Faktaboks

Edith Rode

Født Nebelong

Født
1879
Død
1956

Edith Rode var en dansk forfatter, gift med Helge Rode.

Opvækst

Edith Rode voksede op som ældste datter i et velstillet borgerligt hjem i København. Faderen var professor og hofmedicus, og hans døtre, skildret i De tre smaa Piger (1943), som Edith Rodes charmerende og succesrige erindringsbog om barndomshjemmet kom til at hedde, fik friere livsudfoldelsesmuligheder end tidens andre kvinder.

Forfatterskab

Alligevel rystede debutromanerne Misse Wichmann og Maja Engell (begge 1901) borgerskabet med deres frie fremstilling af kvinders erotiske behov. På bryllupsrejse med sin første mand i Italien i 1902 forelskede Edith Rode sig stormende i forfatteren Helge Rode, som hun senere giftede sig med. Tilfredse Hjerter (1905) hedder romanen om kærlighedsvalget, som følger forfatterens egen historie ganske tæt.

Noveller og noveletter

De følgende år udkom en lang række noveller og novelletter, en genre, Edith Rode findyrkede, og som passede til offentliggørelse i de dag- og ugeblade, hun fik journalistisk arbejde på. Hun arbejdede med den iagttagende, selektive fortællertype, også i erindringsbøgerne Der var engang (1951), Paa Togt i Erindringen (1953) og Paa Rejse i Livet (1957).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.