Nicaraguas historie

Landet blev befolket for 10.000-15.000 år siden af folkeslag, der menes at være indvandret fra Asien via Alaska.

På de frugtbare sletter langs Stillehavskysten opstod velstående landbrugssamfund med udgangspunkt i løbende indvandringer nordfra. De fleste havde rødder i maya-kulturen, som dominerede det nuværende Guatemala og sydlige Mexico. Deres kultur byggede især på majsdyrkning. Den største gruppe var chorotegas, andre væsentlige stammer var subtiabos, matagalpos og chontales.

Nogle hundrede år før spanierne indvandrede nicaraos fra det centrale Mexico. Deres sprog var nahuatl, som stadig tales visse steder i Mexico. Det antages, at de blev fortrængt ved fremkomsten af det mægtige Aztekerrige. Deres kultur er blandt andet kendt for dyrkning af kakao.

Spanierne beskrev folkene som velstående, men at deres kulturer var hæmmet af ikke at kende til jern, heste og kvægbrug.

Nicaraguas østkyst blev befolket af folk beslægtet med chibcha-kulturen, der indvandrede sydfra, via Colombia. De levede spredt i de ufremkommelige regnskovsområder, mest af jagt og fiskeri, og var ikke talrige. Disse folk er forfædre til de nuværende folkeslag Miskito, Mayangna og Rama.

I 1523 ankom spanieren Gil González Dávila med en lille, privat hær, som var autoriseret af den spanske konge til at udforske landet mellem Panama og Mexico. Høvdingen Nicarao forsøgte at forhandle med ham, men det gav intet resultat, og allerede året efter var både nicaraos og chorotecas underlagt spansk herredømme.

Spanierne grundlagde byerne Leon, Granada og Segovia og udøvede et brutalt styre, hvor de oprindelige folk blev brugt som tvangsarbejdere i guldudvinding eller solgt som slaver til kolonien i Peru. Det anslås, at den indfødte befolkning i kolonien i denne periode blev reduceret fra ca. 1 million til måske 10.000, altså til nogle ganske få procent. Spanierne rapporterede eksport af ca. en halv million slaver, mens mange andre døde af sygdomme og mishandling, mens nogle flygtede ind i landet.

Den katolske kirke var meget utilfreds med denne mishandling og formåede at få kongen til at forlange bedre forhold. Denne befaling var guvernøren Hernando de Contreras ikke tilfreds med og fik ærkebiskoppen Antonio Valdevieso myrdet.

Efterhånden som det blev småt med både guld og arbejdskraft, skiftede kolonien til mere ordnede forhold. Den bedste jord blev delt op i jordlodder kaldet ejidos. Hver spanier fik tildelt et eller flere ejidos med en gruppe indfødte, som blev indskrevet til tvangsarbejde. Samtidig blev en række oprindelige folk godkendt og fik tildelt landområder, som de kunne dyrke til ejet forbrug.

Landbruget var baseret på majs, bønner og rodfrugter, som blev konsumeret lokalt. Kvægbruget var den eneste aktivitet, der producerede eksportvarer, ud over den smule guld, som stadig kunne udvindes.

Nicaragua blev administreret fra Guatemala, som igen var en del af vice-kongedømmet Mexico.

Østkysten var ikke en del af den spanke koloni. Området blev repræsenteret af Miskito-kongen, der samarbejdede med engelske sørøvere om at holde spanierne ude. Efterhånden udviklede det sig til en engelsk koloni under navnet Moskitia.

Under Napoleonskrigene blev Spanien alvorligt svækket og var ikke i stand til at bevare kontrollen over kolonierne i Sydamerika. I 1821 gik vice-kongedømmet Mexico endegyldigt i opløsning, og den sydlige del dannede Den Mellemamerikanske Republik med hovedsæde i Guatemala City. Unionen blev dog aldrig en fungerende enhed og faldt snart fra hinanden, hvorfor Nicaragua i 1839 erklærede sig selvstændigt.

Leon, der var det spanske hovedsæde, blev ny hovedstad, men borgerskabet i Leon (de liberale) kunne ikke opnå kontrol over landet, og konstante borgerkrige gav langsomt overtaget til handelsbyen Granada (de konservative).

Staten var svag, og et fænomen som tvangsarbejdet kunne ikke opretholdes. Til gengæld måtte de indfødte stå til rådighed som soldater i de mange borgerkrige.

I 1855 gjorde de liberale fra Leon et desperat forsøg på at vende krigslykken og inviterede amerikaneren William Walker til at lede deres tropper. Walker ankom med våben og en lille hær; og sine helt egne planer. Snart tog han kontrol med hele landet, udnævnte sig selv til præsident og indførte slaveri. Han ønskede at oprette et fristed for sydstatsfolk, der kunne fornemme slaveriets afslutning i USA.

Det fik de forskellige grupperinger i Nicaragua til at slutte sig sammen. De modtog støtte fra resten af Mellemamerika, ligesom USA's regering ikke var begejstret for denne privatisering af udenrigspolitikken. Walker tabte nogle afgørende slag 1856-1857, og da et amerikansk krigsskib dukkede op i San Juan del Sur-bugten, måtte han opgive projektet; i hvert fald for en tid.

Med Walker ude blev der dannet en samlingsregering mellem liberale og konservative, og man valgte den neutrale by Managua som ny hovedstad. Det blev begyndelsen på Nicaragua som en fungerende stat.

Republikken fungerede i en periode med præsidentvalg hvert fjerde år. De konservative fik hurtigt overtaget, og fra 1861 til 1891 var alle præsidenter fra det konservative parti. I denne 30-årige periode dominerede Granada-aristokratiet landets økonomi.

Årene blev blandt andet brugt til at indføre love om civilret, handel, ejendomsregistre, og hvad nu ellers der er helt basalt, for at et land kan fungere.

Med kun 200.000 indbyggere var arbejdskraft en mangelvare, og de kollektive indfødte jorder kom under pres. Folkene var også efterspurgte som arbejdere på godserne, og i den sammenhæng blev der indført en lov mod vagabondering, altså en form for arbejdspligt.

Regeringerne promoverede aktivt kaffedyrkning, som blev dominerende i landets økonomi. En ny klasse af velstående kaffebønner voksede frem. De knyttedes til det liberale parti, som blev kraftigt styrket. De konservatives demokrati rakte ikke til, at en liberal kunne vinde magten. Det førte til et liberalt oprør, hvorefter generalen José Santos Zelaya satte sig på magten fra 1891 til 1909.

Nicaragua blev til et militærdiktatur, men ellers fortsatte Zelaya projektet med at opbygge en stat, lave et uddannelsessystem, bygge jernbaner osv.

Under Zelaya blev Nicaragua en regional stormagt. Honduras var nærmest kontrolleret fra Managua, og Costa Rica frygtede en invasion. Da Zelaya desuden flirtede med oprørsbevægelser i Mexico, blev det for meget for USA, og han blev presset til at opgive magten i 1909.

I denne periode blev der gjort flere forsøg på at bygge en kanal gennem Nicaragua med kapital fra især Frankrig og USA. USA besluttede sig dog for, at kanalen i stedet skulle ligge i Panama, og mange mener, at Zelayas regering blev afsat, fordi den ikke ville opgive kanalprojektet.

De liberale bevarede delvis magten i et par år, indtil USA i 1912 sendte marinesoldater til landet og indsatte den konservative Adolfo Diaz som præsident. Frem til 1926 regerede de konservative derefter i ly af nordamerikanske tropper. Nogle af disse regeringer var inkompetente, og landet faldt økonomisk tilbage.

I 1925 blev der atter afholdt et reelt valg med kandidater fra begge partier. De liberale vandt, men den konservative leder, Emiliano Chamorro, begik et kup. Det førte igen til liberalt oprør, og den liberale oprørshær, ledet af José Maria Moncada, rykkede støt frem mod Managua. USA sendte tropper for at hjælpe Chamorro, men den selvudnævnte liberale general, Augusto Sandino, gav Moncada den fornødne styrke til at tvinge nordamerikanerne til forhandlingsbordet.

Et nyt valg, kontrolleret af USA's tropper, blev organiseret. Moncada stillede op og vandt. Efterfølgende blev der med støtte fra USA oprettet en professionel nationalgarde for at sikre den valgte præsident ved magten.

Sandino, der var inspireret af venstrefløjen i Mexico, kunne ikke acceptere et valg organiseret af USA og fortsatte den væbnede kamp. Det gik ham godt, og USA indvilligede i at trække sig. Da en ny præsident blev valgt i 1932, accepterede Sandino at lade sin hær afvæbne.

Den nye hær, Nationalgarden, blev dog snart landets reelle magt, og i 1936 begik Nationalgardens leder, Anastasio Somoza García, et militærkup.

Med støtte fra Moncada, der stadig var leder af det liberale parti, lykkedes det Somoza at manøvrere sig til at vinde et valget i 1936 som de liberales kandidat. Han havde også held med at sikre sig USA's anerkendelse, og man har lagt Roosevelt disse ord i munden: ”Somoza is a son of a bitch, but he is our son of a bitch”.

Det gode forhold til USA og en habil håndtering af økonomien gav Somoza spillerum til med hård hånd at holde den interne opposition nede. Der var løbende oprør internt i det liberale parti, mens andre forsøgte at skabe guerillabevægelser.

Somozas økonomiske model byggede på en stærk sammenblanding af private og offentlige finanser, og Somoza-familien fik sin andel. En betydelig del af den økonomiske vækst foregik således i virksomheder, som var ejet af Somoza og hans venner.

Anastasio Somoza García døde efter et attentat i 1956, men familien bevarede magten, og hans to sønner, Luis og Anastasio, varetog præsidentposten i 18 af de følgende 23 år.

Modstanden mod Somoza-klanen voksede, blandt andet efter en massakre oven på valgsvindel i 1967 og alvorlig korruption med udenlandsk hjælp efter et voldsomt jordskælv i 1972.

En alliance mellem erhvervsledere, intellektuelle og den cubansk støttede guerillabevægelse FSLN fik USA til at trækker støtten til Somozas regering, og den 19. juli 1979 måtte Nationalgarden overgive sig til FSLN's oprørstropper.

Det lykkedes hurtigt FSLN at udmanøvrere sine borgerlige allierede og sætte sig enerådigt på magten.

Et radikalt reformprogram blev sat i gang, hvor både banker, godser og mange fabrikker blev nationaliseret. De fleste var enige i, at Somoza og hans venners ejendom blev konfiskeret, men efterhånden ramte det også flere rige familier, som havde hjulpet revolutionen.

Snart opstod en ny oprørsbevægelse kendt som contraen. Den udsprang af tidligere Somoza-støtter, men efterhånden fik den også støtte fra andre borgerlige kræfter, frem for alt kvægfarmerne og deres medarbejdere. Sandinisterne kom også i konflikt med Miskito-folket, som dannede deres egen oprørshær.

USA, under præsident Reagan, støttede contraen fuldt ud. Først med midler fra CIA, og da Kongressen stoppede denne mulighed, kom der penge via en narko-for-våben-triangulering kendt som Iran-contra affæren.

FSLN-regeringen måtte bruge mange penge på krigen mod contraen. Den havde heller ikke held med sine økonomiske reformer, og statens økonomi brød hurtigt sammen. Fra 1984 var der hyperinflation i landet, som reelt kun overlevede på grund af støtte fra Sovjetunionen, hvorfra der kom olie, våben, fødevarer, landbrugsmaskiner og meget andet.

Sandinisterne vedtog en ny forfatning i 1988, og den blev rammen om den politiske udvikling de kommende år.

Som en konsekvens af krigens ofre og udbredt mangel på basale varer svandt støtten til revolutionen, og i 1990 tabte FSLN's kandidat Daniel Ortega valget til en samlet opposition ledet af Violeta Chamorro.

Violeta Chamorro overtog et land, som var langt over fallittens rand. Gennemsnitsindkomsten målt via bruttonationalproduktet var kun en tredjedel af, hvad det havde været i 1979, og lå nu på niveauet for 1950. Eksporten dækkede kun en fjerdedel af importen, og udenlandsgælden var den højeste i verden set i forhold til bruttonationalproduktet.

Landbrugslandet Nicaragua var fuldstændig afhængig af udenlandsk bistand for at kunne brødføde befolkningen. Mindst hundredtusinde soldater blev arbejdsløse efter krigen, og en del forsøgte at overleve som landevejsrøvere.

Der var også stærke politiske brydninger mellem de afsatte sandinister og den højrefløj, der følte sig totalt tilsidesat under revolutionen.

Violeta Chamorro og hendes statsminister Antonio Lacayo fik opbygget en alliance hen over midten med en gruppe fra FSLN, og det lykkedes at stabilisere landet og vende den økonomiske nedgang til en stabil vækstmodel.

Nicaragua havde i 1990'erne en bemærkelsesværdig succes med at indsamle våben fra borgerkrigen og forhindre, at de tidligere kampenheder blev omformet til kriminelle bander, som det skete i flere nabolande.

Den økonomiske model fra Chamorro-Lacayo-tiden er ført nogenlunde uændret videre af de efterfølgende regeringer, selv om disse i deres retorik forsøgte at lægge afstand til Violeta-tiden. Den stabile vækst er derfor fortsat, og Nicaragua har i de seneste år gjort sig uafhængig af udenlandsk bistand og har overskud på både betalingsbalancen og statsbudgettet.

Den økonomiske stabilitet modsvares dog ikke af en politisk stabilitet. I perioden frem til 2007 blev der afholdt en række valg, som alle parter anerkendte. Siden har en større og større del af oppositionen taget afstand fra valgresultaterne, og efter nedkæmpelsen af en opstand i 2018 er styret blev tiltagende internationalt isoleret fra landets traditionelle partnere. Det skyldes dels sanktioner fra USA og EU, dels fordi den FSLN-ledede regering har valgt at trække sig fra flere internationale organisationer, som den anser for fjendtligtsindede. Nye alliancer søges opbygget, ikke mindst med Kina, og det er lykkedes at holde økonomien nogenlunde skadesløs.

Siden 1990 har Nicaragua oplevet en stigende emigration, først til Costa Rica, senere til USA. I dag bor måske 20 % af befolkningen uden for landet, og private pengeoverførsler fylder stadig mere i landets økonomi.

• Nicaragua