Efter slaveriets ophævelse i 1848 forblev arbejdsvilkårene på plantagerne hårde, og landarbejderne havde begrænsede muligheder for at forhandle om bedre løn og arbejdsforhold. Utilfredsheden blandt arbejderne var stor, og i oktober 1878 udbrød Fireburn-oprøret, hvor flere end 50 plantager blev sat i brand, og mange mennesker omkom. Mary Thomas blev, sammen med Axeline "Agnes" Salomon, Susannah Abrahamsen (kaldet “Bottom Belly”) og Mathilda McBean, arresteret og dømt for deres deltagelse i oprøret.
Under Fireburn-oprøret i oktober 1878 blev Mary Thomas en del af den såkaldte Nordsidebande, som bestod af en løst organiseret gruppe oprørere, der bevægede sig fra plantagen Sprat Hall til plantagen Punch på den nordlige del af Sankt Croix og antændte en række plantagebygninger og sukkermarker.
Nordsidebanden var én blandt flere grupper, der opstod under Fireburn. Oprøret havde ingen fælles ledelse, men udviklede sig som en række samtidige og delvis uafhængige opstande på tværs af øen. Undersøgelseskommissionen knyttede Mary Thomas, Thomas Graydon og Daniel Phillip til Nordsidebanden.
Omkring tidspunktet for Fireburn havde Mary Thomas et forhold til arbejderen Jacob Pickering, der havde arbejdet på Sprat Hall indtil august 1878. Under forhørene omtales hun som hans “fruentimmer”, og de to synes at have forsøgt at samordne deres forklaringer. Pickering blev senere sigtet for deltagelse i Fireburn-oprøret og for at være en del af Nordsidebanden. Han døde i fængslet i 1879, inden der blev afsagt dom i hans sag, og hans navn optræder derfor ikke i de endelige lister over dømte oprørere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.