broderiets historie

Det ældste kendte broderi i Norden findes på den trøje, som bronzealderkvinden i Skrydstrupfundet havde på, ca. 1350 f.v.t. Her findes tre broderiformer, bl.a. en syning med tungesting med snoreagtig overkastning, hvilket senere har udviklet sig til nålebinding. Fri syning med kontursting uden hensyn til bundstoffet kendes først i Norden fra Mammenfundet, der stammer fra sen vikingetid omkring 970.

I Indien og Kina menes broderi at være opstået omkring 3000 f.v.t. Ad handelsvejene, bl.a. Silkevejen, er såvel materialer som teknik nået til Mellemøsten og Middelhavslandene. Her udvikledes de broderiformer, som især fik betydning for Europas fyrstehoffer, og som gav inspiration til de folkelige broderier.

I Det Byzantinske Rige blev broderi med guld og silke som de dominerende materialer en kostbar og tidsrøvende dekorationskunst. Som mønstre benyttedes både ranke- og ornamentborter samt menneske- og dyrefigurer, ligesom heltebedrifter, guder og senere helgenskikkelser blev til broderi på dragter, tæpper, forhæng m.m.

Denne fortællende stil genfindes i Bayeux-tapetet, der er syet med kulørt uldgarn på hvidt lærred formentlig omkring årene fra 1070 til 1077. Syteknikken er bl.a. vendte kædesting/koralsting, splitsting samt nedlagt syning i de udfyldte partier. Mens beretningen er det væsentlige i Bayeux-tapetet, er overdådigheden det primære i de bevarede europæiske kroningskapper, som blev skænket til kirkerne i begyndelsen af 1000-tallet.

En ungarsk kroningskappe fra 1031 er dækket med broderi, hvor den fremtrædende teknik er nedlagt syning i guldtråd, ofte skygget med silke. Samme teknik var karakteristisk for middelalderens og højrenæssancens kirketekstiler. Fra Island og Tyskland kendes broderier til kirkeligt brug, der er udført med uldtråd på lærred i helt fladedækkende nedlagt syning.

I renæssancen og barokken blev broderi på verdslige dragter fremherskende. Teknikken med nedlagt syning i guld blev her suppleret med sprengning (en form for nedlagt syning) i guld og cantillesyning, syning med anvendelse af pailletter og perler samt silkebroderi i schattér-, flad- og knudesyning.

Mange af broderierne blev udført i klostrene, og med den sene middelalders og renæssances kappestrid om kostbart udstyrede dragter blev de også udført af professionelle broderere og perlestikkere. De virkede dels ved hofferne og på storgodserne, dels i egne værksteder med tilknyttede kunstnere, som i et vist omfang leverede de ønskede broderiforlæg.

Broderi har altid været et statussymbol — måske fordi det er unødvendigt. Fra de tidligste tider har det for kvinder været anset for en dyd at brodere og for dem selv en glæde. Således har der sideløbende med det professionelle broderihåndværk også eksisteret broderi som husflid, hvilket især blev udbredt, efter at de første trykte mønsterbøger for broderi udkom i 1500-tallet.

Hørdyrkningens udbredelse omkring år 1500 bevirkede, at det blev mode med hvide duge og sengeklæder samt at bære hvide underklædninger (skjorter og særke), som skulle ses ved hals og håndled — alt sammen dekoreret med broderi. En del af det kniplingsagtige broderi på bevaret undertøj er formentlig syet af kvinder. Det er også tilfældet med de i Danmark bevarede silkebroderede lærredsduge, der for størsteparten er fra 1600-tallet.

Flere nye broderiarter opstod i Sydeuropa og i England, hvor de udviklede sig til hele industrier, som for en del var baseret på eksport. Det hvide marseillebroderi, piquésyning, samt reticella og mange andre former for kniplingssyning nåede på denne måde Norden. Kniplingssyningen tillempedes de lokale behov og levede videre i en del af dansk almuebroderi, bl.a. som baldyring i hedebosyning.

I Danmark frembragtes mange broderede vægtæpper, hvori initialer og eventuelle våbenskjolde fungerede som slægtstavler. Navneklude er formentlig en udløber heraf.

Mod slutningen af 1600-tallet ændredes boligindretningen, og polstrede møbler kom på mode som erstatning for faste bænke og stole med løse bænkedyner og hynder. Sofaer og stole fik betræk med broderi i petitpointt, gros point og korssting på kanvas.

Mønstrene i 1700-tallets broderi var ofte akantusværk, blomster og båndslyng, der bl.a. blev broderet i schattérsyning med kulørt silke som udsmykning på rokokoens silkedragter. Både mønstrene og akkuratessen i udførelsen skyldtes påvirkning fra Østen, især Kina.

På Designmuseum Danmark i København og andre steder er der bevaret broderede forstykker til veste samt silkebaner beregnet til kjoler. De lette hvide ærmeflæser, der var tilbehør til tidens dragter, var ofte broderet i à jour-syning, der dannede kniplingslignende mønstre. Også Persiens og Kinas quiltede dragter blev efterlignet i Europas silkekjoler og andet modepræget tøj.

Med emigranterne kom quilteteknikken til Amerika, hvorfra den især kendes fra patchworktæpper. Mod slutningen af 1700-tallet begyndte kvinderne at sy små billeder med silke i kunstbroderi og knudesyning. Motiverne var naturalistiske landskaber, blomster og symbolske opstillinger i romantisk stil.

Med empirestilen omkring år 1800 blev hvidt bomuldstøj med broderi moderne, fx kjoler og dåbstøj. En ofte anvendt broderiteknik var her tamburering, som kom til Europa sammen med andet broderi fra Asien. Det hvide broderi blev gennem hele 1800-tallet anvendt til dragttilbehør eller dragtdele som kapper, underærmer og kraver, der blev udsmykket med bl.a. fransk og engelsk broderi samt tylsbroderi. Omkring midten af 1800-tallet kom korssting på stramaj og kanvas på mode til nyrokokoens møbelbetræk, puder, skærme og gulvtæpper. Perlebroderi og båndbroderi var ligeledes udbredt.

I løbet af 1800-tallet forsvandt broderiets betydning som professionelt håndbroderi, bl.a. på grund af broderimaskinens opfindelse i 1828. Til gengæld blev broderiet mere udbredt som fritidsbeskæftigelse.

Omkring år 1900 var det i Danmark almindeligt at brodere. Mange kvinder viste deres flid ved at sy tilbehør til hjemmet som fx spisestuesæt bestående af løber og lysedug, og sovekammersæt med pyntehåndklæde og løber med tilhørende flakonservietter til toiletbordet.

Endvidere blev undertøj, nattøj, forklæder og kraver pyntet med bl.a. udklipshedebosyning, richelieu og venetiansk broderi. Også kulørt fladsyning med perlegarn og amagergarn kom på mode, især til kaffeduge.

Korsstingsmønstrene, de såkaldte berlinerbroderier, var ligesom hovedparten af de påtegnede stoffer industrielt fremstillet. De blev importeret og forhandlet sammen med garn i broderiforretninger landet over. Et modtræk til denne industri udgik allerede midt i 1800-tallet fra kunstneriske kredse. Maleren P.C. Skovgaard og hans kone Georgia (1828-1868) udarbejdede mange mønstre og tegninger til broderier, og kunstnerdøtrene Kristiane Konstantin-Hansen (1848-1925) og Johanne Bindesbøll drev fra 1873 til 1903 den velrenommerede broderiforretning Boden i København.

Deres modeller blev overtaget af Clara Wæver, og senere arbejdede Haandarbejdets Fremme, Højskolernes Håndarbejde og forskellige håndarbejdsskoler for at bevare og højne broderiet. Broderi til kirkebrug blev ligeledes videreført, bl.a. af tekstilforskeren Elna Mygdal, log i nyere tid har dronning Margrethe flere gange tegnet mønstre til kirkelige broderier, bl.a. til bispekåber.

I dette århundrede trives broderi først og fremmest som fritidsinteresse, drevet frem af internettet og sociale medier. Men der findes også stadig professionelle broderivirksomheder, som udfører kostbare og prestigiøse broderiopgaver, primært til kongehuse, store modehuse og kirkelige institutioner.

Broderi har en visuel styrke, der egner sig godt til moderne medier, som i høj grad er billedbårne. Men broderi er også nærvær, taktile oplevelser og sansninger, som det moderne liv er fattigt på. Derfor er det ikke underligt, at broderi som hobby i disse år (2020’erne) oplever en fornyet popularitet. Broderiets skønhed og langsommelige fremstillingsprocesser kan i høj grad opleves som modvægt til hverdagens stress, overfladiskhed og hurtighed.

• broderi