Hartmut Rosa

Hvor forandringer før som regel skete over flere generationer, sker de i moderne og senmoderne samfund allerede indenfor de enkelte generationsforløb, fx i karriere, familierelationer, partnerforhold, bopæl og naboskab. Mennesker skal leve og præstere under skiftende og stadig mere ustabile forhold, og mange udsættes for med mellemrum at skulle rekonstruere deres personlige og professionelle identiteter.

Moderniteten er underlagt et stadigt pres for innovation, økonomisk vækst og tvang til øget produktivitet. Det er et pres, der skabes indefra gennem konkurrencen på de kapitalistiske markeder. Det bliver en kamp for overlevelse. Hartmut Rosa taler om dynamisk stabilisering som en af modernitetens byggesten, en fremtidsorientering under forventninger om konstant forandring. Det kan illustreres ved jagten på pålidelige forskningsbaserede prognoser som grundlag for beslutninger. Prognoser viser sig imidlertid jævnligt fejlbarlige og illusoriske og kræver stadige korrektioner.

Rosa søger at forbinde en fænomenologisk beskrivelse af den subjektive livsverden set indefra med en analyse af de objektive dynamiske kræfter i samfundsudviklingen set udefra.

Han har udfoldet dette i en række senere skrifter, hvoraf det centrale er det store værk Resonanz. Eine Soziologie der Weltbeziehung (2016. Dansk oversættelse: Resonans. En sociologi om forholdet til verden, 2021). Andre værker om samme temaer er (danske titler og årstal): Fremmedgørelse og acceleration (2014), Det ukontrollerbare (2020) og (sammen med Andreas Reckwitz (f. 1970)) Senmoderniteten i krise (2022).

Her kommer Rosas normative og livsfilosofiske refleksioner frem. I Resonans undersøger han menneskers ”relationer til verden”, fra relationer gennem kroppen til de forskellige sociale og psykologiske former. Han ser dem som kendetegnet ved to grundformer, to tendenser: tiltrækning og frastødning, ønskernes og angstens kræfter. Han arbejder ud fra den tese, at enhver social formation skaber kulturelle horisonter, der opridser konturer af såvel et godt liv, som det modsatte – ”en afgrund af fiaskoer”.

I senmoderne samfund kommer de negative kræfter til at dominere. Kravet om acceleration og dynamisk stabilisering skaber en stadig risiko og frygt for at sakke agterud og at være på kanten af en afgrund. Illustrativt er udviklingen af stadigt flere kvantitative indikatorer til overvågning, registrering og benchmarking af målopnåelse, overholdelse af grænseværdier og placering på diverse ranglister.

Rosa skelner mellem tre former for resonansforhold eller -akser: en horisontal, en diagonal og en vertikal.

Den horisontale akse udgør relationen til andre mennesker, familie, kærlighed, venner, kolleger – og som borgere i det civile samfund og i det politiske liv.

Den diagonale akse udgør relationen til den materielle tingsverden. Med industrialisme og moderne teknisk-videnskabelige verdensbilleder er naturen blevet ”affortryllet”, har mistet magi og ånd (jf. Max Weber), og så kan det være vanskeligere at forstå, hvad resonans skal betyde. Der findes dog på den anden side stadig udtryk og ideer, der peger i retning af resonansrelationer til naturen og som udtrykker menneskers søgen efter at lytte til naturens stemme. Det gælder fx når matematik omtales som ”naturens sprog”, når man søger formgivning på ”råmaterialets præmisser”, naturens skønhed efterlignes i poesi og kunst, liv har ”ret” til biodiversitet mv.

Den tredje akse, den vertikale, fremstår mere tentativt og søgende beskrevet i Rosas fremstilling. Den retter sig mod menneskets eksistens i verden som helhed, livet som totalitet. Historisk har det været religionens rolle at udfylde den relation, Gud er i rollen som ”den svarende verden”. Rosa citerer i bogen Demokrati har brug for religion (2023) fra Det Gamle Testamente, Kongernes Bog, Kong Salomon: ”Giv mig et lydhørt hjerte”.

Håbet om at forstå menneskets plads i universet som totalitet, at skabe resonans til verden, omtaler Rosa som ”religionens forjættelser”. Han anerkender religionens fortsatte eksistens og rejser spørgsmålet, hvilken rolle religion og ”religiøse længsler” fortsat spiller og kan spille i moderne menneskers liv?

Han søger – som andre sociologer før ham har gjort – at finde ækvivalenter til religion i moderne samfund. Vertikale resonansakser er kendetegnet ved, at de ”meddeler subjekterne erfaringen af en grundlæggende forbindelse med en magt, der angår eller indbefatter deres sameksistens som helhed”. Hans bud er værdifællesskaber, formidlet via kunst- og naturoplevelser, økologisk bevidsthed mv. Rosa bruger her filosofisk krævende udtryk som den ultimative virkelighed og dennesidig transcendens.

Rosas åbenhed overfor religion og religionens fortsat vigtige rolle i moderne demokratier har skabt udbredt interessen for hans ideer i teologiske og kirkelige kredse.