Adenokarcinom er en type kræft, der stammer fra kirtelvæv og slimhinder beklædt med kirtelepitel. Det er en af de mest almindelige kræfttyper i verden.

Faktaboks

Etymologi
Af græsk aden 'kirtel' og karkinos 'kræft'.

Der findes mange forskellige kirtler og slimhinder i kroppen, der alle kan give anledning til kræft. De mest almindelige typer adenokarcinom er tyktarms- og endetarmskræft, lungekræft, prostatakræft og brystkræft.

Årsager til adenokarcinom

Eksempel på adenokarcinom. Adenokarcinom opstår i kirtelvæv og vil ofte have træk tilfælles med det væv, det stammer fra.

A: Viser histologisk udsnit af lungekræft, som her er et adenokarcinom. Man kan stadig se ,at der er nogle hulrum, som ligner de luftfyldte hulrum (alveoler), der normalt er i lungevævet. De celler, der udklæder hulrummene, er bare ikke normale. Cellerne er store og kernedominerede og ligger alt for tæt. De er ondartede.

B: Histologisk udsnit af normalt lungevæv med alveoler og blodkar. Her er cellerne normale. De har normal størrelse og ligger ikke helt tæt, som de gør i et adenokarcinom.

Adenokarcinom i lungen og normalt lungevæv
Licens: CC BY NC SA 3.0

Årsagerne til adenokarcinom er i de fleste tilfælde ukendt. I det hele taget skyldes kræft en ganske kompleks kombination af forskellige faktorer.

Nogle kræftformer er stærkt knyttet til arvelige genforandringer. Et eksempel på dette er mutationer i BRCA1- og BRCA2-generne. Personer med disse genforandringer har en meget større risiko for at få brystkræft og æggestokkræft end dem, der ikke har en af disse genfejl. Der er også flere forskellige arvelige genforandringer, der giver øget risiko for tarmkræft, fx Lynch syndrom (mutationer i mismatch repair-gener) eller familiær adenomatøs polypose (mutation i APC-gen). Arvelige genforandringer i mismatch repair-gener vil ud over risiko for tarmkræft også give øget risiko for kræft i livmoderen, æggestokke, mavesæk, galdegange og andre organer.

Tyktarms- og endetarmskræft er mere almindeligt i vestlige lande end i fx Asien. Der er en del, der tyder på, at dette ikke kun skyldes arvelige faktorer, men at det også har noget at gøre med den kost, man indtager.

Andre miljøfaktorer kan også være årsag til adenokarcinom. Det gælder fx rygning, som giver en øget risiko for lungekræft, både adenokarcinom og planocellulært karcinom. Asbest, arsenik og diverse andre industrielle kemikalier og mineraler er også kendt for at give øget risiko for at udvikle adenokarcinom.

Kronisk betændelse og irritation af slimhinder giver også en øget risiko for, at der udvikles adenokarcinom. Der er fx en øget risiko for kræft i den nederste del af spiserøret, hvis der er kronisk irritation af slimhinden på grund af refluks af mavesyre.

Symptomer på adenokarcinom

Hvilke symptomer den enkelte får, afhænger af, hvilket organ kræften opstår i.

  • Ved brystkræft kan der opdages en knude, enten af personen selv eller ved mammografi.
  • Prostatakræft behøver ikke give symptomer, men det kan give vandladningsproblemer, og i mange tilfælde kan man måle en høj PSA (prostataspecifikt antigen) i en blodprøve.
  • Ved tyktarms- og endetarmskræft kan man få blod i afføringen, mavesmerter eller ændringer i afføringsmønsteret, men denne kræfttype giver heller ikke altid symptomer. Blandt andet derfor er det nationale screeningsprogram indført.
  • Adenokarcinom i lungen vil ofte vise sig med hoste, åndenød eller blodigt opspyt, men det kan også være uden symptomer i lang tid og eventuelt først give symptomer, når svulsten trykker på bronkiegrene eller andre af de omkringliggende strukturer.
  • Adenokarcinomer, der opstår i bugspytkirtlen, lever eller hormonproducerende kirtler, kan give få symptomer, men de kan også give gulsot eller symptomer, der kan knyttes direkte til hormonproduktionen.

Diagnose

Kræftdiagnosen stilles på baggrund af både symptomerne, det, der findes på scanninger og røntgenbiller, og det, der findes i vævsprøver (biopsi). Der er således ofte involvering af mange afdelinger på sygehuset, når der skal udredes for kræft.

Ved mistanke om kræft vil man i langt de fleste tilfælde forsøge at udtage en vævsprøve eller en cytologisk prøve for at stille diagnosen. Vævsprøven sendes til en patologiafdeling, hvor man finder ud af, om der er kræft eller ej, og i tilfælde af kræft vil man også undersøge, hvilken type af kræft der er tale om. Man vil ofte også undersøge forskellige markører, der kan sige noget om, hvilke behandlingsmuligheder der er.

Ved mistanke om kræft i bugorganer benyttes der ofte en radiologisk undersøgelse med fx ultralyd og/eller CT scanning for at udtage vævsprøver mere præcist. Ved mistanke om kræft i rørorganer, fx luftveje, spiserør, mavesæk, tarm, kan man lave en kikkertundersøgelse (endoskopisk undersøgelse), hvor man med en lang fleksibel kikkert/mikroskop kan undersøge slimhinden og evt. udtage biopsier eller fjerne mindre svulster og polypper.

Screening for adenokarcinom

I Danmark findes der nationale screeningsprogrammer for kræft i bryst, tyktarm og endetarm samt livmoderhalsen.

  • Brystkræftscreening: Hvis en svulst opdages ved screening med mammografi, vil personen blive indkaldt til videre undersøgelser med blandt andet biopsi, som sendes til undersøgelse på en patologiafdeling.
  • Tarmkræftscreening: Ved tarmscreening udføres der en kikkertundersøgelse (endoskopisk undersøgelse), hvis der er fundet blod i afføringen. Ved kikkertundersøgelsen ses der efter, om der er polypper eller synlige svulster eller sår i tarmen. Man tager biopsier eller fjerner polypperne. Vævsprøverne sendes til en patologiafdeling, hvor de undersøges nærmere.

Patologi

Adenokarcinomer opstår i kirtelvæv og slimhinder beklædt med kirtelepitel, og de vil ofte have træk tilfælles med det væv, det stammer fra (se eksempel i billedet). Man vil ofte se nogle hulrum, der gør, at det ligner en kirtel, men til forskel fra en almindelig kirtel vil cellerne i et adenokarcinom være ondartede (maligne) og ligge tæt og nogle steder i klumper. Nogle gange er der tvivl om, hvorvidt tumoren er fra det organ, hvor vævsprøven er taget, eller om det er en tumor, der kommer fra et andet organ (metastase). Man kan skelne mellem forskellige typer af adenokarcinom ved at undersøge, hvilket mønster tumoren vokser i, og ved at benytte immunhistokemiske farvemetoder.

Behandling af adenokarcinom

Behandlingen af adenokarcinom afhænger af, hvilken type kræft der er tale om, og hvor udbredt sygdommen er. Man vil så vidt det er muligt fjerne tumoren komplet, enten ved en operation på kirurgisk afdeling eller ved stereotaktisk strålebehandling på en onkologisk afdeling. Nogle gange er det ikke muligt at benytte operation eller stereotaktisk strålebehandling, fordi tumoren sidder et svært tilgængeligt sted, eller fordi tumoren vokser ind i tilstødende organer. Det samme gælder, hvis den har spredt sig på anden vis til andre organer. I sådanne tilfælde vil man ofte benytte forskellige typer af kemoterapi og/eller stråleterapi. I nogle tilfælde undersøges det, om det er muligt at anvende immunterapi eller målrettede behandlinger, der er rettet specifikt mod bestemte genforandringer, fx antistofbehandling rettet mod HER2, hvis der findes HER2-genforandring i vævsprøven.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.