Lars von Trier

Lars von Trier læste filmvidenskab på Københavns Universitet fra 1976 til 1979, hvor han skiftede til Den Danske Filmskole. Hans usædvanlige talent stod klart allerede med den kontroversielle afgangsfilm Befrielsesbilleder (1982) om besættelsestidens sidste dage.

Gennembruddet kom med den engelsksprogede The Element of Crime (1984, Forbrydelsens element), en hypnotisk kriminalfortælling fra et undergangsmærket Europa. Filmen, der vandt både Robert- og Bodilprisen for bedste danske film, var første del af hans såkaldte Europa-trilogi og blev efterfulgt af den selvrefleksive low budget-film Epidemic (1987) om en film, der aldrig blev til noget, samt det stort anlagte melodrama Europa (1991; Bodil, Robert), der udspiller sig i Tyskland i 1945.

For tv har Trier instrueret en visuelt eksperimenterende version af Euripides' Medea (1987), frit efter Carl Th. Dreyers efterladte manuskript, samt serien Riget I og II (1994 og 1997; Bodil 1995), en metafysisk soapopera-gyser i et hospitalsmiljø, fortalt med bevidst negligering af det klassiske filmsprog. Her fik han for første gang et bredt publikum i tale. I stil med David Lynchs Twin Peaks, sluttede serien med en cliffhanger, der først blev fulgt op 25 år senere i Riget Exodus (2022).

Han var også primus motor i det interaktive tv-projekt D-dag (2000), hvor seerne blev inviteret til selv at sammenstykke en historie, der var optaget i timen omkring årtusindskiftet i fire versioner.

I 1995 var Lars von Trier medinitiativtager til det såkaldte Dogme 95-manifest, som udfordrede etablerede filmiske regler og resulterede i en række nybrydende værker, der skabte international opmærksomhed om dansk film. Han vendte tilbage til dogmekonceptet med komedien Direktøren for det hele (2006).

Triers Guldhjerte-trilogi består af det besættende melodrama Breaking the Waves (1996; Bodil, Robert), hvis hovedbestanddele er sex og religion, den radikale dogmefilm Idioterne (1998), som trodser de fleste filmiske og moralske konventioner i sin skildring af en gruppe unge, der leger udviklingshæmmede, og den storslåede, moderne musical Dancer in the Dark (2000), der med den islandske sangerinde og komponist Björk i hovedrollen vandt Den Gyldne Palme i Cannes. Idioterne er optaget i Kulturkanon.

Dogville (2003) og Manderlay (2005) udgør de to første dele af en Amerika-trilogi, hvor Trier udspiller moralske temaer på en kulisseløs scene med tydeligt teaterpræg. Den planlagte treer, Wasington, blev aldrig produceret. Det gjorde til gengæld Thomas Vinterbergs Dear Wendy (2005), som var en satire over amerikanernes kærlighed til skydevåben med manuskript af Trier.

I løbet af sin uofficielle depressions-trilogi – gyserkammerspillet Antichrist (2009), undergangsvisionen Melancholia (2011; Bodil) og den episodiske erotiske fabel Nymphomaniac Vol. I og Vol. II (2013, også udgivet i en director's cut; Bodil) – genbesøger Trier temaer og stemninger fra sine tidligere film.

Også i seriemorderfilmen The House That Jack Built (2018) og Riget Exodus kommenterer Trier spidsfindigt på sit eget værk, forbilleder og karriere-kontroverser. Ligesom i manuskriptet til komedien De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007), der er baseret på hans studietid på Den Danske Filmskole i årene 1979-1982.

I samarbejde med Jørgen Leth stod Trier bag dokumentarfilmen De fem benspænd (2003), hvor Leth laver en genindspilning af sin egen kortfilm Det perfekte menneske (1967) ud fra drilagtige regler, som Trier dikterer.

Desuden lavede Lars von Trier i 1996 den levende udstilling Psykomobile #1: Verdensuret, hvor en skare myrer i New Mexico via satellit styrede en flok skuespillere i København. Han har tillige instrueret reklamefilm og musikvideoer.

• dansk film
• dogmefilm
• Riget