Zenon

Zenon var døbt Tarasis, men tog navnet Zenon efter en berømt isaurisk landsmand. I Konstantinopel var han anfører for de isauriske tropper og blev gift med kejser Leon 1.s datter Ariadne (død 515), og de fik sønnen Leon 2.

Som anfører for isaurierne i hæren og ved hoffet spillede Zenon en stor rolle som støtte for Leon 1. mod goterne i riget, særligt deres alanske anfører Aspar (død 471). Denne havde oprindeligt støttet Leon 1. og sikret ham tronen, men med Leons alliance med isaurierne blev de fjender. Aspar blev henrettet i 471 og herefter var Zenons position ved hoffet sikret.

Leons barnebarn Leon 2. stod først i arvefølgen, men da han døde kort tid efter sin farfar, overgik magten til Zenon. Han havde som kejser stærke modstandere ved hoffet, anført af Leon 1.s enke, Verina, og hendes bror, hærføreren Basiliskos, og var 475-476 nødt til at forlade byen og trække sig tilbage til Isaurien, mens Basiliskos havde kontrol over Konstantinopel. Med hjælp fra Theoderik, De Grønne og flere andre kunne Zenon tage magten tilbage og sende Basiliskos i eksil.

Leon 1. havde i 468 sendt Basiliskos med flåde og hær for at undertvinge vandalerne i Nordafrika, men ekspeditionen var en fiasko. Zenon forhandlede som kejser fred med vandalernes konge Geiserik, og under dennes efterfølgere stod riget til Justinian 1.s erobring i 534.

Zenon anerkendte Julius Nepos som kejser i vesten, men gjorde ikke noget for at hjælpe ham mod Orestes og dennes søn Romulus Augustus og sidenhen Odoaker. Sidenhen løste han to problemer på én gang, da han i 488 fik Theoderik til at føre ostrogoterne fra Balkan til Italien og afsætte den illegitime Odoaker.

Under Zenon fortsatte de kristologiske stridigheder, og hans forsøg på sammen med patriarken Akakios at forsone modstandere og tilhængere af beslutningerne fra koncilet i Kalchedon gjorde begge parter til modstandere og blev tilmed fordømt af pave Felix 3. (pave 526-530).

• folkevandringstiden
• Det Byzantinske Rige