Faktaboks

Officielt navn
THISE MEJERI A.M.B.A.
CVR-nummer
12425694
Adm. direktør
Per Godsk Nielsen
Bestyrelsesformand
Arne Bisgård

Thise Mejeri. Koen Zitti og dens oppasser Bianca introducerer et nyt produkt, Vesterhavsyoghurt, foran Fjaltring Købmandsgård sydvest for Lemvig i april 2010. Flere økologiske landmænd på Lemvigegnen er leverandører til Thise Mejeri.

.

Medarbejdere på Thise Mejeri pakker oste ind i bomuldsklæde. På mejeriet produceres flere typer danbo samt ost af bl.a. goudatypen. Produkterne sælges gennem supermarkedskæder og specialforretninger samt mejeriets eget udsalg.

.

Thise Mejeri er et dansk mejeri, grundlagt 1886 og fra 1988 videreført som økologisk andelsmejeri. Thise Mejeri var oprindeligt et traditionelt mejeri, men i 1988 tog en række økologiske landmænd kontakt til mejeriets ejer og dennes søn, mejeriingeniør Poul Johannes Pedersen, og foreslog en produktion af økologiske mejeriprodukter.

I begyndelsen havde virksomheden en del problemer med afsætning i konkurrence med bl.a. Arla Foods, men den fik efterhånden etableret sig på markedet, fra 1997 i fusion med Grindsted Mejeri ApS.

Thise Mejeri producerer og sælger i dag et bredt udvalg af mejeriprodukter, der inkluderer det islandske surmælksprodukt skyr, smør med sydesalt og Vesterhavsosten, lagret i mejeriets ostelager ved Bovbjerg Fyr.

Thise Mejeri indgik en afsætningsaftale supermarkedskæden Irma A/S, der senere blev udvidet til alle butikker under COOP amba, tidligere Fællesforeningen for Danmarks Brugforeninger, FDB, og derfor også involverer SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og Kvickly.

Thise Mejeri har 75 andelshavere, der årligt producerer 92 mio. kg mælk med en omsætning på ca. 700 mio. kr. (2013). I 2022 var indvejningen steget til 126 mio. kg mælk og omsætningen til 1,2 mia. kr.

Efteråret 2023 fratrådte Poul Johannes Pedersen efter 31 år på Thise mejeri og blev efterfulgt af Svend Schou Borch som administrerende direktør. Den nye direktør for Thise har tidligere ansættelser i kødindustrien og erfaring med økologisk fødevareproduktion. Svend Schou Borch fratrådte dog allerede i februar 2025, idet bestyrelsen for Thise Mejeri ønskede en klarere økologisk profil for mejeriets ledelse. Svend Schou Borch blev efterfulgt af den tidligere finansdirektør i mejeriet, Per Godsk Nielsen.

Regnskab

2025 2024 2023
Nettoomsætning 1.762 mio. kr. 1.481 mio. kr. 1.424 mio. kr.
Egenkapital 233 mio. kr. 221 mio. kr. 210 mio. kr.
Årsresultat 33 mio. kr. 31 mio. kr. 31 mio. kr.
Ansatte 302 291 273

Kilde: CVR og KM24

Læs mere i Lex

Eksterne links

Indhold fra TrapDanmark

I slutningen af 1980’erne var det svært for de økologiske mælkeproducenter at afsætte deres mælk. Syv landmænd og en bestyrer af et mindre mejeri besluttede derfor at starte en produktion af økologisk mælk på mejeriet Thise. Først Irma og senere hele Coop blev mejeriets største kunde. Med en omsætning på omkring 1 mia. kr. er Thise et af landets største mejerier, kun klart overgået af Arla. Fra kun at producere mælk fremstillede de 225 medarbejdere i 2017 omkring 85 forskellige produkter. Thise Mejeri a.m.b.a. ejes af de 70 andelshavere, der leverer mælken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.