Caribiens historie

Spanierne tabte interessen for kolonierne på de Store Antiller efter erobringerne af Mexico og Peru 1519-1537. De mindre øer i Det Caribiske Hav koloniseredes ikke af Spanien, men Spanien opretholdt dog sit krav på eneret til besejling af alle ikke-portugisiske dele af Amerika. Monopolkravet anerkendtes ikke af de nordeuropæiske konkurrenter, der allerede fra 1500-tallets slutning med kapertogter og smughandel gjorde indhug i det spanske monopol. Det medførte, at de folkeretlige forhold forblev uklare, og at krig mellem europæiske stormagter ofte fortsatte i Caribien, selv når der var fred i Europa. Grænsen mellem søkrig, kaperfart og sørøveri var flydende.

Omkring 1625 begyndte den engelske og franske, senere hollandske og danske kolonisering af de øer, som spanierne havde ladet ligge, og med indførelsen af sukkerdyrkning på slaveplantager fra ca. 1640 fik de stor økonomisk betydning som en af de hurtigst voksende sektorer i den førindustrielle økonomi. Fra de mindre øer udgik koloniseringen af de større; fra 1655/1656 blev Jamaica den vigtigste engelske besiddelse, mens den vestlige del af Hispaniola, det nuværende Haiti, fra omkring 1665 koloniseredes af franskmænd. Spanien var ikke længere i stand til effektivt at forsvare sit monopolkrav, og 1700-tallet prægedes af mange krige mellem Frankrig og England. Ved 1700-tallets slutning havde England tilkæmpet sig søherredømmet; til gengæld bevarede Frankrig den rigeste af alle slavekolonierne, Santo Domingo på Hispaniola, indtil revolutionskrigene overskar forbindelsen til kolonien, og et slaveoprør mundede ud i republikken Haitis selvstændighedserklæring i 1804.

I 1800-tallet mistede Caribien i nogen grad både økonomisk og politisk betydning. Først med USA's mere aktive udenrigspolitik fra 1890'erne tiltrak området sig atter stormagternes interesse. På Cuba, der under spansk herredømme havde opbygget en rig sukkerproduktion i 1800-tallet, udbrød der i 1895 oprør mod Spanien. USA gik ind i krigen på oprørernes side, og ved freden i Paris 1898 blev Puerto Rico overdraget til USA, og Cuba fik sin selvstændighed, men på betingelser, der knyttede den nye republik nøje til USA. Anlæggelsen af Panamakanalen 1906-1914 styrkede yderligere USA's strategiske interesser i Caribien, og med en række interventioner i mellemkrigsårene viste USA sin vilje og evne til at forsvare disse interesser både mod naboer og over for de europæiske stormagter.

USA's fortsatte magtposition udfordredes af revolutionen på Cuba i 1959. Sovjetunionen sikrede sig herved gennem en årrække en allieret i Caribien, men udgangen af Cubakrisen i 1962 og den omstændighed, at USA endnu opretholder flådebasen Guantánamo i det sydøstlige Cuba, markerer USA's fortsatte økonomiske og politiske dominans i Caribien.

Som en del af afkoloniseringsprocessen efter 2. Verdenskrig blev Jamaica og Trinidad og Tobago selvstændige i 1962, og siden fulgte yderligere otte tidligere britiske områder i Caribien, mens de franske øer indlemmedes i Frankrig som to departementer, Guadeloupe og Martinique, og de hollandske øer integreredes i det hollandske kongerige. Yderligere fem områder er forblevet britiske territorier.

Migration har været et af de mest karakteristiske træk i samfundsudviklingen, siden slaveriets gradvise afvikling i 1800-tallet. De to hovedmotiver har været ønsket om at komme væk fra det sted, hvortil ens forfædre var bragt fra Afrika samt jagten efter arbejde. Som eksempler på migration inden for regionen kan nævnes strømmen af landarbejdere, der søgte til de store anlægsarbejder i forbindelse med Panamakanalens etablering i 1880'erne og 1904-1914 og tilstrømningen af sæsonarbejdere til plantagerne i Den Dominikanske Republik i de første tre årtier af 1900-tallet. I de sidste årtier af 1900-tallet var der en omfattende udvandring fra Haiti og Den Dominikanske Republik til mere velstående dele af regionen, hvor det især var arbejde inden for turistindustrien og bygningskonstruktion, der styrede vandringen. Kontinuerligt er der gået en udvandringsstrøm til USA, hvor de spansktalende fra Puerto Rico især slog sig ned i New York, mens cubanerne, der siden 1959 er flygtet af politiske årsager, overvejende bosatte sig i Florida. Fra de britiske og danske øer udvandrede et stort antal indbyggere til industriområderne ved østkysten samt Detroit og Chicago. Desuden er vestindere udvandret til de tidligere europæiske kolonimagter og har især bosat sig i industribyerne.