Edward 1.

Edward 1. var konge af England fra 1272. Han var den ældste søn af Henry 3. og Eleanor af Provence (1223-1290). Edward tog ca. 1258-1266 del i sin fars krige mod Englands baroner, hvorefter han indledte et korstog i 1270. Da Henry 3. døde i 1272, mens Edward var i Mellemøsten, blev Edward af baronerne anerkendt som konge og kronet efter hjemkomsten i 1274.

Edward 1.s regeringstid var kendetegnet af en aggressiv udenrigspolitik, banebrydende administrative og konstitutionelle reformer samt af indførelsen af det første engelske toldsystem i 1275. Han lagde i 1284 hovedparten af Wales under sig, og i 1301 udnævnte han sin søn, den senere Edward 2., til prins af Wales. På trods af, at Edward havde stærk indflydelse på den skotske tronfølge og tilføjede skotterne militære nederlag, lykkedes det ikke at opnå engelsk overherredømme over Skotland, bl.a. fordi han samtidig førte en resultatløs krig mod Frankrig i årene 1294-1298.

I 1274 lod han en national jordebog, Hundred Rolls, udarbejde, og en række reformer fulgte, der knyttede retshåndhævelsen, jordbesiddelsesforholdene og reguleringen af det kommercielle liv tæt til kongemagten. Edward indkaldte i 1295 til det første parlament med repræsentation fra alle Englands tre stænder.