Tunø

Øen er opdyrket på nær et lavt og fugtigt område, Mosen, der er blevet drænet og tilplantet. Bortset fra Tunø By og de små sommerhusområder er hele øen fredet (1965).

1 km nordvest for øen står der ved sandrevet Tunø Knob en vindmøllepark med ti havbaserede møller. Parken blev opført i 1995 og er en af de ældste, aktive havvindmølleparker. På Tunø Knob står der i alt 10 vindmøller på betonfundamenter og en vanddybde på 3-6 m. Møllerne leverer strøm til knap 4.000 husstande.

Nordøst for øen strækker sig et lavvandet rev, Revet eller Tunø Røn, langt ud i havet mod øst. For skibsfarten er revet vanskeligt at få øje på, så før i tiden har her været mange strandinger. Ved lavvande hviler bl.a. spættet sæl på de tørre banker, der også benyttes som raste- og fourageringspladser for havfugle på træk.

Nordatlantiske bestand af edderfugle benytter bl.a. området ved Tunø Knob som overvintringsområde og marsvin er hyppige i farvandet omkring øen.

Færgefarten satte månedsrekord med over 16.000 passagerer i juli 2025. M/F Tunøfærgen bygget i 1993 har en overfartstid på knap en time. Ruten havde i 2021 sin hidtidige årsrekord på 58.970 passagerer og nåede med 59.406 passagerer i 2025 op på en ny rekord.

Tidligere har der været småbådssejlads mellem Tunø, fastlandet og Samsø. Først i 1971 fik Odder Kommune eget rederi på ruten Hou–Tunø. Den kommunale, offentligt betjente færgeforbindelse blev oprettet i 1971.

Den billøse ø har i et samarbejde med Region Midtjylland og Odder Kommune en beredskabsaftale med naboøen Samsø. En hurtiggående båd, Samsø RB2´ fra Samsø Redningskorps ligger klar til udrykning fra Mårup Havn, og redningskorpset har opført og driver ´Tunø Beredskabsstation´ midt i Tunø By.

Indtil 2006 havde Tunø kun traktortrukken sygetransport. I dag står en Mercedes-Benz Sprinter-ambulance, 318 CD, parat med lokalt uddannet mandskab til at køre patienter til og fra færge eller til heliport. Mandskabet har en udvidet førstehjælpsuddannelse, hvilket er med til at skabe tryghed blandt både fastboende og de mange turister på øen.

Tidligere var øens eneste by beboet af skipperbønder. En voldsom ildebranden i 1852 hærgede Tunø By. I alt 16 gårde og 15 huse brændte ned til grunden, og kun kirken, få gårde og enkelte huse stod tilbage efter branden. Mange af de nedbrændte gårde blev genopført uden for byen.

Der gik rygter om, at årsagen til branden var en eksplosions i et hjemmebrænderi i byen. Den blev dog hurtigt genopbygget ved hjælp af en stor landsindsamling. Øens nystiftede borgerforening opsatte i 1975 en sten som et minde om den store brand i 1852.

Den berømte danske præst og forfatter St. St. Blicher (1782-1848) havde en god ven i færgemanden Jens Munk fra Dyngby. i 1852Munk fragtede varer og passagerer til og fra Tunø, og da de begge havde en lidenskab for jagt, tog de på mange ture til havs for at skyde edderfugle og andre havfugle.

En dag i 1805 besøgte Blicher og Munk præsten på Tunø. Han gav dem lov til at skyde efter vildt på øen med det resultat, at en flok heste blev opskræmte og bissede. Jagtselskabet blev derfor særdeles upopulært blandt tunboerne.

De to blev fordrevet med trusler om, at de aldrig skulle sætte deres ben på øen igen. Blicher vende dog tilbage til Tunø i 1808, og han skriver i sine erindringer, at tunboerne tilsyneladende havde glemt alt om episoden. Hans novelle "Firkløveret" fra 1843 handler om fire unge sømænd, der er taget til bal efter endt sejlads. Heri beskriver Blicher også sin gode ven, færgemanden Jens Munk.