dolikokefal

I forbindelse med udregning af det cephaliske indeks foretages to mål med en krumpasser: kraniets længde og kraniets bredde. Længden måles mellem det mest fremspringende punkt på panden, glabella, og det mest fremspringende punkt på nakkebenet, opistocranion. Bredden måles mellem tindingerne.

Det cephaliske indeks blev i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet tillagt stor betydning inden for den fysiske (biologiske) antropologi, der i denne periode var meget fokuseret på forskning i de såkaldte raceklassifikationer og -beskrivelser. Der blev bl.a. indsamlet data vedrørende hyppigheden af fysiske træk som hudfarve, hårfarve, øjenfarve, ansigtstræk, hårtype, kropsbehåring, læbernes tykkelse, legemshøjden m.m., og antropometriske mål som det cephaliske indeks i forskellige befolkninger. Denne dataindsamling viste at der, i Europa, var mange langskaller i Skandinavien, på de Britiske øer og i Middelhavsområdet, mens Central- og Østeuropa og samerne i det nordligste Skandinavien havde tendens til kortskallethed.

Det cephaliske indeks udmåles fortsat som en del af den rutinemæssige undersøgelse af kranier fra arkæologiske udgravninger, og her kan der bl.a. ses variation i kranieformen over tid.

I jernalderen var den danske befolkning udpræget langskallet, hvilket der endnu ikke er fundet en forklaring på. I stenalderen synes der at have været en tendens til kortskallethed. Det sidste bemærkede den tyske læge og antropolog Rudolf Virchow allerede i 1870'erne. Den amerikanske antropolog Carleton Stevens Coon (1904-1981) mente, at det også kendetegnede store dele af den moderne danske befolkning på bl.a. Sydsjælland, og i sin bog The Races of Europe fra 1939 omtaler han en "Borreby-race", opkaldt efter en udgravningsplads.

• mesokefal
• brachykefal
• -kefal