Malk De Koijn ved koncert i Poolen i København den 19. september 2025 med Blæs Bukki i front.
Malk De Koijn i 2025.
Af /Gonzalesphoto/Ritzau Scanpix.

Malk De Koijn er en dansk rapgruppe, der blev dannet i 1994 af Tue Track (egentlig Anders Brixen Kristiansen, født 1972), Geolo Geo (egentlig Janus Borup Staffe, født 1973) og Blæs Bukki (egentlig Lasse Bavngaard, født 1974). Trioen vakte tidligt opsigt med sine sproggymnastiske fornyelser med et væld af slangudtryk, og den fik en position blandt de vigtigste danske rapgrupper.

En del af tekstuniverset refererer til fiktive lokaliteter, hvor gruppens medlemmer boltrer sig. Trioen har udgivet en del materiale, bl.a. albummene Smash Hit in Aberdeen (1998) og Sneglzilla (2002).

Soloprojekter og comeback

Malk De Koijn ophørte med at være aktive i 2004, og gruppens medlemmer involverede sig i diverse grupper, bl.a. Tue Track i hiphopprojektet Booty Cologne og Blæs Bukki i dancehallgruppen Bikstok Røgsystem samt i det balkaninspirerede Balstyrko.

I 2009 gik Malk De Koijn sammen igen om et succefuldt comeback på Roskilde Festivalen, og i 2011 udsendte gruppen det anmelderroste album Toback to the Fromtime og begyndte at turnere igen.

Postkort og nye toner fra Langestrand

I 2014, 20-året for gruppens dannelse, udkom bogen Postkort fra Langestrand af Christian Langballe. Bogen fortæller gruppens historie i en collage-lignende form og rummer bl.a. tidligere udgivne artikler, fotos, tegninger, notater og alle gruppens raptekster hidtil.

I 2025 udgav Malk De Koijn deres første musik siden 2011: EP'en "Nummer 5" med tre numre, der spænder over vildt associerende ordlege, pågående beats og en mere introspektiv og eftertænksom tone.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.