hilseformer

Hilseformer finder skiftende udtryk i forskellige kulturer. I de europæiske er en dominerende form varianter af ønsket om en god dag, således dansk goddag, tysk guten Tag, italiensk buongiorno, fransk bonjour. Det er karakteristisk, at ordenes normale grundbetydning svækkes; helheden opfattes som en hilsen. Således vil de færreste opfatte afskedshilsenen farvel bogstaveligt som et ønske om, at den, man taler til, skal fare vel (dvs. rejse godt).

Kropssprogligt kan en hilsen i vores kultur bestå i eller ledsages af en fremstrakt hånd, et vink, et nik, en let foroverbøjning, et klap, en omfavnelse eller et kys, bestemt af formalitet og nærhed. Fælles for de mundtlige hilsener er, at de normalt i nærkommunikation er ledsaget af øjenkontakt. I militære og andre korps kan anvendes honnør, flaghilsener, hornfanfarer, salutter mv. I civillivet forekommer fx tuden i bilhorn og råb (fx uhu). I ældre tider var der også konventioner for buk (for mænd og drenges vedkommende) og nejen (for kvinder og pigers vedkommende); konventioner, som i nutiden stort set kun opretholdes i royale sammenhænge.

Hilseformer varierer sprogligt med alder, region og formalitetsgrad. Ofte vil der inden for mere eller mindre afgrænsede grupper som for eksempel en vennegruppe eller en arbejdsplads eksistere lokale konventioner for, hvad der anses for passende hilseformer. Stilistisk er mulighederne mangfoldige, ikke mindst kombineret med tonefald og gestik.

Hvad der bruges som hilseformer, ændrer sig i tidens løb. Eksempelvis var ønsket om en god dag udbredt i lange tider i det tyvende århundredes Danmark; det gjaldt både den "fulde form" goddag og variationer heraf, heriblandt de korte former da(g), dav og davs og gentagelsesformen goddag, goddag. Disse hilsener blev dog langsomt fortrængt af formen hej, som efter engelsk og svensk mønster vandt terræn fra og med 1930'erne, først som form brugt af unge, siden som en almindelig form brugt af alle uanset alder og social baggrund i begyndelsen af det 21. århundrede.

På skrift findes der starthilsener og sluthilsener. Det er karakteristisk, at der i vores kultur i denne del af historien (første halvdel af det 21. århundrede) typisk er et forholdsvis begrænset sæt af starthilsener at vælge mellem, mens man i sluthilsener har et større spillerum. I starthilsener er det almindeligt, at en hilsen indeholder et af ordene kære, hej eller til + navnet på modtager. Sluthilsener består også typisk af en kombination af en hilseform og et navn, nemlig navnet på afsender. Men der er langt flere hilseformer at vælge mellem i sluthilsener end i starthilsener; eksempelvis kan hilseformer, der indeholder ordet venlig, forekomme i mange udformninger: venlig hilsen, venlige hilsener, vh., med venlig hilsen, med venlige hilsener, mvh., de venligste hilsener, mange venlige hilsener mv. I de skriftsprogskanaler, der tilskynder til kortfattethed, for eksempel sms, er forkortede hilsener almindelige, mens man i andre skriftsproglige sammenhænge, for eksempel e-mail, oftere ser fuldt udskrevne hilseformer. Også på skrift varierer det fra gruppe til gruppe, hvad der anses for passende hilseform.

• kropssprog
• kys
• kontakt mellem mennesker