basun

Basunen fremkom i slutningen af 1500-tallet som en forbedring af træktrompeten.

I renæssancetiden fandtes basunen både i en alt-, tenor, bas- og en kontrabasudgave. Tenorbasunen var stemt i A, altbasunen en kvart højere i D eller en kvint højere i E. Tenorbasunen blev et udgangspunkt for de andre basuner, Michael Prætorus kalder den for Rechte gemein posaun . Basbasunen fik navn efter stemningsafstanden fra tenoren. Således kaldes basbasunen i E for Quartposaune og basbasunen i D for Quintposaune.

De gamle basuner havde en lille boring (rørdiameter) og et fladt mundstykke der gav en lys og næsten diskret klang. Basunen blev populær straks efter sin ankomst, den spillede fuldt kromatisk, og den kunne fungere både sammen med svagt klingende instrumenter som blokfløjter og kraftigt klingende instrumenter som trompeter og pauker.

Bortset fra lokale opblomstringer i Wien og i Norditalien, blev baroktiden en nedgangstid for basunen. Den blev reddet af sin bibelske betydning. Biblens dommedagsvisioner fortæller om 7 engle der blæser på et instrument der hersker over liv og død. I den latinske bibel var det den romerske tuba, men da biblen i begyndelsen af 1500-tallet blev oversat til de forskellige europæiske sprog, faldt valget af dommedagsinstrument lidt forskelligt ud. På tysk til Posaune (basun) (på engelsk til Trumpet) og det er derfor vi hører Mozart bruge basunen som obligat solo-instrument i den dommedags-beskrivende bas-arie Tuba Mirum i hans Requiem.

I Mozarts operaer Idomeneo, Don Juan og Tryllefløjten bruges basunen som en beskrivelse af noget sakralt, en røst fra det hinsides, og den bruges første gang i symfoniorkestret i Beethovens 5.symfoni i 1808. Standard basungruppen består nu af en altbasun i Eb, en tenorbasun i Bb og en basbasun i F.

Basunen kom også med i alle de mange blæseorkestre der opstår i 1800-tallet.

Efterhånden blev altbasunen erstattet af endnu en tenorbasun. Boring og klangstykke var blevet større, og klangen kunne derfor være meget kraftigere, men ellers var basunen jo "det gamle instrument" og det messingblæserinstrument der havde ændret sig mindst ved ventilens opfindelse . Basunen havde dog været så "længe væk fra rampelyset" at man nu pludselig opfattede det som et helt nyt instrument. Så mærkeligt nok var det de to basunister Friederich August Belcke (1795-1874) og Carl Traugott Quesser (1800-1846) der blev tidens førende blæser-solister, og som de eneste blæsere overhovedet optrådte med den tids stjerne-solister som f.eks.: Clara Schumann, Franz Liszt og Niccolo Paganini.

Basbasunen i F bliver også erstatte af en tenorbasun med stor boring og forsynet med en ventil (kvartventil) der gør instrumentet (næsten) kromatisk. I Nibelungens Ring (fra 1848) indfører Wagner en kontrabasbasun i CC.

Basunen får også ventiler på og ventilbasunen bliver meget populær, især i Sydeuropa. Verdis operaer er således tænkt for ventilbasun. På hans foranledning bliver ventil-kontrabasbasunen indført stedet for Ophicleiden til at spille cimbasso-stemmen.

Basunen indgik i de tidligste jazzorkestre fra ca. 1900, og har været med i jazzen lige siden. I jazzens store orkester, big bandet, er der normalt 4 basunstemmer.