kuratering

Kuratering betegner en faglig praksis, hvor en kurator udvælger, organiserer og formidler objekter, artefakter eller kunstværker i en udstilling. Kuratering i et museum indebærer også et ansvar for at bevare museets samling ved at registrere, dokumentere og forske i den og sammen med konservatorer at beskytte fysiske genstande af historisk, kunstnerisk eller videnskabelig værdi.

Faktaboks

Etymologi: Ordet kuratering kommer af engelsk curate, afledt af kurator.

Kuratering, etymologi, fra det latinske curare, der betyder at pleje og have omsorg overfor.

Ifølge den klassiske eller 'gamle' museologi, som tog form i 1800-tallet, er kuratering en faglig praksis, hvor kuratoren fungerer som en autoritativ ekspert, som på et videnskabeligt grundlag frembringer viden gennem udvælgelse, klassificering og udstilling af genstande til en offentlighed. Ved at skabe tematiske eller narrative forbindelser mellem genstande i en museologisk ramme, skabes en faktuel fortælling om vores fælles historie, kunst, kultur- og naturarv.

Kuratering som kommunikation

Ifølge den nye museologi kan udstillingen imidlertid ikke forstås som en neutral og faktuel præsentation af verden, som den er. Kuratering er derimod en kommunikativ handling, der ved at arrangere objekter eller kunstværker i en specifik kronologisk, rumlig og social struktur konstruerer en national grundfortælling om landets historie, om fremskridt, kultur og identitet. Kuratering gør ikke blot et objekt synligt og tilgængeligt for en offentlighed, men konstruerer en fortælling i tid og rum, der tilskriver betydning, værdi og relevans til dette objekt. Kulturteoretiker Mieke Bal forstår udstillingen som et visuelt-verbalt tegnsystem, hvis narrative strukturer konstruerer kulturelt kodet betydning. Når objekter eller kunstværker kodes i en udstillingskontekst, tilskrives de mening, værdi og relevans og forankres i museets vidensstruktur, dets kanoniseringer og fortællinger.

Kuratering er en kommunikativ handling, der positionerer afsenderen, dvs. kuratoren som ekspert samt konstruerer en rækkefølge, et rum og en diskursiv ramme med både politiske, sociale og etiske implikationer. Det er imidlertid karakteristisk for de fleste moderne museers udstillinger, at kuratorens institutionelle, kulturelle eller politiske perspektiv forbliver 'usynligt' eller fraværende i udstillingen. I en moderne iscenesættelse eller 'framing' får genstanden oftest lov til at tale for sig selv. Objektets mening fremstilles som universel, naturlig eller sand og allerede bestemt af udstillingens afsender. Det er denne – på overfladen – neutralt beskrivende udstillingspraksis, der formidler færdig viden, som er standard for de fleste museer i dag.

Kendetegnende for en moderne kuratorisk praksis i museet er også, at udstillingen suppleres med en række formidlingstiltag i form af kataloger, talks og omvisninger, hvor information formidles og de udstillede objekters eller værkers mening forklares og perspektiveres ud fra den tematik og narrative struktur, fx den historiske periode eller biografiske kontekst, som udstillingen konstruerer, og objekterne forankres i. Sådanne formidlingsaktiviteter kan være mere eller mindre dialogiske.

Kritisk kuratering

D en kritiske museologi slog igennem i 1990erne og er stadig relevant i dag. Den gør op med idéen om kuratering som en autoritativ, neutral kommunikativ handling, der overleverer objektiv viden til en passiv og ikke-vidende modtager. For en kritisk kuratorisk praksis er udstillingen aldrig et værdineutralt rum. En udstilling repræsenterer altid museumsinstitutionens specifikke identitet, idealer og værdier. Museernes samlinger, udstillinger og øvrige formidlings- og undervisningsprogrammer er repræsentative systemer, der former og opretholder specifikke identiteter, værdier og fortællinger, det kan fx være en national fortælling eller regional identitet.

Performativ kuratering

For kulturteoretiker Mieke Bal er kuratering en performativ og betydningsskabende praksis, hvor kuratoren aktivt producerer bestemte læsninger og fortolkninger og dermed opretholder bestemte videns- og magtsystemer. I 1990erne og frem taler forskningen om, at der er sket en performativ drejning inden for kuratering. En performativ forståelse af kuratering flytter fokus fra en neutral repræsentation og overlevering af objektiv viden og værdifulde objekter til en forståelse af kuratering som en situeret og betydningsproducerende handling, der delvist konstruerer den viden, den formidler og den institutionelle kontekst, den er forankret i. Kuratering har således en performativ handlekraft til at transformere, udfordre eller afvige fra de dominerende magtrelationer og diskursive praksisser, der traditionelt ordner og regulerer vidensproduktionen i museet.

I en performativ kuratorisk praksis forstås udstillingen ikke længere som et medium for repræsentation af museal viden. Kuratoren faciliterer eller iscenesætter derimod et socialt rum, et 'her og nu' for betydningsproducerende handlinger og forhandlinger – en slags social performance, som publikum gøres til aktive deltagere i.

Et godt eksempel på en performativ udstilling, er Olafur Elliasons udstilling Riverbed fra 2014 på Louisiana Museum of Modern Art. I udstillingen kurateres et kunstværket, som helt fysisk transformerer det moderne museale rum og genopbygger en alternativ infrastruktur i museet. Indsæt billede.

Billedtekst: Riverbed (2014) skaber på kunstmuseet Louisiana Museum of Modern Art en ny social situation mellem museum, kunstværk og publikum. Der hænger ingen tekster i udstillingsrummet, der kan forklare værkets mening for publikum. Riverbed er ikke kurateret som en to-dimensionel tekst, der kan læses eller afkodes, men som et tre-dimensionelt miljø, der skal opleves, og som udfordrer publikum til at erfare, forstå og handle på en ny og mere frigjort, undersøgende, udisciplineret og sanselig måde i museumsrummet.

Kuratering som demokratisering af museet

En udstilling kan forstås som en offentlig begivenhed, hvor en gruppe samfundsborgere samles i et interessefællesskab omkring et fælles anliggende eller aktuel dagsorden, det kunne være kolonitiden eller klimakrisen, som de indbyrdes kan tænke, mene og føle meget forskelligt om. I udstillingen bliver en beskuer, et ’jeg’, for en stund en del af et ’vi’, et potentielt fællesskab.

Ifølge den kritiske museologi har museets udstillinger og formidling i øvrigt således en demokratisk funktion, som museet bør understøtte, så museets gæster kan føle sig som del af et demokratisk fællesskab, hvor hun kan blive repræsenteret, set og hørt.

En kritisk kuratorisk praksis ønsker derfor at lave udstillinger og formidlingsprojekter, der kritisk undersøger museets demokratiske funktion og dominerende magt- og videnssystemer, som i det 19. århundredes Europa var forbundet med dannelsen og disciplineringen af en borgerlig offentlighed og intellektuel elite. Den kritiske museologi peger på, at udstillingen i det moderne museum stadig repræsenterer et bestemt nationalt og kolonialt historiesyn og promoverer en særlig borgerlig-demokratisk samfundsorden og sammenhængskraft gennem konsensus, disciplin og regulering.

For den kritiske museologi har den kuratoriske akt imidlertid en radikal demokratisk agens og kan udfordre og forny museets samlinger, kategoriseringer og historieforståelse og organisere og mobilisere mere lige, retfærdige og frie offentligheder. Museet kan fungere som et offentligt demokratisk forum, hvor en borgerlig-demokratisk orden ikke blot repræsenteres og opretholdes, men udfordres, afsløres og genskabes som et bedre og mere demokratisk system.

Et godt eksempel på en udstilling, der udfordrer det moderne, demokratiske museumsrum, er Modellen: Palle Nielsen på ARKEN Museum of Contemporary Art fra 2014 (oprindeligt vist i Moderna Museet i Stockholm i 1968). I udstillingen på ARKEN kurateres Palle Nielsens kunstinstallation som en stor byggelegeplads, der skaber plads til børns leg og de spontane møder og uforudsigelige situationer, som opstår i legen. Byggelegepladsen er udstyret med materialer og redskaber såsom udklædningstøj, papir, sakse, maling, pensler, m.m., som børnene kan benytte sig af, fx til at male på vægge og gulve med. Udstillingen sætter scenen for en ny demokratisk samtale om fremtidens museum, hvor legen og børnenes stemme får en ny politisk styrke.

Billedtekst: Palle Nielsen ønskede med Modellen, at den kunne bidrage til en udvikling af museet og samfundets uddannelsesinstitutioner i øvrigt og give plads til nye mere radikale demokratiske værdier og samværsformer, der tillod elementer af uciviliseret kaos, konflikt, dialog, kreative eksperimenter og risikofyldt leg. Legen bliver i udstillingen iscenesat som en performativ aktivitet, der giver børnene en styrket social identitet, myndighed og handlekraft i såvel museet som i samfundet.

I en kritisk kuratorisk praksis har museet på den måde et etisk ansvar for at bidrage til dannelsen, myndiggørelsen og mobiliseringen af nye mere lige, diverse og frigjorte offentligheder af museumsbrugere.

Et andet eksempel på, hvordan kuratering kan bruges som en radikal demokratisk praksis, der kan udfordre, afsløre og forny samfundets liberale-demokratiske orden, er udstillingen "Skjulte Danmarkshistorier" på Omsorgsmuseet i Svendborg. Indsæt billede.

Billedtekst: Udstillingen handler om fattigdom, hjemløshed og social udsathed i nutid og fortid og ønsker at adressere, repræsentere og inkludere en offentlighed af borgere, som normalt ikke har en stemme, og belyse samfundsemner, der har været underbelyst, er blevet fortiet eller helt glemt af samfundet.

Kuratering som dekolonisering af museet

Den kritisk museologi fremhæver, at mange europæiske museer, fx engelske, hollandske og danske museer, er et produkt af europæisk kolonialisme og blev skabt for at huse og fremvise kulturelle genstande, som blev taget fra lande, som Europa tvang under sin kontrol. I århundreder har museer i hele Europa dokumenteret og fortolket verden gennem disse koloniale samlinger og dermed præsenteret verden og en version af historien set gennem en snæver, kolonial linse.

Kuratering er som nævnt en diskursiv praksis, der vælger, hvem der får en stemme, hvilke historier der fortælles og hvordan. Museernes kuratoriske praksis har således magt, fordi de former vores viden og forståelse af verden. Museerne har også et etisk ansvar, fordi de i deres udstillinger kan inkludere eller ekskludere stemmer, fx oprindelige folks stemmer. Kuratering kan derfor anses som en politisk handling, hvor en særlig form for viden og et særligt kulturelt perspektiv repræsenteres.

Den kritiske museologi peger på, at kuratering imidlertid også har en diskursiv handlekraft, idet udstillinger kan forme alternative fortællinger, der gør op med dominerende historie-, natur-, kunst- og kultursyn og give plads til andre former for viden og andre historier, stemmer og måder at tænke, leve og organisere et samfund på.

I disse år ønsker mange museer at dekolonialisere deres samlinger, udstillinger og øvrige formidlingspraksisser og forny den viden og kategoriseringer og fortællinger, der skabes. Det ses bl.a. gennem repatriering, men det kan også ses ved en dekolonial udstillingspraksis, der ønsker at væve alternative historier ind i den eksisterende nationale fortælling, som kan bidrage til en forhandling om, hvordan historien kan skrives på ny og på forskellige måder.

Et godt eksempel på en sådan kuratorisk praksis finder man i Manchester Museum i England (indsæt billede). Decolonise! (2025) er en kurateret vandring, som fører de besøgende på en rejse gennem museets samlinger, der fortæller otte historier om kolonialisering, racisme, kolonial vold og homofobi. Decolonise! inviterer de besøgende til med et kritisk blik på udstillingerne at reflektere over spørgsmål som: Hvordan er samlingerne på dette museum endt her? Hvilke historier bliver fortalt på tværs af udstillingerne? Hvordan former museer vores forståelse af verden? Medarbejderne på Manchester Museum ønsker at invitere de besøgende med i en undersøgelse og reflektion over museets arv fra imperietiden og dermed fremme demokratiske værdier som antiracisme, lighed og social retfærdighed.

Billedtekst: Manchester Museum er et universitetsmuseum, der rummer samlinger inden for både arkæologi, antropologi og naturhistorie. Decolonise! er en intervention, der opfordrer de besøgende til kritisk at reflektere over, hvordan kolonialismen har formet det moderne museum. Manchester Museum fremhæver i deres udstillinger de stemmer og historier, som er blevet udelukket og undertrykt og bryder dermed med det hvide, eurocentriske og koloniale verdenssyn, som har formet mange museers repræsentation af historien.

Økokritisk kuratering

Økokritisk kuratering er en tilgang, der kritisk analyserer forholdet mellem menneske og natur og globale klima- og miljøproblemer såsom klimaforandringer, tab af biodiversitet, havforurening m.m. En økokritisk tilgang til kuratering er altså ikke blot en omsorg for museets samling, men en etisk og politisk omsorgspraksis for planetens sårbare tilstand.

Kunst og videnskab

Økokritisk kuratering er stadig en relativ nyt og uudforsket museumspraksis. Økokritikken er ligesom dekolonial kuratering ikke én metode, men en tilgang, der er drevet af en dybere, tværfaglig forståelse af, hvordan bl.a. kunst, videnskab, uddannelse, arkitektur og vores fælles natur- og kulturarv kan informere og inspirere til nye måder at forstå menneskets relation til vores naturlige omgivelser på og de globale økologiske kriser, vi står midt i.

Ligesom feministiske og dekoloniale tilgange er økokritikken optaget af virkelige samfundsproblemer og indeholder en lang række af positioner, redskaber og tilgange. Økokritikken har sin oprindelse i litteratur- og kulturstudier, og en økokritisk kuratorisk praksis vil ofte søge at blive klogere på de kulturelle fortællinger, normer, forestillinger, værdier og følelser, med andre ord de kulturhistoriske kræfter, som har formet og drevet menneskets relation og interaktion med naturen de sidste århundreder.

I disse år begynder man at se eksempler på økokritiske udstillinger på både kunst-, kultur- og naturhistoriske museer, der kombinerer klima- og miljøvidenskabens data med et håb om, at kunstens og kulturens engagement i klima- og miljøspørgsmål kan skubbe på et fundamentalt, epistemologisk skift i vores forståelse af og interaktion med naturen.

En tværfaglig kobling af kunsthistorie med naturvidenskab og en kritisk kulturhistorisk tilgang (dekolonial og kønsteoretisk) finder man fx i udstillingen Plantefeber -Verden i en vindueskarm (2025-2026) på kunstmuseerne Ordrupgaard, Den Hirschbrungske Samling og Fåborg Museum (2025- 2026). Plantefeber handler om stueplanter, en indendørs natur, som ikke kun pynter i vindueskarmen, men som bærer på tavse historier om kolonitid, klasseskel og kønsroller. Udstillingen ønsker i en tid med globale miljøkriser at sætte et kritisk fokus på vores forhold til stueplanterne, så vi lærer at se på planterne og naturen på nye og mere omsorgsfulde måder.

Billedtekst: Plantefeber -Verden i en vindueskarm på Ordrupgaard og Den Hirschbrungske Samling og Fåborg Museum (2025- 2026) er en forskningsbaseret udstilling, der kobler viden fra botanik og arkæologi med et kritisk kultur- og kunsthistorisk blik på stueplanter og botanik, som de fremstilles i dansk samtidskunst og billedkunst fra 1800-tallet. Med udstillingen følger en række podcast og talks.

Et andet eksempel er kunstudstillingen Skovens Tid på Nivaagaard Malerisamling (2026) i Nordsjælland. Skovens Tid undersøger den kulturskov, der omgiver os i Danmark, og hvilken rolle mennesket spiller i dens udformning, og hvad den betyder for os i dag og i fremtiden.

Udstillingen stiller væsentlige spørgsmål, som har både miljømæssig, historisk, kulturel, politisk og æstetisk relevans: Hvordan ser fremtidens skove ud? Hvad kræver det af os at skulle leve tættere med naturen efter flere hundrede år, hvor vi rykkede væk fra den? Hvilken rolle spiller kunsten historisk og aktuelt i vores forestillinger om skoven, og helt konkret i de igangværende skovrejsningsprojekter landet over?

Udstillingens titel Skovens Tid refererer til den aktuelle situation i Danmark, hvor skoven skal genetableres for at kompensere for klimaforandringer, forurening af vores have og biodiversitetskrise. Som en del af Den Grønne Trepart er målet, at skovarealet i Danmark skal forøges med 40% inden 2045. Samtidig skal arealet med urørt, vild skov fordobles.

Skovens Tid behandler skoven som et både æstetisk, kulturelt, miljømæssigt og politisk emne, der historisk og i dag er forbundet med konflikter, der i offentligheden afføder tvivl, usikkerhed og debat med mange forskelligartede følelser, holdninger, værdier og natursyn.

Billedtekst: Skovens Tid sammenstiller kunstværker fra danske og udenlandske samtidskunstnere, der alle har skoven som omdrejningspunkt i deres værker, med værker fra andre historiske perioder, hvor genrejsning af skov har stået højt på den politiske og kulturelle dagsorden. Nogle af kunstnerne arbejder med at genetablere menneskets forbindelse til naturen, mens andre engagerer sig direkte i skabelsen af nye skovområder.

Udstillingen suppleredes af en række tværfaglige formidlingsaktiviteter såsom talks, skovvandringer, koncerter, forfatterforedrag, filmaftener m.m.

Økokritisk kuratering har ofte en etisk ambition om at samle handlefællesskaber omkring klimakrisens bæredygtighedsproblemer og samtidigt styrke demokratiske værdier som retfærdighed, fællesskab, deltagelse og følelsen af ejerskab i forhold til samfundets grønne omstilling. Derved spørger den økokritiske udstilling også ofte til, hvilken rolle museerne kan spille i forhold til at skabe øget opmærksomhed omkring de økologiske kriser og inspirere til håb og klimahandling.

Kritik af det moderne, naturvidenskabelige verdenssyn

En økokritisk udstilling stiller grundlæggende spørgsmål ved det moderne, naturvidenskabelige verdenssyn, som siden 1700-tallet har kategoriseret ’natur’ som noget grundlæggende fremmed, anderledes og mindreværdigt end mennesket. Naturen fremstilles ofte som en passiv baggrund eller scene for menneskets sociale og kulturelle aktiviteter eller bruges som en ressource, mennesket kan udnytte økonomisk.

Timothy Morton er en økokritisk filosof og litteraturteoretiker, der har haft stor betydning for den litterære økokritik. Han mener, at det netop er denne hierarkiske tænkning af natur og kultur, der har legitimeret en rovdrift på naturressourcerne, som er skyld i klimaforandringerne, den globale opvarmning og mange miljøkatastrofer verden over (Morton 2007). Et sådant moderne naturvidenskabeligt verdenssyn har forstået og formet naturen ud fra menneskets interesser, værdier og behov – uden at anerkende, at naturen har sin egen eksistens, egne interesser og agens. Ifølge Morton findes der ikke længere en ’ren’ natur uberørt af menneskenes sociale liv, men derimod dynamiske og komplekse netværk, hvor alle livsformer, mennesker og ikke-mennesker (dyr, bakterier, materialer, datasystemer, landskaber), er forbundet og indbyrdes afhængige.

Posthuman kuratering

Økokritiske udstillingsstrategier er ofte karakteriseret ved, at de er såkaldt posthumanistiske, dvs. de bryder med det klassiske, humanistiske verdenssyn, hvor menneskets interesser, værdier og behov er i centrum. I stedet arbejder økokritisk kuratering med “more‑than‑human” perspektiver, hvor mennesker, dyr, planter, materialer, mikroorganismer, teknologier og miljøer forstås som indbyrdes forbundne aktører.

Indsæt billede. Et godt eksempel på en posthuman tilgang til kuratering er kunstudstillingen Lower Lifeforms på Horsens Kunstmuseum (2023) af den dansk/japanske billedkunstner Silas Inoue. I Lower Lifeforms udstillede Inoue værker, der skabte miljøer af materielle ’objekter’, såkaldte laverestående livsformer, såsom svampe, bakterier, mikrober.

Billedtekst: Lower Lifeforms (2023) refererer til menneskets hierarkiske tilgang til naturens mange livsformer, og menneskets mangel på empati over for andre arter og organismer, som vi ikke kan identificere os med, som f.eks. orme, snegle, tusindben og andre organismer i jorden.

Lower Lifeforms viser, hvor tæt mennesket er forbundet med mikroberne, ja menneskets overlevelse afhænger af bakterierne, som er vores mikro-allierede. Jord er ikke bare en ’død’ ressource, der kan udnyttes, men en levende økologi for en mangfoldighed af arter, og et sted for både forurening, men også for genopbyggelse, regeneration. Udstillingen viser, hvordan kunsten kan give sanselig form til nye økologiske måder at tænke og leve sammen på, der bygger på en sameksistens mellem mennesker og den mere-end-menneskelige natur med en større følelse af ansvar, empati, intimitet og omsorg.

En økologisering af museet

Det såkaldte antropocentriske verdenssyn, som har mennesket i centrum, ses stadig aftegnet i museernes adskillelse af naturhistorien fra kunst- og kulturhistoriske samlinger, hvor det menneskelige og det ikke-menneskelige repræsenteres, kategoriseres og kurateres med hver sin historie og hver sin fremtid.

I et økokritisk perspektiv bør museet gennemgå en grundlæggende økologisering af deres samlinger, fortællinger og praksisser, der afmonterer det antropocentriske verdenssyn, adskillelsen ad natur og kultur, og som gør op med, at naturen kategoriseres, bevares, kurateres og formidles gennem stærkt humanistiske og koloniale systemer. I stedet bør museerne gentænke deres samlinger, fortællinger og videnspraksisser og opbygge, undersøge og nære omsorg for mere bæredygtige økologiske relationer mellem mennesker, objekter og det mere-end-menneskelige (naturen, klimaet, planeten) og eksperimentere med alternationer former for sameksistens.

Økokritisk kuratering ønsker at adressere de socioøkologiske kriser og transformere de bagvedlæggende ekstravistiske naturantagelser, som museerne i deres praksis har været med til at producere, opretholde og effektivisere, for at bidrage til en dybere kulturel transformation af vores samfund og levevis.

Læs mere i Lex

Tilbagelevering af kunst- og kulturgenstande

Litteratur

Mieke Bal, Double exposures: the subject of cultural analysis, Routledge, 1996

Simon Sheick, "Mellem tanke og udtryk – kuratering som teori og objekt" i Kuratering af samtidskunst, Malen Vest Hansen m.fl. (red), Museet for Samtidskunst, 2011

Nora Sternfeld, The Radical Democratic Museum, Routledge, 2026

Mette Thobo-Carlsen, "Walking the Museum, Performing the Museum", The Senses & Society, Routledge, 2016

Mette Thobo-Carlsen, "Deltageren som museumsaktivist", Deltagelsens Æstetik, K&K nr. 118, 2014

Claire Bishop, Radical museology or, What's 'Contemporary' In Museums of Contemporary Art?, Koenig Books, 2013

Timothy Morton Ecology without nature: Rethinking Environmental Aesthetics. Harvard University Press, 2007.

Nick Merriman (red), Museum and the climate crisis, Routledge, 2024

Fiona R. Cameron, Museum Practices and the Posthumanities: Curating for Planetary Habitability, Routledge, 2023

María Puig de la Bellacasa, Matters of Care: Speculative Ethics in More‑than‑Human Worlds, 2017

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Museum

Mette Thobo-Carlsen

ph.d.