Carl Gustav Nordin var en svensk biskop, historiker og politiker.
Øgenavnet Riksprosten afspejlede Nordins store magt som kongetro leder af præstestanden under Gustav 3.s enevælde. Det var hans fortjeneste, at handelen med præsteembeder (simoni) i Sverige blev bragt til ophør. Nordin var en af dem, der tegnede regimets adelsfjendtlige side, og efter kongemordet i 1792 blev han reelt forvist til hjembyen Härnösand. Først i år 1800 optrådte han atter på Riksdagen, fik ny indflydelse og blev i 1805 gjort til biskop i Härnösand.
I 1786 blev Nordin valgt ind i Svenska Akademien på grund af sit historiske forfatterskab. Han efterlod sig en stor håndskriftssamling på mere end 2000 bind, der siden 1814 tilhører Uppsala Universitetsbibliotek.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.