Af /The White House.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Bostonmassakren var en massakre, der fandt sted i Boston i kolonien Massachusetts da britiske tropper den 5. marts 1770 åbnede ild mod en folkemængde.

Faktaboks

Også kendt som

The Boston Massacre

Massakren var en del af optakten til Den Amerikanske Revolution.

En by i oprør

I 1760'erne voksede utilfredsheden med det britiske kolonistyre i de 13 amerikanske kolonier i Nordamerika. Værst stod det til i Massachusetts, hvor briterne i 1768 satte militæret ind for at sikre de britiske udsendtes sikkerhed.

Den 5. marts 1770 chikanerede en folkemængde (vurderet til ca. 300 mennesker) en britisk soldat, der stod vagt. Da yderligere syv soldater kom til, blev de overdynget af sten og snebolde af folkemængden. I panikken affyrede en soldat sit gevær, hvilket fik de øvrige soldater til også at skyde ind i folkemængden. Fem blev dræbt og yderligere seks blev såret.

Reaktion og retssag

I den kommende tid blev massakren brugt af oprørske grupper som Sons of Liberty og agitatorer som Samuel Adams som bevis på briternes brutalitet.

I november 1770 blev de britiske soldater (undtagen to) frikendt for mord i en retssag, der tiltrak sig stor opmærksomhed. De to dømte fik stærkt nedsatte straffe. Soldaterne blev forsvaret af Founding Father og senere præsident John Adams (som tilmed var fætter til Samuel Adams).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.