António Costa

António Costa er søn af forfatteren Orlando da Costa (1929-2006) og journalisten Maria Antónia Palla (f. 1933). Familien legemliggør så at sige det tidligere portugisiske kolonirige. Faderen var halvt indisk; han blev født i Maputo, som var hovedstaden i den tidligere portugisiske koloni Mocambique af en familie fra Goa, som var en portugisisk koloni i Indien.

Costa har i forbindelse med overtagelsen af posten som formand for Det Europæiske Råd udtalt, at han gerne vil anvende sine særlige rødder til at skabe bedre relationer mellem EU på den ene side og Afrika og Indien på den anden.

På grund af familieforbindelserne har Costa ud over portugisisk statsborgerskab også et såkaldt oversøisk statsborgerskab i Indien. Sidstnævnte fik han under et besøg som portugisisk premierminister hos den indiske premierminister Narendra Modi.

Costa fik eksamen fra det juridiske fakultet ved universitetet i Lissabon i midten af 1980'erne. Han har også en universitetsgrad i Europæiske Studier fra samme universitet. Han afsluttede den obligatoriske værnepligt i 1987 og praktiserede senere kortvarigt som advokat fra 1988, før han gik ind i politik på fuld tid.

António Costa meldte sig ind i Socialistpartiets ungdomsforbund allerede i 1975, da han var 14 år. Ved lokalvalget i 1982 blev Costa valgt som medlem af Lissabons byråd, og han blev genvalgt i 1985 og 1989. Ved det portugisiske parlamentsvalg i 1991 blev Costa valgt til det nationale parlament.

Til lokalvalget i 1993 blev Costa valgt som borgmesterkandidat for kommunen Loures, en forstad til Lissabon. Denne konkurrence vakte national opmærksomhed, fordi Costa udførte et kampagnestunt ved at etablere et kapløb mellem en Ferrari og et æsel. Det gjorde han for at fremhæve vanskelighederne med veje og transport til Lissabon og for at pege på nødvendigheden af bedre veje og en metroforbindelse til Loures. Costa tabte dog snævert borgmesterkapløbet til kandidaten fra den borgerlige koalition.

Ved præsidentvalget i 1996 var António Costa leder af Jorge Sampaios (1939-2021) kampagne for opstilling til at blive Portugals præsident. Costas første rolle i en socialistisk regering var som minister for parlamentariske anliggender under premierminister António Guterres mellem 1997 og 1999. Et ministerium for parlamentariske anliggender findes i en række lande med det formål at koordinere samarbejdet mellem regeringen og parlamentet, således at samarbejdet mellem de to dele af statsmagten bliver så gnidningsfrit som muligt. I Guterres' anden periode havde Costa jobbet som justitsminister fra 1999 til 2002. Costa koordinerede også tilrettelæggelsen af verdensudstillingen Expo '98 i Lissabon.

Efter parlamentsvalget i 2002, hvor Socialistpartiets led nederlag, blev Costa partiets parlamentariske leder i oppositionen. Costa var medlem af Europa-Parlamentet for Socialistpartiet i en kort periode fra 2004 til 2005. Han stod i spidsen for partilisten ved europaparlamentsvalget i 2004 efter topkandidat António de Sousa Francos (1942-2004) død. Costa trak sig imidlertid som MEP den 11. marts 2005 for at blive indenrigsminister i José Sócrates' (f. 1957) regering efter valget i 2005.

Costa var indenrigsminister fra 2005 til 2007 og borgmester i Lissabon fra 2007 til 2015. Han blev valgt som generalsekretær for Socialistpartiet i 2014, en post han havde indtil begyndelsen af 2024. Socialistpartiet – Partido Socialista – i Portugal svarer til Socialdemokratiet i Danmark. Fra 2015 til 2023 var han portugisisk premierminister, men han måtte trække sig efter en række skandaler i regeringen.

Det skete den 7. november 2023 i forbindelse med en undersøgelse, der involverede medlemmer af hans regering, angående påstået korruption og misbrug i forbindelse med håndtering af en række statsstøttede projekter i relation til den grønne omstilling af portugisisk økonomi.

Portugals præsident besluttede efterfølgende at opløse parlamentet og opfordrede til et hurtigt valg. Det blev afholdt den 10. marts 2024. Valget førte til et magtskifte, hvor lederen af den borgerlige opposition, Luís Montenegro (f. 1973), blev ny premierminister den 2. april 2024.

António Costa besluttede i 2007 at gå efter at blive sit partis spidskandidat til Lissabons byråd. Han blev valgt som Lissabons borgmester den 15. juli 2007 og genvalgt i 2009 og 2013. I april 2015 opgav han sit hverv som borgmester, så han kunne forberede sin kampagne til parlamentsvalget i oktober 2015.

Costa er tilhænger af fodboldklubben Benfica, og han var en hyppig tilskuer til deres kampe, mens han var borgmester i Lissabon. Han fulgte også Benfica til begge UEFA Europa League-finaler i 2013 og 2014.

I september 2014 valgte Socialistpartiet Costa som sin kandidat til at være premierminister i Portugal ved det nationale valg i 2015. I en afstemning om at vælge partiets spidskandidat besejrede han partileder António José Seguro (f. 1962), som derefter meddelte sin afgang.

Under valgkampagnen lovede Costa at lempe på besparelserne efter eurozonekrisen, som havde ramt Portugal hårdt. Han foreslog at sætte skub i jobskabelsen og den økonomiske vækst for ad den vej af reducere budgetunderskuddet i stedet for at spare sig til et mindre underskud. Endvidere ville han sænke skatterne for middelklassen og lavindkomstgrupperne. Han lovede også at rulle en meget upopulær forhøjelse af momsen på restauranter tilbage og at genindføre nogle fordele for embedsmænd.

Den 4. oktober 2015 kom den borgerlige koalition, der havde styret landet siden 2011, ind som nummer ét ved valget og vandt 38,6 % af stemmerne. Socialistpartiet blev nummer to med 32,3 %. Pedro Passos Coelho (f. 1964) blev i første omgang genudnævnt til premierminister, men António Costa dannede en alliance med de andre partier på venstrefløjen (bl.a. det portugisiske kommunistparti og partiet De Grønne). Costas koalition havde samlet set et flertal bag sig i parlamentet. De væltede derefter den borgerlige regering med et mistillidsvotum den 10. november 2015. Efter at have væltet den borgerlige regering blev Costa udpeget som Portugals nye premierminister af præsident Cavaco Silva fra den 26. november 2015.

I løbet af Costas første periode som regeringschef oplevede Portugal meget ødelæggende skovbrande, først i Pedrogão Grande i juni 2017 (med 65 døde) og senere over hele landet i oktober 2017 (med 41 døde). Regeringens håndtering af skovbrandene mødte offentlig kritik. I oktober 2017 lancerede den borgerlige opposition derfor et mistillidsvotum rettet mod Costas regering med henvisning til dens manglende evne til at forhindre tab af menneskeliv i de dødelige skovbrande. Den socialistiske mindretalsregering blev imidlertid fortsat bakket op i parlamentet af de to venstrefløjspartier.

I begyndelsen af 2019 overlevede Costas regering endnu et mistillidsvotum fra oppositionen, der blev indgivet på grund af en strejkebølge i den offentlige sektor. Forud for parlamentsvalget samme år udelukkede Costa fortsat en egentlig koalitionsregering med den yderste venstrefløj, hvis hans regeringsparti som forventet vandt valget. I stedet indikerede han, at han ville fortsætte det løse samarbejde med venstrefløjen efter valget.

Costas anden regering blev taget i ed den 26. oktober 2019. Denne regering viste sig at være meget ustabil, fordi den ikke havde nogen fast politisk aftale om et fælles politisk grundlag med venstrefløjspartierne.

Ved lokalvalget i 2021 forblev Socialistpartiet det største parti i landet, men led store tab i flere byer, bl.a. Lissabon, som gik til den borgerlige koalition. Resultaterne blev set som en advarsel til António Costa. Samtidig truede venstrefløjspartierne i efteråret 2021 med at afvise finansloven for 2022, hvis Costas regering ikke gav flere indrømmelser. Præsidenten advarede om, at en afvisning af at stemme for finansloven ville føre til et hurtigt valg. Sådan endte det, da venstrefløjspartierne gik sammen med højrefløjen og afviste finansloven for 2022. Valget blev udskrevet til afholdelse den 30. januar 2022.

Costa sejrede ved valget i 2022, hvor Socialistpartiet fik 120 mandater mod tidligere 108. Den store valgsejr blev betragtet som en stor tillidsafstemning til Costa og den portugisiske regerings håndtering af økonomien og covid 19-pandemien.

Costas tredje periode blev imidlertid præget af en bølge af skandaler, der påvirkede hans og regeringens popularitet negativt i meningsmålingerne. 11 ministre og statssekretærer forlod i løbet af perioden deres positioner på grund af påstande om korruption eller magtmisbrug. Den mest markante skandale var den såkaldte TAP-skandale. TAP, Transportes Aéreos Portugueses er Portugals statsejede, nationale flyselskab (svarende til SAS i Danmark), som blev grundlagt i 1945.

I december 2022 indgav transportminister Pedro Nuno Santos (f. 1977) sin afskedsbegæring efter offentlige protester mod en stor fratrædelsesgodtgørelse til en tidligere direktør i ministeriet.

Costa erstattede Santos med João Galamba (f. 1976), men sidstnævnte indgav sin afskedsbegæring i maj 2023, da TAP-skandalen eskalerede. Anledningen var, at Galamba havde skjult for parlamentet, at han havde foreslået, at den daværende TAP-chef Christine Ourmières-Widener (f. 1964) skulle mødes med parlamentarikerne fra Socialistpartiet før en parlamentarisk høring om hendes fratrædelsesgodtgørelse. Sagen endte med, at Widener blev fyret, da en undersøgelse fandt, at fratrædelsesgodtgørelsen var ulovlig. Galamba sagde i første omgang, at ideen til mødet med de socialistiske parlamentarikere var kommet fra TAP. Senere erkendte han, at det var ham selv, der havde fortalt Widener, at hun, hvis hun ville, kunne få et sådant møde, hvor hans rådgivere også ville være til stede.

Galamba tilbød nu at træde tilbage, men det afviste Costa. Han ville beholde ham i jobbet, selv om præsident Marcelo Rebelo De Sousa (f. 1948) og oppositionen mente, at Galamba skulle træde tilbage. Præsident Rebelo de Sousa reagerede ved at advare om, at Costas regering var nødt til at arbejde hårdere på at bevare den portugisiske offentligheds tillid til det politiske system. Men præsidenten undlod dog at bruge sin magt til at opløse parlamentet.

Den 7. november 2023 tilbageholdt den portugisiske anklagemyndighed Costas stabschef Vítor Escária (f. 1971). Samtidig informerede man om, at João Galamba nu var formelt mistænkt i en undersøgelse af påstået korruption i en ny sag om tildeling af statsmidler til lithiumminedrift, grøn brintproduktion og et stort datacenter. Der blev i den forbindelse gennemført over 40 ransagninger i bl.a. flere regeringskontorer og lokale regeringsbygninger. Costa var også under mistanke angående aftalerne om lithium og grønt brint og skulle vidne i den portugisiske Højesteret.

På den baggrund meddelte Costa samme dag, at han trådte tilbage som premierminister. Det skete i en tv-transmitteret erklæring, hvor han udtalte, at "værdigheden af premierministerens funktioner ikke er forenelig med nogen form for mistanke om hans integritet, hans opførsel og endnu mindre ved mistanke om kriminelle handlinger".

Portugals præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, accepterede Costas tilbagetræden samme dag. Costa og hans regering fortsatte dog som forretningsministerium frem til nyvalget den 10. marts 2024, som Luis Montenegro vandt på vegne af den borgerlige koalition, Demokratisk Alliance. Sidstnævnte blev den største politiske gruppe i parlamentet ved valget, mens Socialistpartiet kom ind på andenpladsen.

Angående skandalesagerne har efterforskningen efterfølgende affødt en del kritik. Anklagemyndigheden har indrømmet at have begået flere fejl. Bl.a. har man forvekslet navnene på António Costa og daværende økonomiminister António Costa Silva (f. 1952) i udskrifterne fra en aflytning.

I kølvandet på valget til Europa-Parlamentet i 2024 blev Costa betragtet som den førende kandidat til formandskabet for Det Europæiske Råd. Nogle indvendte, at Costa var uegnet til posten på grund af skandalerne i den regering i Portugal, som han havde stået i spidsen for. Men den generelle vurdering blandt de andre europæiske regeringsledere endte med at blive, at han ikke havde været direkte involveret i nogen af dem. Derfor kunne skandalerne ikke komme ham til skade.

Dermed var vejen banet for Costas overtagelse af formandsposten, og den 27. juni 2024 blev han valgt som formand for Det Europæiske Råd, som er en af de tre vigtigste topposter i Den Europæiske Union (EU) sammen med posten som kommissionsformand (den konservative Ursula von der Leyen fra Tyskland) og som EU’s udenrigschef (den liberale Kaja Kallas fra Estland, som tiltrådte den 1. december 2024). Posten som formand for Det Europæiske Råd skal som hovedregel besættes af en nuværende eller tidligere stats-/premierminister.

Den danske statsminister og socialdemokrat Mette Frederiksen var efter alt at dømme også i spil til posten som formand for Det Europæiske Råd. Hun faldt imidlertid især på, at der blandt de tre vigtigste topposter i EU også skal være en repræsentant fra et sydeuropæisk medlemsland, således at der er regional balance. Samtidig var Costa som socialist/socialdemokrat repræsentant for den tredje store politiske europæiske gruppering ved siden af den konservative EPP og den liberale Renew Europe. Endelig kan det også have spillet ind, at man har villet have en mand blandt personerne på de tre topposter.

Som formand for Det Europæiske Råd skal Costa lede diskussionerne ved møderne mellem EU’s 27 statsledere. Mange i EU-systemet håber, at Costa bliver en formand, som er stik modsat den tidligere formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel. Med det menes, at man håber, at Costas formandskab bliver præget af ro, selvbeherskelse og samarbejde og ikke med de mange konflikter og forskellige former for selvpromovering, som kendetegnede Charles Michels periode i rollen.

Det nævnes i den forbindelse som en fordel, at Costa ved overtagelsen af formandskabet var 63 år gammel, mens Michel kun var 48, da han gik af. Sidstnævnte har derfor også skullet anvende posten som formand for Det Europæiske Råd til at skabe et grundlag for den videre karriere. Samme ønske forventes Costa ikke at have.

Ved sin tiltræden som formand for Det Europæiske Råd erklærede Costa, at han både var borger i Lissabon, portugiser og europæer. Men han så på ingen måde nogen modsætninger mellem disse roller. ”Lissabon er min by. Portugal er mit land, og Europa er vores hjem”, sagde han. Samtidig slog han fast, at EU i den nye multipolære verden skulle holde op med at operere med begreber som ’det globale syd’ og ’det globale nord’. I stedet skulle EU tage udgangspunkt i, at de store problemer er globale og skal løses i fællesskab.

I 1987 giftede Costa sig med Fernanda Maria Gonçalves Tadeu (f. 1959), som er lærer. Parret har en søn og en datter.

• Det Europæiske Råd
• Charles Michel
• Danmarks EU-formandskab 2025