Algeriets nationalflag.

Algeriets nationalflag er lodret delt i grønt og hvidt og har i midten en rød halvmåne og en rød femtakket stjerne. Flaget er Algeriets primære nationale symbol og er nært knyttet til landets frihedskamp mod Frankrig i perioden fra 1954 til 1962.

Flagets symbolik

Halvmånen og stjernen er et symbol på islam, som er den vigtigste religion i Algeriet. Farven grøn bliver ofte beskrevet som islams farve, og farven hvid leder tanken hen på det umayyadiske kalifat, som erobrede det nuværende Algeriet og bragte islam til området i årene efter profeten Muhammeds død.

Flagets historie

Op gennem 1900-tallet anvendte forkæmpere for algiersk uafhængighed fra Frankrig forskellige grønne og hvide flag med røde symboler, herunder den islamiske halvmåne.

Før det nuværende flag blev Algeriets officielle nationalflag, blev det anvendt af Den Nationale Befrielsesfront, FLN, som i 1954 begyndte en kamp for algiersk uafhængighed. Da Algeriet i 1962 opnåede uafhængighed fra Frankrig, blev befrielsesfrontens flag landets nye nationalflag.

Flagets anvendelse

Flaget anvendes i dag som civilt og statsligt nationalflag både til lands og til vands. Algierske militære fartøjer anvender et særligt orlogsflag, som er magen til nationalflaget, men har to krydsede ankre i det øverste hjørne ved flagstangen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.