udenrigsminister

Udenrigsministerens (regeringens) kompetence er begrænset ved Grundlovens bestemmelse om, at han ikke uden Folketingets samtykke kan foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan han uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.

Ifølge Grundloven skal regeringen forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn. Det betyder, at regeringen på den ene side har pligt til at tage initiativet til en forhåndsdrøftelse af den pågældende sag i nævnet, men på den anden side ikke behøver dettes samtykke til at træffe den endelige beslutning.

Grundloven forudsætter ikke, at udenrigsministeren varetager enhver sag, der vedrører statens forbindelser med andre stater og med internationale organisationer.

I Danmark, såvel som i andre lande, sker det, at nogle af sagerne er henlagt til andre ministre, enten som udelukkende arbejdsområde eller i tillæg til varetagelse af en anden ministerpost.

Efter 2. Verdenskrig har man i Danmark i kortere eller længere tidsrum haft andre ministre end udenrigsministre til at varetage sager vedrørende fx FN og Norden, europæiske markedsanliggender, nedrustning, udenrigsøkonomi og samarbejdet med udviklingslandene.

Andre ministerområder har desuden — i takt med centraladministrationens internationalisering — fået stigende betydning som selvstændige operatører på deres internationale fagområder. Udenrigsministeriet har et nært samarbejde med fagministerierne om disse opgaver.

Men det er Udenrigsministeriets særkende, at det varetager de overordnede og tværgående danske interesser uanset fagopdeling på vegne af hele Rigsfællesskabet.