En veterankoordinator er en kommunalt ansat fast kontaktpersoner i en kommune, der hjælper militære veteraner og deres pårørende med at finde vej i offentlige tilbud. De koordinerer indsatser på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, så veteranen får ét samlet forløb. Koordinatorens formål er at sikre de mest udsatte veteraner den fornødne hjælp med en enkel sagsgang, så veteranen kan fastholdes i et forløb, der kan understøtte vedkommendes vej mod et godt og stabilt hverdags- og familieliv med tilknytning til arbejdsmarked, uddannelse og samfund.

Koordinatorens kerneopgave

Veterankoordinatorens kerneopgave er at skabe overblik og sikre koordinering, når veteranen ikke selv er i stand til dette. Det omfatter typisk:

  • rådgivning om rettigheder og muligheder i kommunens tilbud, herunder job- og uddannelsesindsats
  • støtte til at søge ydelser eller tilbud
  • adgang til sundhedstilbud, fx egen læge, psykiatri og specialiserede traumeindsatser for posttraumatisk stresslidelse
  • kontakt til relevante aktører uden for kommunen, fx Forsvarets rådgivningstilbud, Veterancentret, frivillige organisationer og veteranhjem
  • opmærksomhed på de pårørendes behov, herunder børn og unge.

Veterankoordinatoren træffer som udgangspunkt ikke myndighedsafgørelser. Afgørelser ligger fortsat hos de faglige enheder, som koordinatoren samarbejder med. Koordinatoren kan til gengæld samle parter, lave plan for forløbet og være ét kendt kontaktpunkt for den enkelte veteran og dennes pårørende.

Historien bag veteranindsatsen

De første større danske veteranerfaringer efter Den Kolde Krig stammer fra FN-indsatsen på Balkan i 1990’erne, herunder hændelserne ved Dvor under Operation Una den 18.–19. september 1995, hvor Camp Dannevirke blev ramt af artilleri og danske FN-soldater var blandt ofrene.

Nogle soldater blev ramt af en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) som følge af de traumatiske oplevelser, de havde under deres indsættelse. I offentligheden opstod der efterfølgende kritik af, at forebyggelses- og støtteindsatsen var mangelfuld.

Erfaringerne fra krigene på Balkan og det store antal hjemvendte veteraner bidrog til at forme den senere politik. Rollen som kommunal veterankoordinator opstod gradvist i begyndelsen af 2010’erne. Afsættet var Danmarks første veteranpolitik fra oktober 2010, som lagde vægt på kommunal viden og tværsektorielt samarbejde, bl.a. gennem undervisning af kommunale sagsbehandlere.

Et eksempel på det øgede vidensniveau om veteraner hos kommunerne er en omfattende håndbog, som Københavns Kommune har udgivet med henblik på at hjælpe kommunens sagsbehandlere med at skabe ét sammenhængende og helhedsorienteret forløb i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen for kommunens veteraner.

Den nationale center for veteranindsatsen, Veterancentret, åbnede 3. oktober 2011. Slagelse Kommune, hvor Antvorskov Kaserne ligger, oprettede ligeledes i 2011 som den første kommune en projektstilling som veterankoordinator, og gjorde stillingen permanent i 2014. Op igen 2010’erne steg antallet af koordinatorer, og i efteråret 2018 havde 35 kommuner en veterankoordinator.

I 2025 har mere end 70 af landets kommuner en veterankoordinator. Stillingen er i de større kommuner oftest på fuldtid, men i cirka halvdelen af landets kommuner er stillingen som veterankoordinator på deltid. I nogle kommuner har koordinatoren kun ganske få timer ugentligt til arbejdet med veteranerne, hvilket der er blevet rejst kritik af.

I kommunalt regi har den 5. september, Flagdag for Danmarks udsendte, en tiltagende vigtig betydning for kommunen og dens veteraner.

Veteranaftalen i 2024

Den 7. november 2024 indgik forsvarsforligspartierne en ny veteranaftale for forligsperioden 2024-2033. Aftalen er historisk stor, idet der afsættes 2,4 mia. kr. i aftalen. De fleste af pengene, 2,3 mia. kr., afsættes til at indføre en såkaldt formodningsregel. Hundredvis af veteraner med PTSD har tidligere skulle bevise, at der er en sammenhæng mellem udsendelse og deres PTSD i sager om arbejdsskadeerstatning. Fremad ligger bevisbyrden for at det ikke er tilfældet hos Forsvaret.

Årets veterankommune er indstiftet i 2021 og uddeles årligt af forsvarsministeren.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.