urodynamik

En normal urinblære skal ved påfyldning af væske kunne udvide sig op til 250–400 milliliter, uden at væsketrykket stiger nævneværdigt. Desuden skal urinblæren kunne trække sig sammen for at presse urinen ud, når urinblæren er fuld.

En urodynamisk undersøgelse kan for eksempel anvendes ved mistanke om en overaktiv urinblære. En overaktiv urinblære vil undervejs i undersøgelsen kunne trække sig sammen uden varsel og give akut vandladningstrang, eventuelt også med lækage, såkaldt urgeinkontinens. Dette vil kunne aflæses som pludselig trykstigning i urinblæren ved urodynamik.

En urodynamisk undersøgelse foregår ved, at der føres et tyndt urinblærekateter ind i blæren. Til dette er der koblet en tryksensor. Via kateteret fyldes blæren gradvist op med vand, samtidig med at fyldningstrykket i blæren registreres. Tilsvarende kan man registrere tryk og urinstrømningshastigheden ved vandladning, og eventuelt også muskelaktivitetsignaler fra bækkenbundsmuskulaturen.

Urodynamik er nyttig til at diagnosticere årsager til dårlig blæretømning. En normal vandladning kræver et fint samspil mellem urinblæremusklen, der presser urinen ud, og afløbet, som skal være åbent nok.

Hvis blæremusklen ikke kan danne højt nok tryk til at presse urinen ud, kan dette aflæses direkte ved en urodynamisk undersøgelse. Tilsvarende kan modstanden i afløbet beregnes. Denne vil typisk stige ved forsnævringer i urinrøret eller forstørret prostata (prostatahyperplasi).

For trangt afløb kan ofte korrigeres kirurgisk, mens en svækket blæremuskel ikke kan behandles kirurgisk, men må hånderes med kateterbehandling. Patienter med svækket blæremuskel må derfor ofte bruge kateter, enten permanent eller intermitterende.

• urinblæren
• urinlækage
• bækkenbund