Oddere er en gruppe af rovdyr i mårfamilien, som er tæt knyttet til vand. De er udbredt i Amerika, Eurasien og Afrika. Det er strømlinede dyr, der svømmer og dykker godt, og som har veludviklet svømmehud mellem tæerne.
Lutrinae (underfamilie)
otters (engelsk)
Odderne udgør en underfamilie (Lutrinae) i mårfamilien (Mustelidae).
Der findes følgende 13 arter af oddere:
| Dansk navn | Videnskabeligt navn | Engelsk navn | Vægt |
|---|---|---|---|
| Havodder | Enhydra lutris | Sea otter | 14-45 kg |
| Plethalset odder | Hydrictis maculicollis | Spotted-necked otter | 3,8-6 kg |
| Nordamerikansk odder | Lontra canadensis | North American river otter | 7,3-9,4 kg |
| Kystodder | Lontra felina | Marine otter | 3,2-5,8 kg |
| Langhalet odder | Lontra longicaudis | Neotropical otter | 5-15 kg |
| Patagonsk odder | Lontra provocax | Southern river otter | 5-10 kg |
| Eurasisk odder | Lutra lutra | European otter, Eurasian otter | 5-14 kg |
| Pelssnudet odder | Lutra sumatrana | Hairy-nosed otter | 3,5-6 kg |
| Almindelig afrikansk fingerodder | Aonyx capensis | African clawless otter | 10-21 kg |
| Asiatisk dværgodder | Aonyx cinereus | Asian small-clawed otter | 2,4-3,8 kg |
| Congofingerodder | Aonyx congicus | Congo clawless otter | 12-17 kg |
| Glatpelset odder | Lutrogale perspicillata | Smooth-coated otter | 7-11 kg |
| Kæmpeodder | Pteronura brasiliensis | Giant otter | 22-32 kg |
Et DNA-studie fra 2024 foreslår at opdele langhalet odder i to arter: sydlig langhalet odder (Lontra longicaudis), som er udbredt i Sydamerika øst for Andesbjergene, og nordlig langhalet odder (Lontra annectens), som er udbredt fra vest for Andesbjergene til Mexico. Flere autoriteter har allerede accepteret dette. Hvis det slår igennem, vil der være 14 arter af oddere.
Den odder, som forekommer i Danmark, er eurasisk odder.
Odderne omfatter de tre største arter i mårfamilien: havodder (14-45 kg), kæmpeodder (22-32 kg) og afrikansk fingerodder (10-21 kg). Kæmpeodderen er det længste mårdyr og kan måle næsten 2 meter fra snude- til halespids. Den eurasiske odder vejer 5-14 kg. Den mindste odder er asiatisk dværgodder (2,4-3,8 kg), mens den sydamerikanske kystodder (3,2-5,8 kg) er verdens mindste havpattedyr. Hannerne er generelt større end hunnerne, og hos eurasisk odder kan hannerne være op til 50 % større end hunnerne. Hos kæmpeodder er der dog kun en smule forskel på kønnene.
De har langstrakte kroppe med korte ben og lange, kraftige haler. Hos kæmpeodder, nordamerikansk odder, pelssnudet odder, glatpelset odder, asiatisk dværgodder og i lidt mindre grad havodder er halen fladtrykt. Som dens navn afspejler, har langhalet odder den relativt længste hale, der kan blive en fjerdedel længere end hoved-og-kropslængden. Sammenlignet med andre mårdyr har oddere et bredt, rundt hoved, og deres ører er korte.
Odderes pels er brun. De fleste arter er lyse på kinden, struben og brystet, og kæmpeodder og plethalset odder har et hvidt til gulligt marmoreret mønster på halsen. Pelsen er tæt, blød, vandskyende og isolerende. Havodderen har verdens muligvis tætteste pels med 100.000 hår/cm2, mens den eurasiske odder har 70.000 hår/cm2. Til sammenligning har mennesker op til ca. 20.000 hår på hele hovedet.
Typisk for mårdyr har oddere fem tæer på hver fod. De fleste arter har kraftige kløer og veludviklet svømmehud på både for- og bagfødderne. Her adskiller fingerodderne sig. Som tilpasning til at føle sig frem til krebsdyr på lavt vand har de nemlig slanke, mobile og følsomme fingre på forpoterne (hænderne). Asiatisk dværgodder har reducerede kløer og svømmehud på både for- og bagpoterne. Afrikansk fingerodder har helt bortreduceret kløerne og svømmehuden på hænderne, mens den på bagfødderne kun har små pudsekløer på de tre midterste tæer, men stadig svømmehud. Havodderens bagfødder minder om baglufferne hos sæler.
Langt det meste af oddernes fouragering foregår i vandet, og med deres strømlinede krop, svømmehud og kraftige hale er de eminente svømmere og dykkere. Man har målt svømmehastighed på op til 11 km/t hos nordamerikansk odder, dykkerdybde på op til 87 meter hos havodder og dyk på op til 5 minutters varighed hos eurasisk odder. De fleste arter dykker dog typisk på forholdsvis lavt vand og ikke særlig lange. Eksempelvis foregår de fleste af den eurasiske odders dyk på 0-3 meters dybde. Havodderen fouragerer til gengæld ofte på meget dybere vand end andre oddere og tvinges derfor også til at dykke dybere. Dens lunger er 2-3 gange større end hos landpattedyr af samme størrelse, hvilket gør den i stand til at foretage lange dyk.
Når en odder svømmer i overfladen, bruger den fødderne til at padle med og halen som ror. Under dyk bruges forfødderne til at korrigere retning med, men fremdriften kommer hovedsagelig fra bagfødderne og de bølgende bevægelser med kroppen og halen. Oddere lukker deres næsebor og ører under dyk.
Oddere har en glimrende lugtesans. Da lugtesansen ikke fungerer under vandet, afhænger oddere i høj grad af deres øjne til at finde frem til bytte, når de dykker. De har øjne, der er tilpasset til at fungere godt både under og over vandet.
Sammenlignet med andre mårdyr har oddere særligt veludviklede og stive knurhår. Knurhår er ved basis forsynet med en høj koncentration af nerver, der gør dem yderst følsomme over for den mindste berøring. Når nordamerikansk odder jager i vand med lav sigtbarhed, kan den bruge knurhårene til at lokalisere bytte, og det er sandsynligt, at knurhårene spiller en rolle hos alle oddere i forbindelse med deres fouragering.
Odderne er udbredt i store dele af Nord- og Sydamerika, Asien, Europa og Afrika. Den nordligst forekommende art er nordamerikansk odder, der findes helt op til Ellesmere Island i højarktisk Canada. De sydligst forekommende arter er kystodder og patagonsk odder, der når ned til Ildlandet og Kap Horn på Sydamerikas absolutte sydspids. De højest forekommende arter er eurasisk odder, som findes i op til 4.120 meters højde i Tibet, og langhalet odder, der forekommer i op til 4.000 meters højde i Andesbjergene. Eurasisk odder har den største udbredelse af alle odderne; den findes fra Vesteuropa og Nordafrika til det østligste Sibirien og Sumatra i Indonesien.
Sydamerika har fire endemiske odderarter (dvs. arter der kun forekommer her), mens Afrika og Asien hver har tre endemiske arter. Asien har flest odderarter med fem i alt.
Havodderen lever hele livet til havs og kommer aldrig på land. Også kystodderen fouragerer til havs, men går på land for at hvile sig og få sine unger. Alle andre oddere er først og fremmest knyttet til ferskvandområder som floder, søer og vådområder. Langt de fleste ferskvandsoddere kan dog også forekomme på kysten, så længe de stadig har adgang til ferskvand at drikke. Det gælder fx vores hjemlige odder.
Oddere lever overvejende af vandlevende byttedyr. Hos plethalset odder, nordamerikansk odder, pelssnudet odder, glatpelset odder og kæmpeodder er føden domineret af fisk. Eurasisk odder er også en dygtig fisker, der kan fange fisk på op til 9 kg, og i den nordlige del af Europa lever den især af fisk. I Middelhavet afhænger den i mindre grad af fisk og mere af akvatiske invertebrater og krybdyr, og om vinteren i Polens Bialoweza-skov udgøres 66 % af dens føde af frøer. Det er et eksempel på, hvor opportunistiske og tilpasningdygtige oddere kan være i deres fødevalg. Alle de ovennævnte oddere kan også supplere kosten med fx krebsdyr, frøer, øgler, sumpskildpadder, insekter, fugle og småpattedyr. Kæmpeodder kan nedlægge byttedyr så store som kaimaner.
En del oddere er specialiseret i akvatiske hvirvelløse dyr. Det gælder havodder, kystodder, patagonsk odder (i ferskvandshabitater) og fingerodderne. Havodderen lever stort set udelukkende af marine hvirvelløse dyr som søpindsvin, muslinger, abaloner og krebsdyr. Kystodderen lever mest af krabber, hummere, rejer, muslinger og havsnegle. Fingerodderne har en særlig forkærlighed for krebsdyr.
Oddere kan være enten overvejende nataktive (som odderen i Danmark), overvejende dagaktive eller aktive på alle tider af døgnet. Nogle arter er dagaktive i uforstyrrede områder, men nataktive i områder med menneskelig forstyrrelse.
De er alle tæt knyttet til vand og hviler sig i huler i en brink, mellem rødder, under vegetation, i klippespalter eller andre steder, hvor de finder fred og ro. Eurasisk odder kan grave et system af tunneler på op til 50 meters længde.
Oddere afmærker deres territorier ved at deponere små mængder ekskrementer på iøjnefaldende steder langs vandet samt ved at duftafmærke med kraftigt lugtende sekret fra analkirtlerne. I den eurasiske odders sekret har man identificeret næsten 100 forskellige kemiske forbindelser.
Med undtagelse af hunner med unger anses de fleste arter for at leve alene og opretholde territorier over for individer af samme køn. Hannernes territorier er større end hunnernes og kan overlappe med flere hunområder. Eurasisk odder lader dog til at være mere selskabelig, end man tidligere har troet. Man har observeret hanner og hunner tilbringe megen tid sammen med at hvile, opfostre unger og lege, ligesom flere hunner med unger også kan socialisere.
Der er flere arter af oddere, som er decideret sociale. Kæmpeodderen lever i de største egentlige flokke af oddere. De kan indeholde op til 20 medlemmer og består af et ynglepar, ikkeynglende halvvoksne og unger. Flokmedlemmer kan både være beslægtede og fremmede. Kæmpeoddere samarbejder om at jage og forsvare flokken, ikke mindst mod jaguarer.
Blandt kystlevende nordamerikanske oddere ser man flokke på op til 15 hunner og deres unger. Hanner kan også danne grupper med hinanden, men disse opløses i yngleperioden. Glatpelset odder ses tit i grupper bestående af et voksent par og deres afkom fra et eller flere kuld. Kystodderen lader til at være monogam, og parret er fælles om at opfostre ungerne.
De allerstørste grupper ses blandt havoddere. De indeholder typisk kun det ene eller det andet køn og kan være på op til 2.000 individer. Hunner og deres unger ses i sådanne grupperinger året igennem, mens hannerne kun optræder i grupper uden for yngletiden.
Hunner går typisk drægtige i 2-2,5 måned. Som man kender det fra flere mårdyr har havodder og nordamerikansk odder forlænget drægtighed, hvor hunnen sætter drægtigheden på pause kort efter parringen. Hos havodder varer pausen 2-3 måneder, hos nordamerikansk odder mindst 8 måneder.
Den største art, havodderen, får de mindste kuld, normalt kun én unge ad gangen, mens den mindste art, asiatisk dværgodder, får de største kuld, der kan være på op til 7 unger. Hos eurasisk odder vejer ungerne 100-130 gram og måler 12-15 cm i længden ved fødslen. Hos havodderen vejer den enlige unge 1,4-2,3 kg. Odderunger fødes normalt blinde og dækket af en tynd pels. Havodderens unge er dog usædvanligt veludviklet ved fødslen og fødes med åbne øjne.
Den højeste levetid, man har registreret blandt oddere, er 30 år i naturen hos havodder. Eurasisk odder kan blive op til 22 år i fangenskab.
Præsident Donald Trumps særlige udsending for Grønland, Jeff Landry, er i Nuuk. Besøget sker i forbindelse med erhvervsmessen Future Greenland, der afholdes den 19.-20. maj.
Et lunt efterår, et koldt forår og en invasiv mide er årsag til markant færre honningbier end sædvanligt for årstiden.
Ebolavirus er en virus, der typisk forekommer i Afrika omkring ækvator. Den findes hos flagermus, som kan sprede smitte blandt mennesker, der ikke er immune.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.