Shigellose er infektion med Shigella-bakterier. Sygdommen rammer hovedsageligt tyktarmen og giver diarré, ofte med blod. Shigellose kaldes også bakteriel dysenteri.

Faktaboks

Etymologi
Ordet shigellose er dannet af Shigella og græsk -osis 'tilstand, sygdom'.
Også kendt som
bakteriel dysenteri

Epidemiologi

Shigella dysenteriae er den farligste af de fire shigella-arter. Denne findes kun i troperne. Shigella sonnei og Shigella flexneri, som normalt giver mindre farlig sygdom, har gennem mange år været de dominerende arter i Danmark.

Shigellose er en almindelig årsag til diarré på verdensplan og fører til omkring 700.000 dødsfald årligt, de fleste blandt små børn under fem år.

Der bliver rapporteret 100-200 tilfælde årligt af shigellose. De fleste har erhvervet infektionen i Afrika og Asien, mens nogle få angiver Danmark som smittested. Sjældne gange opstår udbrud med mange sygdomstilfælde, der har fælles smittekilde.

Smittekilden

Mennesker er de eneste bærere af smitte. Smittekilden er altid patienters afføring. Smitte kan ske direkte mellem mennesker eller indirekte gennem kontamineret vand eller fødevarer. Der skal få bakterier til for at give sygdom.

Symptomer ved shigellose

Sygdomsbilledet, som normalt er akut, har diarré som det dominerende symptom. Afføringstømningerne er ofte meget hyppige. Det er ikke sjældent blod og pus i afføringen. Derudover har patienten ofte feber og smerter i maven og særligt i endetarmsregionen (tenesmi). Shigella-bakterierne kommer sjældent over i blodet.

Diagnose

Mistanke om shigellose kan opstå ud fra det patientens symptomer, men en definitiv diagnose kan kun fås ved at undersøge afføringen med genforstærkningsteknik (PCR) eller dyrkning.

Behandling af shigellose

De fleste tilfælde af shigellose i vestlige lande er milde og selvbegrænsende. Rigelig væsketilførsel er vigtig i behandlingen. I alvorlige tilfælde bruges også antibiotika, ofte af typen ciprofloxacin.

Kontrol og opfølgning

Der gælder særlige regler for ansatte i fødevareindustrien og i sundhedsvæsenet om opfølgning og kontrol efter gennemgået shigellose. Flere negative afføringsprøver skal foreligge før raskmelding.

Komplikationer

Hæmolytisk-uræmisk syndrom er en sjælden, men alvorlig komplikation ved Shigella dysenteriae. Ved Shigella flexneri kan reaktive artritter, som er en forbigående ledinfektioner, forekomme.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine. Da de fleste, der pådrager sig shigellose, smittes i udlandet, er det vigtigt, at turister og andre, der opholder sig i områder med dårlige hygiejniske forhold, varetager nødvendige hygiejniske forholdsregler mod smitte.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.