Aristoteles

Aristoteles' livsforløb forklarer de to hovedinteresser i hans åndelige profil, den empirisk-konkrete og den filosofisk-abstrakte. Han blev født i Stagira på halvøen Chalkidike i det nordlige Grækenland som søn af en læge, der var i tjeneste hos den makedonske konge. Fra en tidlig alder fik han dermed en interesse for den naturlige verden i dens konkrete fremtræden. 17 år gammel (367) blev han elev af Platon i Akademiet i Athen og fik dér en spekulativ interesse for at formulere den naturlige verdens grundlæggende forklaringsprincipper. Kort før Platons død (347) drog han tilbage til det nordlige Grækenland, hvor han dels var beskæftiget med filosofi og med botanisk og zoologisk indsamlingsarbejde (i samarbejde med sin elev og senere efterfølger, Theofrast), dels en overgang var lærer for Alexander den Store. I 334 vendte Aristoteles tilbage til Athen, hvor han grundlagde sin egen filosofiske skole, Lykeion. Skolen rummede det første egentlige forskningsbibliotek i den vestlige verden; det blev model for de store hellenistiske biblioteker, fx Det Alexandrinske Bibliotek. Pga. sin nære kontakt til det makedonske kongehus måtte Aristoteles efter Alexanders død (323) flygte til byen Chalkis på Euboia, hvor han døde året efter.

Traditionelt inddeler man hans værker i to grupper: De kunstnerisk udformede, eksoteriske (af gr. exo 'udad'), som Aristoteles selv udgav, men som siden er gået tabt bortset fra citater hos andre forfattere; og de esoteriske (af gr. eso 'indad'), som er næsten fuldstændigt bevaret. Der er her tale om læreskrifter, dvs. fyldigt ud- og omarbejdede forelæsningsmanuskripter og ordnede materialesamlinger, beregnet på arbejdet i hans egen skole. Originalmanuskripterne skal efter Theofrasts død have været opbevaret i 200 år i en fugtig kælder i det nordvestlige Tyrkiet, før de blev bragt tilbage til Athen og derpå til Rom. Her blev de udgivet ca. 50 f.v.t. — og dermed bevaret for eftertiden. Hans litterære stil i disse arbejdspapirer har helt ufortjent fået et dårligt ry.

Aristoteles formulerede et stort antal begreber, der som oversættelseslån (ofte via latinske oversættelser af Aristoteles) er indgået i dansk sprog. Han selv forstod dem som redskaber for tanken, der tjente til at afdække dels grundstrukturer af virkeligheden, dels strukturelle, analoge ligheder på tværs af virkelighedens mangfoldighed. Sådan fungerer de stadig i vores sprog og bevidsthed. Nogle eksempler:

• Aksiom, tese, hypotese, bevis m.m. Disse og andre logiske begreber overtog Aristoteles i vidt omfang fra samtidig tænkning, men han udarbejdede dem præcist i sine logiske skrifter, og det er via dem, de er kommet ind i dansk sprog.
• Væsentlig (essentiel), modsat tilfældig (accidentel). Overtaget fra græsk ousia ('substans', 'væsen', lat. essentia) og græsk symbebêkos (lat. accidens) på grundlag af Aristoteles' sondring (fx i Kategorierne) mellem, hvad en ting er, taget for sig selv (fx et menneske), og de egenskaber, den kan have eller mangle uden selv at undergå forandring (fx hvidhed).
• Form, formel, formal, modsat stof, materie, materiel. Overtaget fra Aristoteles' sondring i Fysikken og Metafysikken mellem "det, hvorom noget siges" og "det, der siges om det". De to ting kan ikke adskilles. I en hest er der noget (stoffet), som "det at være en hest" siges om, fx (alment) knogler, muskler o.l. eller (konkret) den bestemte hest, man nu taler om. Omvendt er der også noget af afgørende betydning (formen), som siges om stoffet, og som er det, som gør stoffet til (fx) en hest (og ikke til noget andet). I hver ende af skalaen opererer Aristoteles imidlertid med et logisk grænsebegreb: det "første", formløse, helt uidentificerbare stof, og den rene, ikke-stoflige form (Gud).
• Virkelighed og aktualitet (akt), modsat mulighed og potentialitet (potens). Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse af form og stof i Metafysikken med henblik på beskrivelse af forandring. Det egentlig "virkelige" (som vi siger), nemlig en tings form, er en aktiv udfoldelse (energeia, en 'energi' eller 'væren i gang') af tingen selv forstået som noget muligt (dynamis, lat. potentia). Det virkelige er virksomt.
• Formålstjenlighed, modsat nødvendighed. Overtaget fra Aristoteles' drøftelse i Fysikken af forholdet mellem målrettethed i naturen (græsk telos, teleologi) og tilfældig, materiel bestemmelse som forklaringsprincipper (årsager).
• Årsager. Aristoteles' opstilling af fire forskellige synsvinkler, hvorunder noget kan tjene til at forklare noget andet, er bredere end det moderne årsagsbegreb, men til gengæld tættere på dagligsprogets angivelser af "årsager" og "grunde". If. Aristoteles kan man henvise til stoffet (den materielle årsag, fx til forklaring af et hus), til ophavsmanden (den virkende årsag: håndværkeren), til tingens form (den formale årsag: husets struktur i håndværkerens bevidsthed) eller til dens formål (den finale årsag: husets funktion).
• Qua (lat. for græsk hêi, 'såsom', 'for så vidt som'). Overtaget fra Aristoteles' insisteren på frugtbarheden af at anskue en ting fra mange forskellige synsvinkler, uden at de bliver tingsliggjort. En ting kan anskues i henseende til sit stof, sin form, sit formål osv.
• Teori og praksis. Overtaget fra Aristoteles' sondring i Metafysikken og Etikken mellem en type viden, der pga. sine objekter enten ikke kan have et praktisk formål eller i det mindste anskuer dem uafhængigt heraf (fx fysik, matematik, metafysik), og viden, der tværtimod netop har det (fx etik, politik).
• Etik. Overtaget fra Aristoteles' særlige udsondring af en underafdeling af "politikken", der vedrører det enkelte menneskes karakterholdning (êthikê hexis, êthos, lat. mores) m.m.
• Holdning, modsat praksis. Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse i Den Nikomachæiske Etik af moralsk dyd som en sjælelig tilstand (hexis, lat. habitus), der kan komme til udfoldelse i en konkret "aktivitet" (energeia).
• Mimetisk. Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse i Poetikken af fællestrækket ved en lang række kunstneriske udtryksformer: de er alle på hver sin måde en repræsentation (mimesis) af menneskelige karakterer, følelser og handlinger.
• Katarsis. Overtaget fra Aristoteles' (stadig omdiskuterede) definition i Poetikken af tragediens funktion: ved (at bibringe tilskuerne en oplevelse af) medfølelse og frygt at tilvejebringe en renselse (katarsis) (hos dem) for sådanne følelser.
• Peripeti. Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse i Poetikken af en uforudset skæbnesvanger omvending (peripeteia) i handlingen af komplekse tragedier.

Aristoteles så det som sit mål at formulere grundprincipperne for den empirisk foreliggende, naturlige verden, sådan som de tager sig ud for fornuften, og sådan som de efter hans opfattelse dermed også er. Projektet er overtaget fra Platon, men forskellen er alligevel tydelig: Hvor hovedinteressen hos Platon synes at gælde grundprincipperne (derunder de platoniske idéer) taget for sig selv, er det hos Aristoteles verdens faktiske fremtræden, der er i centrum: "Et princip er princip for noget"; "i alt levende er der noget fascinerende".

Aristoteles kaldte selv disciplinen for "den første filosofi" eller "teologi". Metafysikken (delvis overs. P. Helms 1953) behandler spørgsmålet om, hvad der i mest grundlæggende forstand findes i verden. Karakteristisk for retningen i hans filosofisk-videnskabelige projekt insisterer han på, at man nok må operere med visse helt almene principper for fornuftig argumentation (kontradiktionsprincippet), men modsat tendensen hos Platon mener han ikke, at den egentlige virkelighed nås ved en reduktion af den naturlige verdens mangfoldighed, fx ved at deducere den fra et højeste princip. "Det værende siges på mange måder" er hans stadige motto.

Det mest værende er naturlige arter (fx hesten), sådan som de foreligger i konkrete individer (heste). En art (lat. species) er en aristotelisk "form" (eidos), og den findes (modsat Platons idéer) kun i sine konkrete instanser. Alt andet i verden eksisterer "i forhold til" en sådan form, fx Kategoriernes "tilfældige egenskaber" (kvantitet, kvalitet osv.) ligesom også almenbegreber (universale, fx "hesten") og slægtsbetegnelser (lat. genus, fx "pattedyr").

Formen selv har den højeste grad af stabilitet i den naturlige verden. Men bag den dukker Gud op (den ubevægede bevæger) som et grænsebegreb for denne verden af konkrete former i stadig forandring.

Aristoteles' logik, erkendelsesteori, fysik, psykologi, metafysik og etik havde afgørende indflydelse som afsæt (i med- og modspil) for de to vigtigste filosofiske skoler i hellenismen: epikuræismen og stoicismen. Såvel Epikur som de tidligste stoikere må have haft adgang til de esoteriske skrifter, mens de endnu befandt sig i Athen. Pga. skrifternes mærkelige skæbne fik Aristoteles' retorik og poetik ikke den virkning på senere hellenistisk retorik og poetik, som de ellers måtte forventes at have fået.

Fra og med udgivelsen af de esoteriske skrifter har han derimod haft konstant, til tider bestemmende, indflydelse både i den direkte senantikke og middelalderlige tradition og ved stadige renæssancer op igennem europæisk kulturs historie. Historisk set har alle hans hovedværker status af klassikere.

I et moderne perspektiv er specielt to dele af Aristoteles' værk fortsat en væsentlig filosofisk inspirationskilde: Hans behandling af emner, der for en nutidig betragtning er egentlig filosofiske (Fysikken, Metafysikken, De anima), og af emner, der ligger tæt på det empirisk umiddelbart konstaterbare (Etikken, Politikken, Retorikken, Poetikken). Dette vidner om såvel svagheden som styrken i hans filosofisk-videnskabelige projekt. Hvor virkeligheden ikke er umiddelbart tilgængelig for perception og fornuftserkendelse (fx i kosmologien), kommer Aristoteles' erfaringsorienterede projekt uvægerligt til kort. Hvor den er det, fejrer det triumfer.

• teleologi
• kontradiktion
• det udelukkede tredjes princip
• accidens
• den gyldne middelvej
• metafysik