Faktaboks

Peter Callesen

Peter Ravn Callesen

Født
2. marts 1967

Peter Callesen er en dansk kunstner, der især er kendt for sine komplekse, hvide papirklip.

Peter Callesens værker er ofte tredimensionelle figurer, klippet og foldet i almindeligt hvidt A4-papir, så de ser ud, som om de vokser op eller ud ad det flade papir. Han har dog også arbejdet med meget større formater, fx i alterbilledet Menneskets lys i Margrethekirken i Valby (2017) og i installationen Alle i samme båd (2023).

Værkerne handler ofte om eksistentielle temaer som ensomhed, tro og død.

Peter Callesen har også arbejdet med performances, hvor han inddrager papir på forskellig vis.

Peter Callesens baggrund og inspiration

Peter Callesen er født og opvokset nær Herning og regnede i flere år med, at han skulle være arkitekt. I årene 1990-1993 gik han på Arkitektskolen i Aarhus, men stoppede for i stedet at arbejde med kunst. Han gik derefter på Aarhus Kunstskole og Det Jyske Kunstakademi, indtil han i 1997 blev optaget på Goldsmiths College i London.

Efter at have afsluttet sin uddannelse på Goldsmiths College i 2000 boede Peter Callesen i mange år i København. I 2021 flyttede han med sin familie til Karby på Mors, hvor han bor og arbejder i dag.

Som studerende i London boede han med egne ord "på et meget lille værelse (...) og gik på en meget stor skole". Et af hans første værker handlede derfor om plads og om at indtage et område som sit eget. Værket havde titlen Castle og var en ti dage lang performance, hvor Peter Callesen iført kappe og kongekrone byggede en stor borg af pap og tape på skolens område. Flere gange i løbet af de ti dage blev borgen ødelagt af regn og blæst, og Peter Callesen måtte genopbygge og reparere den. En stor del af tiden opholdt han sig også indeni borgen og dukkede indimellem op mellem murene med et nyt tårn eller en anden tilføjelse til borgen.

Castle blev begyndelsen på et vedvarende arbejde med både pap, papir og performance. Derudover er Peter Callesen siden vendt tilbage til temaet med den ensomme konge, der bygger en borg omkring sig, fx i Floating Castle (2002) og Palace of Dreams (2003), hvor publikum i begge tilfælde kunne blive sejlet ud til en borg opført på et plateau i vandet.

Kunstværker af almindeligt A4-papir

I starten af 2000-tallet begyndte Peter Callesen at arbejde med A4-papiret. I værker som Bridge over troubled water (2004), Half way through (2006) og Little erected ruin (2007) arbejdede han med den effekt, at et todimensionelt omrids rejser sig op fra papiret og bliver til noget tredimensionelt. På den måde kombinerede han sin interesse for at bygge, beregne og konstruere med en kunstnerisk pointe om, at et billigt hverdagsmateriale som A4-papir rummer magi og overraskelser.

Installationer i papir

Peter Callesen arbejder også med større installationer af papir. I flere af værkerne bruger han skitser fra tidligere projekter til at bygge en stor genstand eller en hel installation op, fx Human ruin (2008) og White Window, hvor han genopførte et vinduesparti fra Nikolaj Kunsthal i papir i fuld størrelse og med skitser i vinduerne i stedet for glas.

Udstillingen På dybt vand, 2023

På dybt vand var en soloudstilling, som Peter Callesen skabte til Ribe Kunstmuseum, Skive Kunstmuseum og Sophienholm i 2023. Hans udgangspunkt var, at alle tre museer ligger tæt ved vandet, og at vandet har spillet en rolle for lokalområdernes historie, erhverv og daglige liv. Udstillingerne handlede derfor både om vand som en nødvendighed, en fare og en naturkraft, som er truet af klimakrisen.

Et af udstillingens centrale værker var den store installation Alle i samme båd, hvor en papirbåd i fuld størrelse er anbragt på et hvidt papirshav med silhouetter af mennesker. De udklippede menneskesilhouetter var til gengæld klistret fast indeni og udenpå båden, som kunne de hvert øjeblik falde i vandet igen.

Hermed pegede Peter Callesen både på båden som en slags redningsbåd, som et overfyldt flygtningeskib eller som et fællesskab, der var afhængigt af et skrøbeligt materiale for at hænge sammen. I et interview i forbindelse med udstillingen har Peter Callesen desuden peget på, at menneskekroppen indeholder vand, samtidig med at store vandmængder er en trussel for vores eksistens – et vilkår, som generationer af fiskere og søfolk i områderne omkring de tre museer altid har levet under, og som bliver mere påtrængende i takt med klimaforandringerne.

Udstillinger og samlinger

Peter Callesen har udstillet på mange danske museer, fx KUNSTEN (Hvide verden, 2014), Øregaard Museum (Skindød, 2018), Trapholt og Museet for Religiøs Kunst (Out of Nothing, 2009).

Han har desuden udstillet en del i udlandet, bl.a. i Maison du Danemarc i Paris (La Vie en Papier, 2012); Det Danske Kulturcenter i Beijing, Kina (White Worlds, 2018); og Telemark Kunstmuseum, Norge (Et hav af papir, 2024).

Peter Callesens værker findes i samlingerne på bl.a. HEART, Vejen Kunstmuseum og Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter i Danmark. I udlandet findes hans værker bl.a. på Malmö Konstmuseum i Sverige og The West Collection i Arizona, USA.

Udsmykninger og hædersbevisninger

Peter Callesen har skabt offentlige udsmykninger til Københavns Museum, Silkeborg Højskole (begge 2019), Margrethekirken i Valby, Københavns Universitet (2014) og Københavns Domkirke (2006). Han har desuden udsmykket en biblioteksbus i Guldborgsund Kommune (2012).

Han har modtaget en lang række arbejds- og rejsestipendier og blev tildelt Eckersberg Medaillen i 2010.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.