Rassemblement National

Partiet var inspireret af det neofascistiske MSI i Italien, og fra dem overtog de både programmet og logoet, en flamme i landets farver. Jean-Marie Le Pen blev valgt til leder, fordi han var den mest moderate. Under hans ledelse blev det neofascistiske nedtonet til fordel for en særlig fransk national-populisme, hvis ingredienser er modstand mod kommunisme, kapitalisme, islam og EU.

Det første årti var resultaterne skuffende. Ved valget i 1981 fik FN blot 0,18 procent af stemmerne. Det fik Jean-Marie Le Pen til at skrive til den socialistiske præsident François Mitterrand og klage over, at han ikke havde adgang til medierne, der dengang var statsstyrede. Mitterrand imødekom ønsket, ikke af sympati for Le Pen, men fordi et stærkt og synligt ekstremt højre ville være en klods om benet på den borgerlige opposition.

I februar 1984 så franskmændene således for første gang Jean-Marie Le Pen på landsdækkende TV, og han gjorde stort indtryk; ved valget til Europa-Parlamentet et par måneder senere fik Front National 10,52 procent af stemmerne.

Det blev starten på en langsom, men tilsyneladende ustoppelig fremgang for partiet, trods Jean-Marie Le Pens gentagne provokationer. Princippet i hans kommunikation var dobbelttydighed: Han skulle sende signaler til det racistiske og antisemitiske bagland, men på en måde, som ikke skræmte de mere moderate vælgere væk.

Da han i 1988 kaldte jødeudryddelserne ”en lille detalje i historien om 2. Verdenskrig” vakte han imidlertid oprigtig forargelse, og mange troede, at han var færdig. Alligevel fik han næsten 15 procent af stemmerne til præsidentvalget i 1988, en score han gentog i 1995.

Partiet blev splittet i 1998, da en gruppe fra partitoppen, bl.a. Bruno Mégret (f. 1949), ville have mere indflydelse og derfor blev ekskluderet. Striden svækkede Front National, men ved præsidentvalget i 2002 gik Jean-Marie Le Pen med 16,58 procent overraskende videre til anden valgrunde.

Resultatet sendte chokbølger gennem det franske samfund. For første gang var det yderste højre til stede i anden runde, og medier, politikere, intellektuelle og borgere gik sammen for at sikre, at le Pen ikke skulle vinde i anden runde. Den massive mobilisering virkede, og Jacques Chirac vandt med 82,21 procent af stemmerne.

Lederskiftet markerede også et stilskifte. Jean-Marie Le Pen havde aldrig for alvor ønsket at vinde magten; han var tilfreds med at være en fredsforstyrrer og en provokatør og med af og til at påvirke de politiske beslutninger indirekte. Marine Le Pen var anderledes. Hun ville gøre FN til et regeringsparti, og hun lagde en strategi for at nå dette mål.

Strategien var at ”afdæmonisere” FN for at gøre politiske alliancer mulige. Der blev effektivt lagt låg på de antisemitiske eller racistiske udfald, de mest ekstreme elementer blev renset ud af partiet, familiepolitikken blev moderniseret, og den nationale dagsorden blev suppleret med en social dagsorden: forsvaret af den franske arbejderklasse, der for alvor var begyndt at føle sig truet af globaliseringens udflytninger.

Målet var at vinde terræn på de gamle borgerlige partiers domæne, overtage den nationalkonservative fløj og blive det nye tyngdepunkt på højrefløjen. Jean-Marie Le Pen, der ikke var enig i kursskiftet, blev i 2015 ekskluderet fra partiet. Sidste etape i partiets transformation var navneskiftet til Rassemblement National, National Samling, i 2018.

I 2012 blev Marine Le Pen nummer tre i første runde med 17,9 procent af stemmerne, altså flere end faderen havde fået ved chokvalget et årti tidligere. I 2017 fik hun 21,3 procent i første runde og 33,9 procent i anden runde mod Emmanuel Macrons 66,1 procent. I 2022 blev resultatet 23,2 procent i første runde og 42,5 procent i anden runde mod Emmanuel Macrons 58,5 procent. Ved det efterfølgende parlamentsvalg fik Rassemblement National sit bedste valg nogensinde med 89 deputerede. Det blev dermed det største oppositionsparti i Nationalforsamlingen.

Det var lykkedes for Marine Le Pen at gøre Rassemblement National til tyngdepunktet på den franske højrefløj; det traditionelle store borgerlige parti. Skønt hun ikke havde vundet magten endnu, havde hun gjort partiet til den mest stabile faktor i et uroligt politisk landskab. Vigtigst var nok, at hun ikke fremkalder samme stærke modvilje som faderen. Da Jean-Marie Le Pen nåede anden runde i 2002, var hele samfundet mobiliseret mod ham. I 2022 opfattedes Marine Le Pen næsten som en kandidat på linje med alle andre.

Det nye formandskab fik sin første store succes ved valget til Europa-Parlamentet i juni 2024, hvor Rassemblement National fik 31,4 procent af stemmerne. Det var mere end dobbelt så mange som nummer to, præsident Emmanuel Macrons centrumskoalition, der fik 14,6 procent. Dette ydmygende valgnederlag fik præsident Macron til at udskrive parlamentsvalg i Frankrig.

Partiets ultimative mål – at erobre præsidentposten i 2027 – kaster dog en stor skygge over den politiske triumf. Truslen stammer fra det retslige efterspil i sagen om misbrug af EU-midler, hvor anklagemyndigheden har krævet Marine Le Pen frakendt sin valgbarhed.

Hvis Le Pen ender med at blive juridisk forhindret i at stille op, står partiet over for et skelsættende historisk øjeblik, hvor den unge Jordan Bardella formodentlig må overtage rollen som partiets præsidentkandidat. Det er uvist, hvad det vil gøre ved dynamikken i partiet, hvor der hidtil har været et helt afklaret magtforhold mellem de to.

Til gengæld ser det ikke ud til at påvirke partiets chancer for endelig at gribe præsidentposten. Et år før valget har meningsmålinger udpeget Jordan Bardella som favorit, uanset hvem han kommer op mod.