Georg Lindemann

Georg Heinrich Lindemann blev uddannet som kavaleriofficer i den kejserlige tyske hær og gjorde under 1. Verdenskrig både front- og stabstjeneste. Han forblev i hæren trods styrkereduktionen under Weimarrepublikken. Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 aflagde han ikke blot den obligatoriske troskabsed til Føreren, men erklærede sig også som personlig tilhænger af nationalsocialismen.

Ved 2. Verdenskrigs udbrud var Lindemann divisionschef, og under felttoget mod Frankrig i 1940 indlagde han sig stor fortjeneste ved at erobre fæstningen Verdun. Den havde Tyskland gennem fire år under 1. Verdenskrig været ude af stand til at indtage.

Lindemann blev udnævnt til korpschef og general af kavaleriet. Han blev tildelt Jernkorsets Ridderkors.

I januar 1942 blev Lindemann udnævnt til generaloberst og fik kommandoen over 18. Arme. Den varetog belejringen af Leningrad (i dag Sankt Petersborg) frem til 1944. Den 2. september 1943 fik han for sin indsats tilføjet egeløv i sit Ridderkors af Adolf Hitler personligt.

Karrieren toppede i maj 1944, da Georg Lindemann blev chef for Værnemagtens Heeresgruppe Nord. Blot to måneder senere blev han dog afskediget af Hitler, fordi han under en sovjetisk offensiv havde afbrudt et modangreb og siden også foretaget et tilbagetog. Begge dele var sket, uden at han havde kontaktet sin foresatte myndighed.

Generalobersten stod derefter i 'førerreserven', indtil han blev beordret til posten i Danmark, fordi den hidtidige Værnemagts-chef general Hermann von Hanneken blev afskediget på grund af en korruptionsdom.

Lindemann var i tiltrædelsesaudiens hos Hitler den 30. januar 1945. Han fik til opgave at forsvare Danmark til det yderste med så få tropper som muligt. Han skulle samtidig frigøre så mange soldater som muligt til østfronten.

Den nye øverstbefalende beordrede straks en skærpet indsats mod jernbanesabotagen, der især i Jylland lagde hindringer i vejen for tyske militære transporter. Tre uger senere indtraf begivenheder, der skulle få vidtrækkende konsekvenser.

Den 23. februar om eftermiddagen indløb melding i Lindemanns hovedkvarter på Silkeborg Bad om, at modstandsfolk på Frederiksberg havde åbnet ild mod en patrulje tyske soldater. Tre var blevet dræbt og fem så alvorligt såret, at de alle døde kort efter.

Krigsretterne var et kontroversielt spørgsmål i Nazitysklands topledelse. På et møde med de tyske chefer i Danmark den 30. december 1943 havde Adolf Hitler beordret repressaliedrab og -sprængninger (kaldet hhv. clearingdrab og schalburgtage) indført i stedet for at retsforfølge sabotører ved krigsretter. Hitler mente, at officielle retssager gav sabotørerne lejlighed til at vinde martyr-ry.

Werner Best, der som rigsbefuldmægtiget var tysk politisk chef i Danmark, var imidlertid som jurist stærk tilhænger af legalistiske former. Han gik ubetinget ind for krigsretterne, mens han var modstander af anonym terror. I april 1944 lykkedes det Best at få genoptaget krigsretsforfølgelsen ved SS- og Politiretten. I løbet af godt to måneder blev 31 modstandsfolk skudt i Ryvangen.

I juli 1944 afskaffede Adolf Hitler imidlertid krigsretterne i hele det tysk besatte Europa gennem det såkaldte Terror- og Sabotagedekret. Det var en konsekvens af, at Hitler havde fået den – i øvrigt forkerte – opfattelse, at henrettelsen af otte medlemmer af Hvidstengruppen havde fået Folkestrejken i København juni-juli 1944 til at bryde ud.

I stedet skulle sabotører pågrebet på fersk gerning derefter skydes ned på stedet eller forsvinde 'i nat og tåge'. I praksis blev konsekvensen, at ca. 5.000 danskere fra september 1944 til krigsafslutningen blev deporteret til tyske fængsler eller koncentrationslejre i stedet for at blive stillet for en krigsret.

Det betød, at et antal sabotører, der stod til dødsstraf, uventet fik en chance for at overleve, hvis de ellers kunne stå kz-opholdet igennem.

Werner Best, Günther Pancke og Georg Lindemann var i februar 1945 enige om, at en genoptagelse af krigsretsforfølgelsen skulle være den tyske reaktion på den intensiverede jernbanesabotage. Best sendte et telegram til Auswärtiges Amt – udenrigsministeriet i Berlin – den 25. februar. Indholdet kendes ikke, men det må have været afgørende for, at Adolf Hitler valgte at omstøde sit eget dekret fra året før.

Med den sovjetiske fremrykning gennem Nordtyskland blev et angreb sydfra over landegrænsen i stadig højere grad en mulighed. Georg Lindemann beordrede Kriemhild-linjen mellem Haderslev og Vadehavet sat i kampklar stand og bemandede den med to divisioner.

De tyske styrker af reel kampværdi blev gradvis tyndet ud, fordi kampenheder løbende blev sendt til østfronten. Generalobersten erklærede dog gentagne gange sin parathed til at kæmpe til det yderste i Danmark – 'mod ethvert angreb til sidste patron og sidste åndedrag'.

Da storadmiral Dönitz – den nye fører efter Hitlers død – den 3. maj 1945 holdt chef-konference på marinestationen i Mørvig ved Flensborg, gentog Georg Lindemann, at han var fast besluttet på en slutkamp. Han havde dog anerkendt lovligheden af Dönitz' udnævnelse og accepterede ordren til kapitulation den 5. maj 1945.

Lindemann var imidlertid kategorisk afvisende over for overgivelse til danskere – i særdeleshed til modstandsbevægelsen. Da han erfarede, at Werner Best havde ladet den tyske vagt ved sin embedsbolig nord for København afløse og stillet sig under modstandsbevægelsens beskyttelse, betragtede han det som forræderi. Lindemann var indstillet på at lade Best skyde efter dom ved en standret.

Værnemagtens Overkommando tilsluttede sig i første omgang generaloberstens indberetning, men gav derefter kontraordre. Auswärtiges Amt havde oplyst, at Best havde handlet på ministeriets ordre.

Som led i kapitulationsvilkårene blev det Georg Lindemanns opgave at organisere den tyske besættelseshærs udmarch. Da opgaven var gennemført blev han arresteret ved Silkeborg Bad. Herefter blev den nu forhenværende generaloberst overgivet til de allierede og holdt interneret i allierede lejre, indtil han blev løsladt i juli 1947. Allerede i september samme år blev han igen arresteret og ført til Danmark.

De danske myndigheder undersøgte, om der kunne rejses krigsforbrydersag mod ham for afbrændingen af gården ved Struer og meddelagtighed i forskellige terroraktioner. Det opgav man imidlertid, og Lindemann blev løsladt og udvist i maj 1948.

Den tidligere topofficer bosatte sig derefter i Heppenheim i Hessen, hvor han fik stilling på et erhvervsforlag, indtil han i 1952 blev pensioneret.

• Besættelsen
• Danmarks historie 1940-1945
• 2. Verdenskrig
• Tysklands historie 1933-1949
• krigsforbrydelse

• Jens Andersen: 'Til sidste åndedrag – general Georg Lindemann og kapitulationen', side 563-582 i John T. Lauridsen og Henrik Lundtofte (red.): På førerens ordre – Hitlers mænd i Danmark 1993-1945. Aarhus Universitetsforlag, 2024.
• John T. Lauridsen: Bind 9 af Werner Bests korrespondance med Auswärtiges Amt og andre tyske akter vedrørende besættelsen af Danmark 1942-1945. Museum Tusculanums Forlag, 2012.
• John T. Lauridsen: 'Werner Best og den tyske sabotagebekæmpelse i Danmark 1942-45' i Henrik Lundtofte (red.): Samarbejde og sabotage – seks mænd 1940-45. Historisk Samling fra Besættelsestiden, 2006.
• Bjørn Rosengreen: Dr. Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1943-45. Odense Universitetsforlag, 1982.
• Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945: 20. april-26. maj. Kriegstagebuch. Rigsarkivet, 1985.
• Niels-Birger Danielsen: Werner Best – tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-45. Politikens Forlag, 2013.