Dansk Vestindien

Sankt Croix inddelt i plantager samt øens to hovedbyer, Christiansted og Frederiksted.

Kort over Sankt Croix ca. 1770.

Af Ukendt/Rigsarkivet.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Dansk Vestindien var en dansk koloni fra 1671-1917 i Caribien bestående af øerne Sankt Thomas (nu Saint Thomas), Sankt Jan (nu Saint John) og Sankt Croix (nu Saint Croix). Siden 1917 har øerne heddet U.S. Virgin Islands. Inden europæere kom til Caribien, havde øerne været befolket af forskellige befolkningsgrupper. De sidste af disse grupper, cariber og taino, blev fortrængt ved koloniseringen.

Etablering af kolonien

Farvelagt tegning af slaveskibet *Fredensborg*.

Slaveskibet Fredensborg.

Af Ukendt/M/S Museet for Søfart.

Licens: CC BY NC SA 2.0

Koloniseringen af de tre øer blev gennemført af Vestindisk-Guineisk Kompagni, der blev oprettet i 1671 med det formål at drive handel og etablere en dansk koloni i Caribien. Kompagniet fik monopol på handelen mellem Danmark, danske handelsforter i Vestafrika og Dansk Vestindien, hvilket gjorde det til en central aktør i den transatlantiske trekantshandel. I 1672 blev Sankt Thomas officielt koloniseret, hvor kompagniet oprettede en fast post. Senere, i 1718, blev Sankt John annekteret, mens Sankt Croix først blev en del af kolonien i 1733, da kompagniet købte øen fra Frankrig. I 1755 overtog den danske stat administrationen af kolonien.

Den koloniale økonomi

Plantagen Mary's Fancy på St. Croix. Det vides ikke om motivet forestiller markarbejde før eller efter ophævelsen af slaveriet i 1848.

"Mary's Fancy" (ca. 1850).

M/S Museet for Søfart.

Licens: CC BY NC SA 2.0

Formålet med at etablere en koloni så langt væk var at dyrke afgrøder som ikke kunne dyrkes i Danmark, først og fremmest sukkerrør til produktion af luksusproduktet sukker. Sukkerrør kunne dyrkes i det caribiske klima, men det krævede en stor arbejdsstyrke at holde en effektiv og profitabel produktion i gang. Koloniens økonomi var derfor afhængig af slavegjort arbejdskraft fra Vestafrika. Systemet var også afhængig af en stadig tilførsel af europæiske sømænd, handelsfolk, embedsmænd og plantere (plantageejere, forvaltere og formænd) til at drive kolonien.

Plantageøkonomien kendetegnede først og fremmest Sankt Croix, der var den eneste af de tre øer, hvis geografi egnede sig til plantagelandbrug. Sankt Thomas udviklede sig derimod til et knudepunkt for kolonial handel, og hovedbyen Charlotte Amalie fik status som frihavn i 1764, hvor varer som sukker og rom produceret i Dansk Vestindien blev eksporteret til Europa og Nordamerika.

Perioden kaldes somme tider den florissante handelsperiode, fordi den medførte en voksende økonomi i metropolen. Der blev tjent penge på de transatlantiske varestrømme, og Dansk Vestindien fungerede derfor ikke kun som en producent af sukker, men også som en international markedsplads i et større globalt økonomisk system drevet af kolonial udbytning.

Slavesamfundet

Gardelins reglement fra 1733 systematiserede korporlig straf i Dansk Vestindien. De hårdeste straffe var henrettelse, afhugning af et ben eller et øre samt kniben med gloende tænger, mens de ’mildere’ straffe var brændemærkning i panden eller 50–150 piskeslag.

Uddrag af Gardelins Reglement.

Rigsarkivet.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

I perioden mellem ca. 1670 og 1802 blev omkring 110.000 slavegjorte afrikanere transporteret over Atlanten på danske skibe eller med danske kaptajner fra ca. 1670 til 1802.

Med Forordning om negerhandelen fra 16. marts 1792 blev der indført et forbud mod slavehandel over Atlanterhavet med virkning fra 1. januar 1803. Handel med slavegjorte mennesker fortsatte dog internt i Dansk Vestindien frem til 1848.

Dansk Vestindien var et samfund med et tydeligt racehieraki. Den hvide befolkning bestod primært af plantageejere og embedsmænd, men udgjorde aldrig mere end 5–10 procent af befolkningen. Den sorte befolkning udgjorde majoriteten i kolonien og bestod frem til 1848 hovedsageligt af slavegjorte mennesker.

Med tiden udviklede kolonien sig til et komplekst samfund, hvor den europæiske overklasse blev suppleret af en fri, urban afrocaribisk middelklasse ved siden af det slavegjorte landarbejderproletariat på plantagerne. Denne opdeling mellem by og land samt underklasse, middelklasse og overklasse flettet ind i et kolonialt racehieraki bestod længe efter slaveriets ophævelse.

Kontrol, modstand og frihed

Landarbejdere og deres børn transporterer sukkerrør på Sankt Croix.

Transport af sukkerrør ca. 1910.

Af H. Hauch/M/S Museet for Søfart.

Licens: CC BY NC SA 2.0

For de slavegjorte var hverdagen præget af fysisk slid og tvang. Mænd, kvinder og børn arbejdede fra tidlig morgen til sen aften på plantagernes sukkermarker eller i kogehusene, hvor saften fra sukkerrørene blev omdannet til råsukker. Dette modsætningsforhold i interesserer lagde grunden til et system, hvor streng kontrol og hårde straffe skulle beskytte det koloniale system mod den slavegjorte befolknings modstand.

Såvel den hvide som den sorte del af befolkningen levede således i et samfund, hvor trusler, vold og frygt konstant var til stede, men på meget forskellige vilkår. Hvor slavegjorte mennesker frygtede fysisk afstraffelse, seksuelle overgreb eller splittelse af familien, frygtede slaveejere oprør og tab af kontrol, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Gardelins Reglement fra 1733.

Den slavegjorte befolkning viste modstand på flere måder. Nogle flygtede, andre udførte skjult sabotage ved at forsinke arbejdet, fx ved at ødelægge værktøj, simulere sygdom eller ved at sultestrejke. En anden form for modstand kom til udtryk ved, at der blev afholdt forbudte ceremonier, hvor de slavegjorte praktiserede og bevarede deres religiøse, sproglige og kulturelle rødder. En tredje modstandsform var oprør, som fx oprøret på St. Jan i 1733 og på Sankt Croix i 1848, hvor de slavegjorte, under ledelse af blandt andre John Gottliff (også kendt som General Buddhoe), pressede generalguvernøren Peter von Scholten til at afskaffe slaveriet i kolonien.

Kolonisamfundet efter slaveriets ophævelse

Mange europæiske børn blev passet og opdraget af afrocaribiske barnepiger i Dansk Vestindien. Foto: 1910-1913.

Evert Segelcke og hans Nanny i Frederiksted

Af Ukendt/M/S Museet for Søfart.

Licens: CC BY NC SA 2.0

Slaveriets afskaffelse faldt sammen med, at man havde udviklet en metode til at udvinde sukker af sukkerroer i Europa, og det europæiske sukkermarked var derfor ikke længere afhængig af caribisk rørsukker. Det betød at den caribiske sukkerproduktionen faldt drastisk, og Dansk Vestindiens økonomi gik støt tilbage.

Plantagerne udgjorde stadig de største arbejdspladser, og plantageejerne havde svært ved at tilpasse sig en ny økonomisk model uden adgang til gratis tvangsarbejdskraft.

Selvom slaveriet formelt blev afskaffet i 1848, fortsatte plantagearbejdet under et arbejdsreglement, der blev vedtaget i al hast, og som først og fremmest handlede om at beskytte plantageejerne mod at miste arbejdskraft. På mange måder mindede det nye kontraktarbejde om slaveri. Derfor fortsatte modstanden med de nu frie landarbejdere i hovedrollen. En af de mest markante konsekvenser var Fireburn-oprøret i 1878. Fireburn understreger således de vanskelige forhold, der kendetegnede det dansk-vestindiske samfund længe efter slaveriets ophør.

Økonomisk nedgang og salg til USA

Dansk Vestindien blev ofte repræsenteret som et barn i dansk billedkultur. I januar 1917 bragte det satiriske ugeblad Klods-Hans denne forside i forbindelse med salget, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson (i afskygning af Uncle Sam) går afsted med tre børn, som hver især repræsenterer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas. I baggrunden sørger mutter, mens fatter bærer en pengesæk ind i et stråtækt hus, der hedder "Danmark."

Klods-Hans 1917

Af Alfred Schmidt (1858–1938).

Licens:

CC BY 3.0 — Dansk Vestindien blev ofte repræsenteret som et barn i dansk billedkultur. I januar 1917 bragte det satiriske ugeblad Klods-Hans denne forside i forbindelse med salget, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson (i afskygning af Uncle Sam) går afsted med tre børn, som hver især repræsenterer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas. I baggrunden sørger mutter, mens fatter bærer en pengesæk ind i et stråtækt hus, der hedder "Danmark."

Klods-Hans 1917

Af Alfred Schmidt (1858–1938).

Licens:

Danmark betragtede i stigende grad kolonien som en økonomisk byrde, man helst ville af med. I 1867 og igen i 1902 forsøgte Danmark at sælge de vestindiske øer til USA, men begge gange brød forhandlingerne sammen. I 1867 strandede aftalen på politisk modstand i den amerikanske kongres, mens salget i 1902 blev godkendt af både USA og den danske regering, men endte med at blive nedstemt i Landstinget, hvor konservative repræsentanter var imod at sælge kolonien.

Under 1. Verdenskrig indgik Danmark og USA i en ny forhandlingsrunde om overdragelse af kolonien, og i 1916 gik forhandlingerne igennem. I december 1916 blev den første folkeafstemning i Danmark afholdt, og spørgsmålet der skulle stemmes om var netop salget af Dansk Vestindien.

Også ved dette tilfælde var der en vis modstand i Danmark mod at sælge, især fra konservative kredse, hvilket medførte en omfattende produktion af anti-salgskampagnemateriale. Afstemningen endte dog med et ja til salget. Befolkningen i Dansk Vestindien havde ikke stemmeret i Danmark, men St. Croix Labor Union, under ledelse af David Hamilton Jackson, arrangerede en uofficiel afstemning blandt landarbejdere på Sankt Croix. Også her var der flertal for salget.

Salget til USA i 1917

Et postkort med et anti-salgsbudskab.

Salget af Dansk Vestindien

Af John Lee/Nationalmuseet.

Licens: CC BY SA 4.0

Kolonien blev således solgt til USA for 25 millioner dollars i guld, en sum, der på det tidspunkt svarede til omkring en fjerdedel af den danske stats årsbudget. Som en del af forhandlingerne sikrede Danmark sig også USA's anerkendelse af Danmarks suverænitet over Grønland. Kolonien blev overdraget til USA ved en ceremoni 31. marts 1917, i dag kendt som "Transfer Day" (overførelsesdag).

Salget markerede afslutningen på Danmarks tilstedeværelse i Caribien. Det dansk-ejede Østasiatiske Kompagni (ØK) bevarede dog kontrol over Frihavnen i Charlotte Amalie på Sankt Thomas frem til 1994. Frihavnen var således en af de sidste danske økonomiske forbindelser til den tidligere koloni.

Dansk Vestindien blev omdøbt til U.S. Virgin Islands og kom under amerikansk kontrol som et unincorporated territory, hvilket vil sige et område, der tilhører USA, men som ikke har samme juridiske status som landets delstater. I praksis betyder det blandt andet, at befolkningen på øerne ikke har ret til at stemme ved det amerikanske præsidentvalg.

Læs mere i Lex

Læs mere i Danmarkshistorien

Eksterne links

Mosede Forts hjemmeside om Salget af Dansk Vestindien 1916-17

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Dansk kolonihistorie

Rikke Lie Halberg

Historiker, cand.mag., Lunds Universitet