Oswald de Andrade

Efter sin første rejse til Europa i 1912 vendte Oswald de Andrade hjem, opflammet af de kunstneriske avantgarder, især af Marinettis futurisme, og blev herefter denne tidsånds stærkest profilerede agitator.

Han var ansvarlig for en egen fortolkning af den brasilianske modernisme og forfattede dens vigtigste manifester Manifesto Pau Brasil (1925, Brasiltræ Manifestet) og Manifesto Antropófago (1928, Antropofagiens Manifest) udarbejdet sammen med sin daværende hustru, maleren Tarsila do Amaral. I disse manifester formuleres en original forståelse for, hvorledes Brasiliens kunst og kultur burde styrkes ved at fastholde rødderne fra oprindelige og afrikanske folk. Den grundlæggende idé i modernismens antropofagi var at "fortære" den udefrakommende koloniale indflydelse, "fordøje" den og gøre den til et positivt udtryk for den nationale kreativitet og identitet.

I 1922 debuterede Oswald de Andrade med romanen Os Condenados (1922, De fordømte), som var første bind af den såkaldte Eksil-Trilogi, der desuden bestod af Estrela do Absinto (1927, 'Absint Stjernen') og Escada Vermelha (1934, 'Den røde trappe').

Vigtigst var dog de to romaner Memórias Sentimentais de João Miramar (1924, 'João Miramars sentimentale erindringer') og Serafim Ponte Grande (1933, 'Serafim Ponte Grande'), der begge er skrevet i en telegrafisk fragmenteret stil, der blander høje og lave genrer som erindringer, breve, rejsedagbog, intime noter, teatertekster, korte digte og fx en lommeordbog, der kun går til bogstavet L. Begge romaner kan læses som et dybt ironisk portræt eller selvportræt af en mands opvækst i São Paulos overklasse, og begge anses i dag for at være stilistiske hovedværker i den modernistiske prosa.

Romanen Marco Zero (1943, 'Nulpunkt') var planlagt i fem bind, der skulle resumere Brasiliens historie gennem første halvdel af 1900-tallet, fokuseret af oprøret i 1932 mod Getúlio Vargas' diktatur. Det blev dog kun til udgivelsen af Marco Zero I – A Revolução Melancólica (1943, 'Nulpunkt I – Den melankolske revolution') og Marco Zero II – Chão (1946, 'Nulpunkt II – Jorden' ). Forfatteren indtog her stærke sociale standpunkter under indflydelse af sit ægteskab i 1930 med den kommunistiske skribent Patrícia Galvão (1910-1962), også kaldet Pagu, og sin indmeldelse i Kommunist Partiet, der skulle vare til 1945.

Oswald de Andrades få dramatiske værker blev først opført efter hans død. I 1916 udgav han stykkerne Leur Âme og Mon Coeur Balance og senere tre vigtige dramatiske tekster: O Homem e o Cavalo ('Manden og hesten', 1934) og A Morta ('Den døde', 1937). Teksten O rei da vela blev skrevet i 1933 og udgivet i 1937, men først ved sin iscenesættelse på Teatro Oficina i São Paulo i 1967, under direktion af José Celso Martinez Corrêa, blev det anerkendt som hovedværk i brasiliansk teater. Inspireret af Alfred Jarrys Roi Ubu 1896, reteatraliserede værket det brasilianske drama med sin revolutionerende blanding af opera, populærmusik, episk teater og kitsch, og gav bl.a. startskuddet til kunstbølgen Movimento Tropicalista.

Kun enkelte digte af Oswald de Andrade er oversat til dansk i Virkeligheden og billedet. Ti brasilianske digtere (1974).

• Brasiliens litteratur
• modernisme