Faktaboks

Lars Møller

Arĸaluk (ny retsstavning: Aqqaluk)

Født
9. januar 1842
Død
20. januar 1926
Bogtrykker og redaktør Lars Møller. Billedet er taget efter 1892, hvor han fik Fortjenstmedaljen, som han bærer på billedet.
Af /Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Lars Møller var en grønlandsk bogtrykker, litograf og redaktør. Som 15-årig blev han ansat ved det nyoprettede trykkeri i Nuuk som lærling og medhjælper.

Det var ellers planen, at han skulle oplæres som fanger som sin far, men inspektøren for Sydgrønland, H.J. Rink, fik øje på ham og tilbød ham pladsen som lærling i det trykkeri i Nuuk, som han havde fået oprettet i 1857.

Grønlandske sagn

Noget af det første, der blev trykt, var en række grønlandske sagn, som H.J. Rink havde fået indsamlet. De blev illustreret med træsnit af bl.a. Aron fra Kangeq, Jens Kreutzman og Rasmus Berthelsen, som Lars Møller farvelagde.

I audiens hos kongen

Lars Møller var i vinteren 1861-62 på overvintring med H.J. Rink i Danmark. I mellemtiden var han i lære hos bogtrykkeren Louis Klein.

Under opholdet var de i audiens hos kong Frederik 7., som de gav et album med titlen ”Prøver af Grønlandsk Tegning og Trykning 1857-61”. Albummet indeholdt 91 tegninger, litografier og akvareller. Det findes i dag i Kongens Håndbibliotek på Christiansborg og blev genoptrykt i 1980.

Grønlands første avis

Da avisen Atuagagdliutit begyndte at udkomme i 1861, var den også illustreret med Lars Møllers farvelagte billeder. Det var den første avis i verden, der var illustreret med billeder i farve.

Han afløste i 1874 Rasmus Berthelsen som redaktør for avisen og arbejdede som redaktør indtil 1922, hvor han blev pensioneret som 80-årig.

Under sit virke som redaktør for Atuagagdliutit sørgede han for publiceringen af utallige beretninger om fangst og fiskeri, referater af årets begivenheder og oversatte tekster fra udlandet.

I årene 1910-1920 var der i Atuagadliutit en betydningsfuld debat om Grønlands udvikling og grønlændernes identitet.

Andet virke

Ved siden af jobbet som redaktør virkede Lars Møller som tolk og rådgiver.

Han deltog i A.E. Nordenskiolds ekspedition på Indlandsisen i 1883, hvorfra han udarbejdede en række tegninger og skitser.

Fortjenester

I 1892 fik han Fortjenstmedaljen i sølv og i 1917 Dannebrogordenen.

Foran Ilinniarfissuaq, seminariet i Nuuk, står der en mindesten for Lars Møller.

Familie

Lars Møller og hans kone Louise Malene Kristiane Rasmussen (1847-1928) fik fire børn, her i blandt sønnerne Stephen Møller og John Møller, som begge fik stor indflydelse på udviklingen af det grønlandske samfund.

Læs mere i Lex

Til videre læsning

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.