Trivsel
Trivsel er et begreb, der beskriver et menneskes oplevelse af velbefindende, livskvalitet og evne til at fungere socialt og personligt. Begrebet anvendes inden for blandt andet psykologi, sociologi, pædagogik og sundhedsvidenskab og bruges ofte i forbindelse med vurdering af børns udvikling, ældres sociale forhold og menneskers generelle livskvalitet.[1]
Trivsel forstås ofte som et holistisk sundhedsbegreb, der både omfatter individets subjektive oplevelse af egen situation og omgivelsernes mere objektive vurdering af personens livsvilkår.[1] I nyere forskning anvendes begrebet som en beskrivelse af en persons vurdering af sin samlede sociale situation og graden af velvære i tilværelsen.[1]
Begrebet er nært beslægtet med velvære, velfærd og livskvalitet.[2] Velvære beskrives som summen af de forhold i livet, der bidrager positivt eller negativt til et menneskes tilstand af tilfredshed og velbefindende.[2]
Teoretiske perspektiver
redigérDer findes flere forskellige teorier om trivsel og velvære. Således kan fire overordnede synsvinkler identificeres:[1]
- En personlighedsorienteret tilgang, hvor fokus er på individets generelle tilstand og følelsesmæssige velbefindende.
- En kognitiv tilgang, hvor trivsel afhænger af, i hvilken grad personens forventninger og mål bliver opfyldt.
- En socialpsykologisk tilgang, der lægger vægt på sociale relationer, deltagelse og mulighed for indflydelse.
- En sociologisk tilgang, hvor trivsel forbindes med samfundsmæssige forhold som materielle vilkår, uddannelse og kulturtilbud.
Inden for filosofien findes tilsvarende teorier om velvære. Hedonismen betragter nydelse som det højeste gode og smerte som det onde, mens andre teorier fremhæver opfyldelsen af menneskers ønsker og mål som grundlaget for velvære.[2]
Et tredje perspektiv tager udgangspunkt i det antikke græske begreb eudaimonia, som især forbindes med Aristoteles. Her forstås velvære som realiseringen af menneskets natur og udviklingen af moralske og intellektuelle dyder.[2]
Subjektive og objektive forhold
redigérEn central debat inden for forskning i trivsel og velvære handler om forholdet mellem subjektive og objektive faktorer.[2] Nogle teorier lægger vægt på individets egne oplevelser og følelser, mens andre fremhæver objektive goder som viden, autonomi, mening og sociale relationer som afgørende for menneskers trivsel.[2]
I dansk forskning har socialpsykologen Eggert Petersen arbejdet med trivsel som et resultat af samspillet mellem individets forventninger og det sociale miljø.[1] Ifølge denne tilgang skabes trivsel gennem erfaringer, sociale relationer og mulighederne for at omsætte ønsker og behov til handling.[1]
Trivsel i samfundet
redigérI moderne velfærdssamfund spiller trivsel en vigtig rolle i vurderingen af livsvilkår og omsorg for sårbare grupper.[1] Særligt børns trivsel i skolen og unges mentale sundhed er blevet centrale emner i forskningen og den offentlige debat.[1]