Faktaboks

Louison Bobet
Født
12. marts 1925, Saint-Méen-le-Grand, Frankrig
Død
13. marts 1983, Biarritz, Frankrig
Louison Bobet. Foto fra 1950'erne.
Louison Bobet
Af /Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix.

Louison (døbt Louis) Bobet var en fransk cykelrytter, der som den første vandt Tour de France tre gange i træk (1953, 1954 og 1955). Han stoppede karrieren efter en bilulykke i december 1961.

Baggrund og karriere

Bobet blev født i en familie, der elskede Tour de France. Han begyndte at cykle allerede som 2-årig og kørte sit første cykelløb som 13-årig.

Anden Verdenskrig, hvor Bobet var en del af den franske hær, satte karrieren på standby, men i 1946 var han tilbage og blev fransk amatørmester. I 1947 debuterede han i Touren, men han måtte igennem en række hårde år, inden han endelig endte med kaptajnrollen på det franske nationalhold og i 1953 kunne vinde verdens største cykelløb for første gang. Han vandt desuden Tourens bjergkonkurrence i 1950. I alt vandt Bobet 13 etaper i Tour de France.

I sin karriere blev Bobet også verdensmester (1954) og vandt klassikere som Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Lombardiet Rundt.

Han døde den 13. marts 1983, kun én dag efter sin 58-års fødselsdag.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.