udbytning

Dette forklarer Marx ud fra sin merværditeori.

Merværditeorien siger kort fortalt, at der i produktionsprocesser i kapitalistiske samfund skabes en værditilvækst ud over omkostningerne i produktionen. Den værdi, der skabes ved produktion af en vare, overstiger værdien af de ressourcer, der forbruges for at producere den. Dette er merværdien, og denne merværdi tilfalder ejeren af produktionsmidlerne alene i kraft af ejerskabet, der betinger de strukturelle magtforhold. Det er udbytning, ifølge Marx.

Marx overtog her en værditeori fra de klassiske økonomer Adam Smith og David Ricardo, nemlig arbejdsværdilæren. Den siger, at en vares værdi er bestemt af den mængde arbejde, der er medgået til varens produktion. Det drejer sig om hele værdikæden “fra jord til bord”, først de direkte lønomkostninger målt i arbejdstimer, men også arbejdstimer til at frembringe råstoffer, maskiner, redskaber osv.

For at bestemme en vares værdi skal man altså i princippet opgøre, hvor mange timer der har været brugt i hele denne vares produktionsproces. Omkostningerne opgøres i antal arbejdstimer ifølge arbejdsværdilæren.

Marx’ nye indsigt i forhold til tidligere økonomer var, at arbejdskraft under kapitalistiske produktionsforhold selv bliver en vare, der forhandles på et marked på linje med andre varer. Den indsigt brugte han til at forklare, hvordan merværdien og dermed profit kan opstå.

Da arbejdskraften er en vare, har den ligesom andre varer to former for værdi: en brugsværdi og en bytteværdi. Når vi køber en vare, gør vi det normalt for at udnytte dens brugsværdi, dvs. den nytte, som vi kan få ved at bruge varen. Bytteværdien er på den anden side den værdi, som varen kan udveksles for over for andre varer. Det udtrykkes normalt som en pris i penge.

For at producere varer køber kapitalisten en vis mængde arbejdskraft, typisk et bestemt antal arbejdstimer. Den købes til markedsværdien, altså bytteværdien. Bytteværdien af varens arbejdskraft er ifølge arbejdsværdilæren lig med den mængde arbejdstimer, der skal til for at producere alle de goder (mad, tøj, bolig osv.), som arbejderen skal kunne købe for at bevare arbejdsevnen. Dette kalder Marx ”det nødvendige arbejde”.

Brugsværdien, som kapitalisten får ved køb af et antal arbejdstimer, er den værdi, som arbejderen kan frembringe i produktionen i de aftalte antal arbejdstimer. Hvis det er større end ”det nødvendige arbejde”, udføres der et merarbejde, og der skabes en merværdi, som kapitalisten, ejerne, kan tilegne sig og realisere ved salg af produktet. Det forklarer, hvordan der kan opstå en profit.

At det kan lade sig gøre, skyldes ejendomsforholdene, kapitalisternes ejerskab af produktionsmidlerne. I industrialiserede kapitalistiske samfund er produktionen koncentreret på store virksomheder, og det kræver kapital. Størstedelen af befolkningen ejer ikke produktionsmidler og er henvist til at søge lønarbejde for at kunne skaffe indtægt til livets opretholdelse.

I mangel af alternativer bliver flertallet af befolkningen altså henvist til at søge lønarbejde og dermed tvunget til at producere merværdi, der tilfalder kapitalejerne. Marx taler her om ”stum tvang”.

Kolonistyre forekommer, hvor en politisk magt underlægger sig områder udenfor eget territorium for en længere periode. Det har eksisteret langt tilbage i historien og ekspanderede for alvor fra 1500-tallet og frem gennem europæiske magters erobringer og etablering af kolonier i andre verdensdele.

Her foregik udbytning gennem plyndringer, udnyttelse af råstoffer, monopolhandel, slavehandel og drift af miner, plantager mv. med slavegjorte arbejdere. I sidste ende altså rå magt, herunder militær magt.

Kampen mod kolonivæsen og slaveri bredte sig i løbet af 1800-tallet, og slaveri blev erklæret forbudt i artikel 4 i FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948. Fra afslutningen af 2. Verdenskrig foregik en afvikling af de europæiske landes kolonier, i mange tilfælde gennem langvarige krige.

Efter afkoloniseringen eksisterede fortsat stor ulighed mellem fattige udviklingslande, der primært bestod af tidligere kolonier, og de rige industrilande.

En tidlig forklaring på tidligere kolonilandes fattigdom var moderniseringsteorien, en teori, der fandt årsagerne til udviklingslandenes fattigdom i udviklingslandene selv. Fattigdommens årsager var ifølge denne teori fastgroede traditioner, der hæmmede udviklingen af moderne institutioner som uddannelse, videnskab, teknologi, industri, markedsøkonomi og demokrati. Forventningen var, at de fattige lande, om nødvendigt med økonomisk hjælp, skulle gennemløbe samme faser, som de vestlige industrilande havde gennemløbet siden 1700-tallet.

Moderniseringsteorien blev mødt med kritik, fordi den så bort fra de historisk overleverede økonomiske og politiske magtrelationer mellem de dominerende økonomiske centre i de gamle kolonimagter og de tidligere kolonier.

En teori, der vandt indflydelse, var den såkaldte afhængighedsteori, der blev udviklet af bl.a. den tyske økonom André Gunder Frank (1929-2005) i 1960’erne. Et hovedværk var bogen Capitalism and Underdevelopment in Latin America fra 1967 ('Kapitalisme og underudvikling i Latinamerika'). Tidligere kolonilande i det globale syd blev fastholdt i en afhængighed, der skabte grundlag for udbytning under de økonomisk dominerende lande fra det globale nord.

Den politiske teoretiker fra Martinique, Frantz Fanon, pegede på en anden årsag til uligheden: diskrimination baseret på racisme.

Opdeling i racer og racisme opstår ved at man i omtale, handlinger og sociale normer skaber skel i befolkningen baseret på fx hudfarve, livsformer, etnisk oprindelse eller andre ydre kendetegn. I samfundsforskningen kalder man denne proces "racialisering".

Frantz Fanon oplevede selv racismens virkninger og psykologiske effekter under koloniherredømmet, som han analyserede ud fra psykoanalyse og marxistisk teori. Resultaterne kom i bogen Peau noire, masques blancs (1952, Sort hud, hvide masker, 2024), hvor han viste, hvordan sorte internaliserer de hvides syn på de sortes egen kultur som underlegen. Dermed understøttes ulighed og udbytning.

I 1961 udkom hans politisk orienterede kampskrift Les damnés de la terre (Fordømte her på jorden, 1968) under den algeriske befrielseskamp mod kolonimagten Frankrig. Bogen blev inspirationskilde for nationale befrielsesbevægelser i både Afrika og Asien og hos afroamerikanere i USA.

I tilknytning til feminisme og kampe for ligestilling mellem kønnene voksede fra 1970’erne en forskning frem, der analyserede sammenhænge mellem økonomi, arbejdsmarked, familie og kønsroller. Flere forsøgte at kombinere marxistisk klasseanalyse med teori om patriarkatet som dominansrelation. Den britiske sociolog Sylvia Walby (født 1953) opstillede seks hovedfigurer for analyse af dominans: lønarbejde, husligt arbejde i hjemmet, vold, kultur, seksualitet og stat. Kvinder har overvejende været i underordnede roller eller positioner med lavere løn, magt, indflydelse og status.

Senere er disse idéer om sammenfletning af flere dominanshierarkier udvidet med en angrebsmåde, der kaldes intersektionalitet. Her interesserer man sig bredt for, hvordan hierarkier i forskellige grupper kan overlappe og virke gensidigt forstærkende, fx baseret på etnicitet, racialisering, køn, økonomi og klasse, seksualitet mv.