De antikke kilder og moderne forskning fremstiller ofte adoptionen af Trajan som indledningen til et nyt politisk system, hvor den bedste senator blev valgt af kejseren. Herefter valgtes Hadrian, Antoninus Pius, Lucius Verus og Marcus Aurelius nemlig som kejsere ved adoption, indtil sidstnævnte lod sin biologiske søn, Commodus, overtage magten.
Denne periode under adoptivkejserne er ofte blevet set som en gylden tid i romersk historie, og allerede få årtier efter Marcus Aurelius’ død skrev den senatoriske historiker Cassius Dio i sit værk om Roms historie, idet hans fortælling bevægede sig fra Marcus Aurelius til Commodus, at ”vores historie bevæger sig nu fra et gyldent kongedømme ned til ét af jern og rust.”
Ved nærmere eftersyn bliver billedet mere komplekst. Nerva havde sandsynligvis ikke andet valg end at adoptere en arving: Jan var en ældre mand uden børn, hvilket gjorde, at der var usikkerhed omkring arvefølgen, og denne usikkerhed skabte grobund for potentielle tronranere.
Trajan var populær hos soldaterne, havde haft en imponerende karriere og var tæt på Rom, samtidig med at han var den måske mest magtfulde general i Romerriget grundet sin kontrol med de mange legioner ved Rhinen. Han var derfor et fornuftigt, men måske også uundgåeligt valg som næste kejser. Havde Nerva ikke valgt Trajan, risikerede man, at Trajan havde taget tronen med magt.
Derudover er det tvivlsomt, om der egentlig var et fasttømret system for adoption af den næste kejser, idet den første kejser med en biologisk søn, Marcus Aurelius, lod sin søn arve tronen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.