Faktaboks

Robert Golob
Født
23. januar 1967, Šempeter pri Gorici syd for Novo Gorica i Slovenien tæt ved grænsen til Italien
Robert Golob inspicerer æresgarden under et besøg fra NATO's generalsekretær Mark Rutte i Slovenien i oktober 2025.
Robert Golob i 2025.
Af /Ritzau/Scanpix.

Robert Golob er en slovensk forsker og politiker, der var sit lands statsminister fra 2022 til 2026. Han tilhører det socialliberale parti Frihedsbevægelsen (på slovensk Gibanje Svoboda) og ledte en centrum-venstre-regering med tre partier.

Uddannelse og forskerkarriere

Robert Golob er uddannet ved det elektrotekniske fakultet på Universitetet i Ljubljana, hvor han opnåede ph.d.-graden i 1994. Herefter modtog han et Fulbright-stipendium og var gæsteforsker ved Georgia Institute of Technology i Atlanta, USA. I 1997 indledte han sin forskerkarriere i Ljubljana og etablerede sig som en af Sloveniens førende eksperter inden for elforsyning og energiteknik.

Embedsmand og iværksætter

I 1998 ledte Golob den slovenske delegation om energispørgsmål under landets tiltrædelsesforhandlinger med EU. Året efter blev han udnævnt til ministersekretær i landets energiministerium, hvor han havde ansvar for udarbejdelsen af lovgivning og regulering på energiområdet.

I 2002 stiftede han det private selskab Strela‑G, som i 2004 blev omdannet til GEN‑I. GEN‑I udviklede sig til en betydelig aktør inden for energihandel, især elektricitet og gas, både på grossistmarkederne og som leverandør til private og erhvervskunder. På grossistniveau blev GEN‑I‑gruppen en af de førende elhandlere i Sydøsteuropa. Virksomheden har som mål at arbejde med grøn omstilling og reduktion af CO₂‑udledning.

Politisk karriere

Logo for Stranka zelenih dejanj, - Det Grønne Handlingsparti.

Den grønne omstilling er en central motivation for Roberts Golobs politiske interesse. Han trådte ind i politik den 24. januar 2022 på kongressen for partiet Det Grønne Handlingsparti (Stranka zelenih dejanj), der var blevet stiftet i 2021 og altså var mindre end et år gammelt. På kongressen blev han valgt som partiets formand, og partiet blev samtidig omdøbt til Frihedsbevægelsen (Gibanje Svoboda). Det er et centrumsparti af socialliberalt tilsnit.

Ved parlamentsvalget den 24. april 2022 opnåede Frihedsbevægelsen 34,45 % af stemmerne og blev med 41 ud af 90 mandater landets største parti. Sammen med to partier til venstre for midten, Socialdemokraterne (Socialni demokrati) og Venstre (Levica), dannede Golob en flertalsregering, som tiltrådte den 1. juni 2022. Efter valget i 2026 måtte Golob efter to måneders forhandlinger opgive at danne en ny regering og blev efterfulgt af den konservative veteran Janez Janša.

Privatliv

Robert Golob er separeret fra Jana Nemec Golob, som han har tre børn med. Siden efteråret 2022 har han boet i Ljubljana med sin partner, den tidligere tv-værtinde og influencer Tina Gaber Golob (født 1986), som han blev gift med i september 2025.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.