Indtil ca. 1700 var metafysikken ubestridt den filosofiske hoveddisciplin. På baggrund af skepticismen i den sene renæssance, fx hos Montaigne, undersøgte Descartes og senere John Locke imidlertid erkendelsens grundlag, hvorved erkendelsesteorien efterhånden indtog metafysikkens plads.
I 1700-tallet kom David Hume, Immanuel Kant og flere andre filosoffer til den negative konklusion, at muligheden for at opnå metafysisk erkendelse er begrænset. Kant indrømmede dog, at mennesket ikke kan leve uden visse metafysiske forestillinger, men opfattede dem som blotte "regulative idéer", ikke som udtryk for positiv erkendelse (jf. Kant).
Siden har der været fremsat mange former for metafysikkritik, fx af de logiske empirister, der ca. 1930 påpegede, at metafysiske teorier ikke kan verificeres og derfor må anses for at være meningsløse. I overensstemmelse hermed benyttes ordet "metafysik" ofte i en nedsættende betydning som betegnelse for grundløse, obskure, ørkesløse spekulationer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.