Hamlet (tragedie af William Shakespeare)

Tragedien åbner under et vagtskifte ved midnat på Kronborgs murværk, hvor et genfærd, der ligner den nyligt afdøde kong Hamlet, viser sig. Prins Hamlet, der er kaldt hjem fra sine studier i tyske Wittenberg, efter sin fars pludselige død, opsøger senere genfærdet. Genfærdet pålægger Hamlet at hævne sig, da han blev myrdet af sin bror Claudius, der kort efter har besteget tronen og ægtet enkedronning Gertrude. Hamlet sværger hævn, men tvivler på ægtheden af genfærdet og dets påstand. Han beslutter at optræde som vanvittig, mens han søger bevis for forbrydelsen.

Politisk ustabilitet ulmer, ikke blot da den norske prins Fortinbras passerer gennem Danmark på vej i krig mod Polen, men også internt, hvor den nye konge muntert fester, inden sorgen over den afdøde konge er omme.

Hamlets opførsel sårer hans elskede, Ophelia, og foranlediger Claudius til at hidkalde hoffolkene Rosencrantz og Guildenstern til at spionere mod Hamlet. Samtidig ankommer en omrejsende skuespiltrup. Som led i sin plan om at afsløre Claudius beder Hamlet spillerne opføre The Murder of Gonzago, der spejler mordet på faderen.

Claudius og Polonius organiserer et møde mellem Hamlet og Ophelia, som de iagttager i hemmelighed. Mødet kulminerer med Hamlets voldsomme afvisning af Ophelia. Hamlet instruerer skuespiltruppen inden opførelsen af The Murder of Gonzago. Claudius reagerer voldsomt under skuespillet, og Hamlet bliver bestyrket i, at han skal hævne sig. Fra det øjeblik ved både morderen Claudius og hævneren Hamlet, at de stræber hinanden efter livet. Da Hamlet opdager en bedende Claudius og muligheden for hævn opstår, tøver Hamlet dog med at dræbe, da han ikke ønsker at give Claudius' sjæl hvile i Himlen. Hamlet opsøger Gertrude, uvidende om, at Polonius, der vil beskytte dronningen mod den gale prins, skjuler sig bag et forhæng. Hamlet dræber uforsætligt Polonius i den tro, at han er Claudius.

Claudius, der mærker jorden brænde under sig, sender Hamlet som ambassadør til England fulgt af Rosencrantz og Guildenstern. Hamlet opdager dog det bagvedliggende komplot om at dræbe ham straks efter ankomsten, og sender i stedet Rosencrantz og Guildenstern i døden.

Ophelia er blevet vanvittig efter Hamlets voldsomme afvisning af hende, og i sorg over faderens død drukner hun sig. Claudius overtaler Laertes, der holder Hamlet ansvarlig for søsterens selvmord, til en dødelig plan om at dræbe Hamlet i en duel med en forgiftet sværdspids. Claudius selv forbereder et forgiftet bæger vin, i fald Laertes ikke formår at såre Hamlet.

Hamlet vender tilbage til Danmark og møder Horatio på kirkegården, hvortil også Ophelias begravelsesoptog ankommer i natten. Det kommer til en konfrontation med hendes bror, Laertes, og de aftaler en duel. Claudius' og Laertes’ komplot går dog skævt, da Gertrude drikker vinen, og sværdene forbyttes, så både Hamlet og Laertes såres af giftspidsen. Hamlet dræber endelig Claudius. Efterladt som den eneste overlevende er Horatio, der fortæller den tilbagevendende, sejrrige Fortinbras om tragedien. Fortinbras bliver ny konge over Danmark.

Hamlet er kendt for stykkets eksistentialistiske refleksioner over liv og død, væren og handlen. Hamlet er en paradoksalt figur. Hans projekt er at hævne faderens død, men han formår ikke at udføre hævnmordet. I stedet bevidner tilskueren hans moralske overvejelser om hævnen og sin egen væren, i sidste ende udmøntet i tanken om selvmord. Døden er allestedsnærværende, tematisk og scenisk konkret: fra det overnaturlige genfærd til de jordiske rester af narren Yorick. Ligesom den er til stedet i kongemordet, der går forud for stykkets begyndelse, og som iscenesættes af skuespillerne. Desuden i Ophelias selvmord, som publikum ikke ser, men får detaljeret genfortalt, og i hendes begravelsesoptog i natten. Endelig i den totale udslettelse af samtlige hovedkarakterer.

Et markant formgreb er stykkets metateatralske behandling af selve teatrets væsen, der kommer til udtryk blandt andet i det indlagte ”play-within-a-play”. På samme vis komme det til udtryk i Hamlets konkrete og detaljerede instruktioner til skuespillertruppen, i hans refleksioner over relationen og identifikationen mellem spiller og rolle, og naturligvis i Hamlets eget rollespil som gal. Centrale omdrejningspunkter er således selve skuespilkunsten og teatrets påvirkningskraft på tilskueren, lige som det at spille roller i det sociale liv; at forestille og foregøgle. Temaet forgrener sig til refleksionen over virkelighed og illusion, kondenseret i blandt andet tvivlen om genfærdets eksistens. Som Hamlet siger, skal kunsten holde ”a mirror up to nature”, men hvad hvis spejlet – eller motivet – er forvrænget?

Temaet om krig og magtovertagelse danner et vigtigt politisk bagtæppe for stykket, hvor den norske Fortinbras indtil den sidste scene udgør en uset implicit trussel. Ligeledes spejles Shakespeare tidens politisk-religiøse opbrud med referencer til det protestantiske Wittenberg, genfærdet i det katolske purgatorium og stykkets overvejelser om synd og filosofisk humanisme.

I 1700-tallet fandt blandt andre Voltaire stykket vulgært og barbarisk (Dissertation sur la Tragédie, 1748). Senere i samme århundrede fascinerede stykkets overnaturlige mystik. Johann Wolfgang von Goethe indlagde en iscenesættelse af Hamlet i romanen Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-1796) og var, ligesom senere romantikerne, optaget af Hamletkarakterens konfliktfyldte, melankolske kompleksitet og af Shakespeares geni.

Den russiske forfatter Ivan Turgenev stillede i 1860 Hamlet over for den samtidige Miguel de Cervantes' romanfigur Don Quixote som illustration af den skeptiske handlingslammede type over for den pligt- og handlingsdrevne. Hamlet-karakterens eksistentialistiske lidelse tages ligeledes under behandling af filosoffen Friedrich Nietzsche i Tragediens Fødsel (1872). Den danske forfatter Johannes V. Jensen så derimod i 1920'erne bag Shakespeares og Saxos Hamlet "simulanten", en variant af hofnarren og spor af en oprørsk ønskedrøm hos de underkuede, trællene.

I psykoanalysen har Hamlet-figuren fået enorm betydning, ikke mindst hos Sigmund Freud, som anvendte figuren i sin udvikling af Ødipuskomplekset, senere videreudviklet af Ernest Jones (Hamlet and Oedipus, 1949) og Jacques Lacan.

Hamlet har ligeledes dannet grundlag for adskillige gendigtninger, ligesom stykket er et hyppigt referencepunkt i litteratur, billedkunst, musik og populærkultur.

Stykket har således dannet grundlag for så forskelligartede versioner som den tyske Haupt- und Staatsaktion Der bestrafte Brudermord (manuskript fra 1710, trykt 1781), Tom Stoppards absurde komedie Rosencrantz and Guildenstern Are Dead (1966) og Heiner Müllers postmoderne Hamletmaschine (1977).

I litteraturen finder vi bl.a. Hamlet indlagt som digt i Boris Pasternaks roman Doktor Zhivago. Og i James Joyces Ulysses ses en fortolkning af Shakespeares Hamlet som en slags tematisk spejling. Ofte ses Hamlet fortolket som en typisk moderne eller endda modernistisk figur.

Enorm udbredelse har stykket fået gennem Disneys animationsfilm The Lion King (1994), iscenesat som musical af Julie Taymor (f. 1952) i 1997. Såvel filmen som musicalen har musik af Elton John og Tim Rice.

Saxos og Shakespeares Hamlethistorie har været genstand for en række om- og nydigtningsforsøg på dansk, bl.a. som drama af Johannes Ewald Hamleth (ca. 1777), Adam Oehlenschläger med Amleth (1846), Kaj Munk med Shakespeares Hamlet (1938) og som digt af Sophus Claussen med "Dronningen i Thule".

Fra nyere tid kan nævnes Peter Schaufuss’ Hamlet-ballet (1996) med musik af Sort Sol, Line Knutzons groteske Hamlet (2009) som dukketeater og operaen Hamlet in Absentia (2016) med libretto af Jacob Weis (f. 1970) og musik af Hugi Gudmundsson (f. 1977). Oversætteren Niels Brunse har tillige udgivet en romanversion i 2021.