Colombiansk forfatter, nobelprismodtager 1982, internationalt kendt for sine magisk-realistiske fortællinger.
Gabriel García Márquez har med sine stærke bånd til venstrefløjen stedse blandet sig i latinamerikansk politik; hans skønlitterære værker ligger imidlertid fjernt fra den gængse politiske realisme.
Hans tidlige romaner, La hojarasca (1955, da. Hvirvelstorm, 1988), El coronel no tiene quien le escriba (1961, da. Ingen skriver til obersten, 1979), La mala hora (1962, da. Ondskabens tid, 1985), samt novellesamlingen Los funerales de la Mamá Grande (1962, da. Mamá Grandes begravelse, 1980) rummer alle kim til slægtskrøniken Cien años de soledad (1967, da. Hundrede års ensomhed, 1969), som blev hans internationale gennembrud.
García Márquez kredser i høj grad om temaet ensomheden, der skildret i alle dens facetter præger hele forfatterskabet. Den fiktive landsby Macondo, som går igen i løbet af forfatterskabet som scene for hans fortællinger, bliver til et sindbilldede på Latinamerikas nyere fortid, hærget af borgerkrige og af nordamerikansk imperialisme.
Hundrede års ensomhed er krøniken om Macondo fra grundlæggelse til undergang. Det er et sted, hvor overnaturlige begivenheder uophørligt overskrider virkeligheden med selvfølgelighed. Indbyggerne er særprægede indtil det bizarre; de er dog først og fremmest morsomme, fremstillet med en ironi, der minder om Miguel de Cervantes Saavedras.
I Macondo måles tiden ved middagstogets ankomst til stationen, cirkulært som i indfødte myter. Samtidig er tiden også lineær, idet romanen er den tragiske saga om familien Buendía, hvis æra skal slutte, når det sidste medlem har læst de fundne manuskripter til enden, for "slægter, der var dømt til hundrede års ensomhed, fik ingen ny mulighed på jorden". Hundrede års ensomhed blev en verdensomspændende succes, og siden er alle Gabriel García Márquez' bøger udkommet i gigantoplag på utallige sprog.
I El otoño del patriarca (1975, da. Patriarkens efterår, 1977) har Gabriel García Márquez inden for rammerne af en diktatorroman (en specifik latinamerikansk romangenre) givet en beskrivelse af magtmenneskets isolation og magtens destruktive betydning for omgivelserne. Magtens ensomhed tages op i El general en su laberinto (1989, da. Generalen i sin labyrint, 1989), der fortæller om frihedshelten Simón Bolívars sidste ensomme og desillusionerede dage.
Den korte roman Crónica de una muerte anunciada (1981, da. Historien om et forudsigeligt mord, 1982, filmatiseret 1987) er en rekonstruktion af et mord, som to brødre ønskede at blive forhindret i at begå, men som de var tvunget til pga. det æreskodeks, der er knyttet til den latinamerikanske "machismo": Skampletter skal vaskes af med blod.
I modsætning til hans tidligere bøger, hvor kærligheden har været fraværende eller forkvaklet, handler Gabriel García Márquez' længste roman, El amor en los tiempos del cólera (1985, da. Kærlighed i koleraens tid, 1986, filmatiseret 2007), om ægte hengivenhed og en altovervindende, uendelig kærlighed. Fuld af humor og magisk realisme fortæller den korte roman Del amor y otros demonios (1994, da. Om kærlighed og andre dæmoner, 1995) om et oprigtigt, men til gengæld socialt forbudt kærlighedsforhold i 1700-tallets colombianske kolonisamfund.
Kærlighedens vilkår og mysterier er ligeledes emnet for Gabriel García Márquez' sidste roman, Memoria de mis putas tristes (2004, da. Erindring om mine bedrøvelige ludere, 2005). Ligesom den ovenfor nævnte novellesamling, Mamá Grandes begravelse, forudgriber temaer, som senere optages i romanform, rummer også de øvrige novellesamlinger en mængde træk, der direkte og indirekte peger på andre dele af forfatterskabet. García Márquez' samlede fiktionsværk er på mange måder en makrotekst hvori personer og steder løbende dukker op igen.
Det gælder således Ojos de perro azul (forfattet 1947-55, udgivet 1974, da. Den blå hunds øjne, 1990), La triste e increíble historia de la cándida Eréndira y de su abuela desalmada (1972, da. Den utrolige og sørgelige historie om den troskyldige Eréndira og om hendes ryggesløse bedstemor, 1973) og Doce cuentos peregrinos (1992, da. Tolv vandrehistorier, 1993).
Flere af de korte værker er overført til film og tv; Gabriel García Márquez har også selv skrevet drejebøger. Han har desuden siden 1950'erne arbejdet som journalist; hans artikler er samlet i adskillige bind Obra periodística (1981 ff.). I Noticia de un secuestro (1996, da. Beretning om en bortførelse, 1997) om en narkohandlers bortførelse af ti personer forenes journalistik og litteratur.
Efter lang tids sygdom udgav han i 2002 sine erindringer, Vivir para contarlo (da. At leve for at fortælle, 2004).