encefalografi

Encefalografi er en gammel metode til at foretage røntgenundersøgelse af hjernens væskerum.

Teknikken indebærer, at en gas, typisk luft eller ilt, blæses ind i hjernens ventrikler eller subarachnoidalrummet (hulrummene omkring hjernen og rygmarven), hvorefter der tages røntgenbilleder for at visualisere hjernens strukturer. Derved er det muligt at se hjernens overflade og at vurdere de gasfyldte ventrikler. En sideforskydning eller sammenklemning af ventriklerne på røntgenbilledet kan således være et indirekte tegn på en opfyldning i selve hjernen.

Encefalografi blev udviklet i begyndelsen af 1900-tallet og blev brugt til at diagnosticere en række neurologiske tilstande, herunder hjernesvulster, blødninger, vand i hovedet (hydrocephalus) og andre abnormiteter i hjernen. Da hjernens væv har en lignende densitet som cerebrospinalvæsken, som omgiver og fylder hulrummene i hjernen, var det svært at få et klart billede af hjernen på traditionelle røntgenbilleder. Indblæsning af luft i ventriklerne reducerede kontrasten mellem væsken og hjernen, hvilket gjorde det lettere at se hjernens konturer og eventuelle abnormiteter.

For at udføre encefalografi blev patienten først lokalbedøvet, og derefter blev der lavet en rygmarvsprøve (lumbalpunktur) for at fjerne en del af cerebrospinalvæsken og erstatte den med luft eller en anden gas. Endnu tidligere anvendtes borehuller i kraniet. Patienten blev derefter placeret i forskellige stillinger for at få gassen til at flytte sig rundt i hjernens hulrum, og røntgenbilleder blev taget undervejs.

Encefalografi var en invasiv og ofte smertefuld procedure, der kunne forårsage betydelige bivirkninger som hovedpine, kvalme, opkastning og svimmelhed. På grund af disse ulemper blev metoden gradvist udfaset i takt med udviklingen af nyere og mindre invasive billedteknikker, såsom CT-scanning og MR-scanning, som giver langt mere detaljerede billeder af hjernen uden at kræve indblæsning af luft eller gas.