Radioaktiv forurening er uønsket spredning af radioaktive stoffer i miljøet. De radioaktive stoffer udsender ioniseret stråling, som kan have alvorlige effekter på menneskers sundhed. Endvidere kan strålingen give skader på dyr og planter i det omkringliggende miljø.

Radioaktiv forurening kan udledes og spredes fra bl.a. kernekraftværker, oparbejdningsanlæg til kernebrændsel og kernevåbensprængninger. Desuden kan det optræde i forbindelse med medicinsk anvendelse. Blandt de alvorligste og mest kendte ulykker med spredning af radioaktivitet fra kernekraftværker er ulykken på Tjernobylværket i 1986 samt ulykken på atomkraftværket Fukushima I i Japan i 2011.

Jod-131 er et radioaktivt stof, som kan ophobes i skjoldbruskkirtlen og derefter beskadiges af ioniserende stråling. Denne beskadigelse forebygges ved indtagelse af ekstra meget normalt jod, så det radioaktive jod 131 ikke sætter sig i skjoldbruskirtlen. Strontium-90 og cæsium-137 ophobes i levende organismer gennem fødekæderne, og radioaktivitet fra disse forbindelser kan skade planter og dyr; de kan desuden forekomme i skadelige mængder i fødevarer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.