Hunnestadmonumentet er et stort monument i Skåne fra vikingetiden, der oprindelig stod rejst ved bebyggelsen Hunnestad nordvest for Ystad.
Man ved fra Ole Worms afbildning i værket Monumenta Danica (1643), at monumentet på hans tid bestod af i alt otte sten, to med runeindskrifter og billeder, tre kun med billeder og tre uden udsmykning. Heraf er fire bevaret, den ene, en af billedstenene, er først genfundet i 2020. Stenene er i dag udstillet på Historiska Museet i Lund efter en flytning i 2024 fra en tidligere opstilling i Kulturen.
De to sten med både runeindskrifter og billeder er bevaret. Den ene, der på et tidspunkt er sprængt i stykker, viser en øksebærende mand. Det meste af indskriften er bevaret og lyder: Asbjørn og Tomme, de satte denne sten efter Roi og Leikfrød, Gunne Hånds sønner. Den anden runesten er udsmykket med et ligearmet græsk kors. Indskriften lyder: Asbjørn satte denne sten efter Tomme, Gunne Hånds søn. Det er således de samme sønner af Gunne Hånd, der omtales.
Af de tre billedsten er den ene gået tabt. Den havde en fremstilling af et dyr, der muligvis er fenrisulven. Bevaret er den genfundne sten, der fremviser et firebenet dyr samt en sten, der antagelig viser en fremstilling jættekvinden Hyrrokkin, der rider på en ulv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.