959) og Hvem er Sylvia? (Alléscenen, 1959-1960), som hun begge spillede flere forskellige roller i.

I 1959 blev Reimer af Povl Sabroe, kendt som Den Gyldenblonde, hentet tilbage til Cirkusrevyen. Her fremførte hun bl.a. Sven Gyldmarks Én gang til for prins Knud med tekst af Erik Leth. Visen vakte opstandelse, fordi den gjorde grin med et medlem af den kongelige familie. Baggrunden var, at direktør Ingvar Blicher-Hansen i 1958, efter Falkonerscenens premiere på Françoise Sagans franske beatnikballet Det forsinkede stævnemøde, lod en vovet badeværelses-scene genopføre for æresgæsterne arveprins Knud og prinsesse Caroline-Mathilde, som ikke havde kunnet se den fra kongelogen, hvor en søjle var i vejen.

Året efter parodierede Reimer verdensstjernen Marlene Dietrich i Aage Stentoft og Arvid Müllers Stjerne på gæstespil. Det britiske kongehus stod for skud i Fotografen og hans brud (1960) om prinsesse Margarets ægteskab med den borgerlige fotograf Antony Armstrong-Jones, spillet af Preben Neergaard, og sammen med Bodil Udsen havde Reimer stor medvind under teltdugen med duetten Værs'go, hvad vil De have? (også kendt som Vi to) om to kvinder, der er gået i kompagni om et mandesitting-bureau og henholdsvis tager sig af det "bastante og grove" og det "pikante og sjove".

I 1961 blev Aage Stentofts danske version af den franske musical Irma la Douce, som på dansk blev omdøbt til Ina, min engel (Det Ny Scala, 1961), en fiasko. Teksterne til Cirkusrevyen var det år heller ikke, hvad de havde været, og der var længere mellem de gode rolletilbud.

Hertil kom, at kollegaen Kjeld Petersen i 1962 døde pludseligt i en alder af kun 41 år, kort før Reimer og han atter skulle have spillet ægtepar i Gabriel Axels forvekslingskomedie Oskar (1962; efter et fransk lystspil, der havde gået på Folketeatret og i 1967 også blev filmatiseret i Frankrig med Louis de Funès).

Efter to ellers meget succesfulde forestillinger – lystspillet Når engle elsker (Aveny Teatret, 1961-1962; opført 229 gange) med Dirch Passer og Ernst Bruun Olsens musical Teenagerlove (Herman Gellins Teaterselskab; Danmarksturné 1963), hvor Birgitte Reimer havde hovedrollen som Maggie – standsede hun brat og endegyldigt karrieren for at flytte til Nice i Sydfrankrig sammen med journalisten Ole Bornemann, som blev hendes anden ægtemand.

• revy
• dansk film
• Erik Balling
• dansk teater
• Johan Jacobsen