Valentinian 3.

Valentinian 3. (2. juli 419 – 16. marts 455) var romersk kejser i vest fra 425 til 455. Han blev kejser som barn og fik på den måde en af Romerrigets længste regeringsperioder, men årene var præget af borgerkrige mellem de ledende generaler og af det sammenbrud af rigets grænser, der prægede folkevandringstiden.

Valentinian 3. Romerske Kejserrige
Buste af Valentinian, sat på nyere statue.
Personlig information
Født	2. juli 419 Ravenna, Italien
Død	16. marts 455 (35 år) Rom, Italien
Far	Constantius 3.
Mor	Galla Placidia
Søskende	Grata Justa Honoria
Ægtefælle	Licinia Eudoxia
Børn	Placidia, Eudocia
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Monark, politiker
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Under hans regeringsperiode blev hele den romerske verden angrebet af hunnere, anført af Attila, fra øst.

Familie og barndom

Valentinian var født i Ravenna, der på det tidspunkt var hovedstad i det Vestromerske Rige, og han var den eneste søn af Galla Placidia og Constantius 3., der kortvarigt var kejser i 421. Hans mor var yngre halvsøster til den vestromerske kejser Honorius (r. 393–423), mens hans far var patricier og på det tidspunkt rigets egentlige magthaver..

På sin mors side var Valentinian efterkommer af både kejser Theodosius 1., der var hans morfar og Valentinian 1., der var far til hans mormor, Galla. Det var også gennem moderens slægt, at han var nevø til kejser Honorius og fætter til den østromerske kejser Theodosius 2. (søn af Honorius' bror Arcadius). Valentinian havde en søster, Justa Grata Honoria. Hans mor havde tidligere været gift med den visigotiske leder Ataulf og de fik sønnen Theodosius i Barcelona i 414. Drengen døde imidlertid det følgende år, så der blev ingen romersk-visigotisk slægt.

I enten 421 eller 423 fik Valentinian titlen nobilissimus af Honorius, men denne vigtige titel blev i begyndelsen ikke anerkendt af hoffet i øst, under Theodosius 2. Efter at Constantius var død i 421 blev intrigerne ved det vestromerske hof så voldsomme, at Galla Placidia valgte at flygte fra Honorius og flytte til Konstantinopel, hvor hun sammen med Valentinian og Honoria kom under beskyttelse af Theodosius.

Tidlige regeringsperiode (423–437)

Caesar

En udskåret og forgyldt ædelsten der viser kroningen af Valentinian III. Cirka år 425.

I 423 døde kejser Honorius, og en af hans vigtigste embedsmænd, Johannes, der havde rang som primicerius notariorum ("leder af notarerne") lod sig udråbe til kejser i Rom. Dette var uacceptabelt for kejser Theodosius i Konstantinopel, så han reagerede ved at godkende Valentinians far Constantius som augustus (posthumt) og ved at nominere den femårige Valentinian som caesar og arving til det Vestromerske Rige. Dette skete den 23. oktober 424. Theodosius lod tillige sin datter Licinia Eudoxia forlove med Valentinian, og de to blev lovformeligt gift i 437, da Valentinian blev 18. Der blev indledt et felttog til lands og til vands mod Johannes, som blev overvundet og henrettet. Valentinian (og hans mor) vendte tilbage til Rom, hvor han den 23. oktober 425 blev kåret som augustus af Helion, der repræsenterede kejser Theodosius og havde titel som både patricius og magister officiorum.

Augustus

Den nye augustus var kun seks år gammel så i praksis blev det hans mor, Galla Placidia, der kom til at regere. En af hendes første beslutninger var at udnævne generalen Felix til magister utriusque militiae (øverstbefalende for hæren) i det Vestromerske Rige. Derefter blev alle kræfter sat ind på at stabilisere de vestlige provinser, i det omfang de begrænsede resurser tillod det.

I 425 fik hoffet i Ravenna forhandlet med de hunner, der var hentet til Italien af Flavius Aëtius for at støtte oprørskejseren Johannes. Hunnerne gik med til at forlade Italien og desuden forlade provinsen Pannonia Valeria, som igen blev en del af kejserriget. På den måde blev det muligt for Felix og de kejserlige embedsmænd at genoprette forsvarsværkerne i provinserne langs Donau i 427 og 428.. Det blev fulgt op af sejre over visigoterne i Gallien i 426-27 og 430. Sideløbende blev frankerne besejret ved Rhinen i 428 og 432.

Det Vestromerske Riges fortsatte eksistens var imidlertid stadig truet. Visigoterne havde bidt sig fast i det sydøstlige Gallien og kunne ikke drives væk. Vandalerne i Hispania hærgede stadig, og i 429 drog hele folket over Middelhavet og invaderede Mauretania Tingitana. Tabet af indtægterne fra disse landområder gjorde det sværere for staten at fungere. Skattebyrden voksede i takt med at Roms magt blev formindsket, og det betød at de tilbageværende provinsers loyalitet blev reduceret.

Den første del af Valentinians regeringstid blev yderligere vanskeliggjort af den magtkamp, der fandt sted mellem de tre øverste militære ledere i vest: Felix, den øverste magister militum praesentalis, Bonifatius, magister militum per Africam og Aëtius, magister militum per Gallias. I 427 anklagede Felix Bonifatius for forræderi og forlangte, at han skulle komme tilbage til Italien. Bonifatius afslog, og han besejrede den hær, Felix sendte til Nordafrika for at tage ham til fange. Nederlaget svækkede Felix, og med støtte fra Galla Placidia fik Aëtius ham fjernet fra posten og fik selv titlen som magister militum praesentalis i 429, hvorefter han fik myrdet Felix i 430.

I Nordafrika var Bonifatius hårdt presset af en hær ledet af Sigisvultus, som Galla Placidia havde beordret til at nedkæmpe oprøret. Nogle kilder påstår på den baggrund, at det var Bonifatius, der opfordrede vandalerne til at komme til Nordafrika og støtte ham. Til gengæld ville de få nogle af de nordafrikanske provinser. Vandalernes landgang og efterfølgende erobringer var en trussel mod indtægterne fra de givtige afrikanske provinser, som hoffet i Ravenna for enhver pris ønskede at fastholde. Derfor indgik man et forlig med Bonifatius, der i 430 bekræftede sin troskabsed til Valentinian III og lovede at bekæmpe vandalerne under kong Geiserik.

I 431 blev Bonifatius afgørende slået af vandalerne. Han flygtede til Italien, og opgav dermed forsvaret af den vestlige del af Nordafrika. Ved kejserhoffet var Galla Placidia bekymret over Aëtius' stigende magt, så hun afskedigede ham som øverstkommanderende og gav i stedet titlen til Bonifatius. Det blev signalet til en krig mellem de to generaler. Det lykkedes Bonifatius at besejre Aëtius i et slag ved Ravenna i 432, men han døde kort efter af sine sår. Aëtius var flygtet til hunnerne og med deres støtte var han i stand til at overtale hoffet til at give ham titlen som magister militum praesentalis tilbage i 434. Hærens splittelse og svækkelse betød, at Galla Placidia og Valentinian var nødt til at slutte fred med Geiserik i 435. Vandalerne beholdt alle deres erobringer i Nordafrika, og til gengæld skulle de blot betale en årlig tribut til kejserriget. Hunnerne ved Donau fik lov til at besætte Pannonia Savia.

En solidus præget i Thessalonika i anledning af Valentinian IIIs bryllup med Licinia Eudoxia, datter af den østromerske kejser Theodosius II. På bagsider ses de tre i bryllupsdragter.

Galla Placidias regentskab ophørte i 437, da Valentinian blev myndig og rejste til Konstantinopel for at blive gift med sin forlovede Licinia Eudoxia. Da han kom tilbage til Rom, var han i princippet regerende kejser, men i praksis var det nu Aëtius, der styrede det vestromerske riges politik.

Aëtius som magthaver (437–455)

Fra 436 til 439 var Aëtius fokuseret på situationen i Gallien. Goterne blev besejret i 437 og 438, men det blev udlignet med et romersk nederlag i 439, som betød at status quo blev genoprettet via en ny våbenhvile. Han gjorde også fremskridt mod frankerne og burgunderne, og fik kvalt et oprør fra bagauderne i løbet af 437. I 438 kunne han også slutte fred med sveberne i Spanien. I 439 blev Valentinians datter Eudocia født.

Mens Aëtius var travlt optaget i Gallien, kunne Valentinian ikke forhindre, at vandalerne invadere de sidste romerske provinser i Afrika, hvilket kulminerede med deres erobring af Karthago den 19. oktober 439. Dette var et hårdt slag for kejserriget, fordi skatterne og fødevarerne fra de velhavende nordafrikanske provinser var et vigtigt fundament i rigets økonomi. Fra 440 plyndrede vandalske skibe Sicilien og Aëtius samarbejdede med det Østromerske hof om en indsats, der betød at et stort antal romerske tropper blev sendt til øen for at forsvare den mod Geiseriks angreb. Da hunnerne invadere få år senere, måtte forsvaret opgives, og tropperne blev i stedet sendt til grænsen langs Donau.

I 442 var Aëtius og Valentinian nødt til at anerkende den vandalske erobring af provinsen Africa, det vestlige Numidia og Byzacena. I stedet fik Romerriget tilbageleveret de udplyndrede provinser Tripolitana, Mauretania Sitifensis, Mauretania Caesariensis og den østlige del af Numidia. Geiserik brød aftalen kort tid efter, og generobrede Mauretania Sitifensis og Mauretania Caesariensis, hvorefter han bemægtigede sig Sardinien og Corsica, sideløbende med ødelæggende angreb på Sicilien.

Da det havde vist sig umuligt at pacificere Geiserik med magt, besluttede Aëtius, at man som den næstbedste løsning kunne knytte ham til kejserfamilien via giftermål. På et tidspunkt før 446 fik Aëtius overtalt Valentinian til at gå med til et fremtidigt ægteskab mellem hans ældste datter Eudocia og Geiseriks søn Hunerik. I første omgang stødte planen på grund, fordi Hunerik allerede var forlovet eller gift med en datter af visigoternes konge, Theoderik 1.

Kejserrigets besiddelser i Hispania svandt fortsat ind i starten af 440erne i takt med at sveberne udvidede deres besiddelser. Fra 444 var de spanske provinser Lusitania og Hispania Baetica gået tabt og kontrollen over Hispania Tarraconensis var truet af gentagne oprør fra bagauderne. Dette tab af landområder gav yderligere finansielle problemer, og den romerske stat indrømmede officielt, at der ikke længere var tilstrækkelige midler til at opretholde det militære beredskab.

Kejseren udstedte en lov den 14. juli 444, der gjorde en ende på bureukraternes fritagelse for at betale skat til rekruttering af soldater. Det år blev der udskrevet to nye skatter i Valentinians navn. Den første var en skat på salg på fire procent og den anden var en skat på senatorerne, for at skaffe nye soldater. Senatorerne af øverste rang skulle hver betale for omkostningerne til tre soldater, senatorerne af anden klasse til én soldat, og senatorerne af tredie klasse skulle hver udrede en tredjedel af omkostningerne til en soldat. Valentinian selv gik ikke fri. Selv om hans indkomst i forvejen var blevet reduceret, skulle han også betale et bidrag til den slunkne statskasse.

Hunnerne angriber

Solidus med Valentinian III, præget:
d·n· pla· valentinianus p·f· aug·

I 440erne havde Valentinian udnævnt den hunniske høvding Attila til honorær magister militum for det vestromerske rige, i håbet om at det kunne reducere den hunniske trussel mod provinserne langs Donau. Hoffet i vest kunne ånde lettet op, mens Attila koncentrerede sig om at plyndre de østromerske provinser i Balkan fra 441 til 449. Valentinians søster, Honoria, forsøgte i foråret 449 at undgå tvangsægteskab med en romersk senator og sendte hunnernes konge en bøn om hjælp ledsaget af en ring. Selv om hun muligvis ikke havde til hensigt at blive gift med Attila, valgte han at forstå hendes bøn som et frieri. Han sagde ja og bad om halvdelen af det vestromerske rige som medgift.

Attila havde ledt efter et påskud for ar invadere det vestromerske rige. I 450 sluttede han fred med hoffet i øst og angreb provincerne i Gallien. Rygtet ville vide, at den vandalske konge Geiserik havde betalt ham for at angribe visigoterne i Gallien. Valentinian blev rasende over invasionen. Den mand, der havde leveret Honorias brev til Attila, blev tortureret og tvunget til at tilstå alle detaljer om begivenheden, hvorefter han blev halshugget. Honoria slap med livet efter indgriben fra Galla Placidia og blev i stedet landsforvist.

I begyndelsen af 451 krydsede Attilas hær Rhinen og angreb provinserne i Belgica. Divodurum Mediomatricum (Metz) blev erobret den 7. april. Aëtius fik skabt en koalition, med de største bidrag fra visigoterne og burgunderne, og hans hær hastede mod Aurelianum (Orléans), som var det næste mål for hunnerne. Han nåede frem i tide, og hunnerne trak sig tilbage og samlede deres styrker. De romersk-germanske styrker tørnede sammen med hunnerne på et sted, der kaldes de katalauniske marker. Slaget blev vundet af Aëtius, men af hensyn til magtbalancen i Gallien lod han Attila og en stor del af de hunniske tropper undslippe mod øst.

Attila fik hurtigt reorganiseret sin hær, og i 452 invaderede han Italien. Han erobrede og ødelagde Aquileia og indtog derefter Verona og Vincentia (Vicenza). Aëtius holdt sin hær i nærheden af hunnerne, men havde ikke tropper nok til at gå til angreb, hvilket betød, at vejen til Rom lå åben. Normalt residerede Valentinian med sit hof i Ravenna, men da Attila nærmede sig, flyttede han til Rom.

Valentinian sendte pave Leo 1. og to senatorer til forhandlinger med Attila. Kombinationen af disse udsendinge, en tiltagende pest blandt Attilas tropper, truslen om hungersnød og nyheden om, at den østromerske kejser Marcian var gået til angreb på de hunniske bosættelser ved Donau, fik Attila til at vende om og forlade Italien. Attila døde i Pannonia i 453, og da hans sønner derefter gik i krig mod hinanden, sluttede den hunniske trussel mod kejserriget.

To snigmord

Efter at trusle fra hunnerne var afværget, følte Valentinian sig så sikker i sadlen, at han lagde planer for at få dræbt Aëtius dræbt. Han fik støtte og opmuntring fra Petronius Maximus, en højtstående senator, som havde et horn i siden på Aëtius, og fra sin kansler, eunukken Heraclius. Aëtius, hvis søn var blevet gift med Valentinians yngste datter Placidia, blev myrdet af Valentinian den 21. September 454. Den samtidige historiker Priscus berettede, at Aëtius var i gang med at gennemgå rigets finanser for kejseren, da Valentinian pludselig sprang ned fra tronen og beskyldte ham for fordrukkenhed og fordærv. Kejseren gjorde Aëtius ansvarlig for rigets genvordigheder og beskyldte ham for at have planer om selv at overtage riget. Derpå trak Valentinian sit sværd og sammen med Heraclius angreb han den ubevæbnede Aëtius, der blev ramt i hovedet og døde på stedet. Valentinian pralede senere af, at aflivningen af Aëtius var en velgerning, hvortil en af hans rådgivere svarede, Om det var en velgerning eller ej, ved jeg ikke. Men jeg ved, at kejseren lige har hugget sin højre hånd af med den venstre.

Den 16. marts 455 blev kejseren selv snigmyrdet i Rom af skyterne Optila og Thraustila, der tidligere havde tjent under Aëtius. Priscus skrev, at de blev opildnet af Petronius Maximus, hvis politiske ambitioner var blevet bremset af Heraclius. Det kan også have handlet om hævn for, at Valentinian havde voldtaget Petronius' hustru Lucina. Mordet fandt sted, da Valentinian var redet ud til Marsmarken. Da kejseren steg af hesten for at øve sig i bueskydning, slog de sammensvorne til. Optelas ramte Valentinian på siden af hovedet, og da kejseren vendte sig for at se sin angriber, satte Optelas det dødbringende stød ind. I mellemtiden dræbte Thraustila Heraclius. Priscus berettede om en sælsom hændelse: En sværm af bier landede på Valentinians lig og begyndte at suge hans blod.

Claude Laydu i rollen som Valentinian i filmen Attila fra 1954,

Dagen efter mordet blev Petronius Maximus udråbt til romersk kejser af de lokale enheder af den vesteromerske hær, efter at store pengebeløb havde skiftet hænder. Han havde imidlertid undervurderet de udfordringer, det skrantende imperie stod overfor. Efter blot 11 ugers regeringstid blev Maximus stenet til døde af den romerske pøbel. Kong Geiserik og hans vandaler ankom til Rom få dage senere og plyndrede byen i to uger.

Valentinians eftermæle

I Valentinians regeringstid blev det Vestromerske Rige gradvist parteret. Da han døde, var næsten hele Nordafrika, den vestlige del af Spanien og det meste af Gallien ikke længere under romersk kontrol. Han blev beskrevet som forkælet, forlystelsessyg og påvirket af troldmænd og astrologer. Han var imidlertid også religiøs og gav bidrag til Skt. Laurentius' kirker i Rom og Ravenna.

Blandt flere historikere, fra det 18. til det 20. århundrede, inklusive Edward Gibbon og John Bagnall Bury, har holdningen til Valentinian 3. været negativ.

Litteratur

• Priscus (2015). The Fragmentary History of Priscus: Attila, the Huns and the Roman Empire, AD 430–476. Volume 11 of Christian Roman Empire. Oversat af John P. Given. Arx. ISBN 978-1-935228-14-1.
• Prosper Chronicles
• Jordanes, Gothic History see The Gothic History of Jordanes
• Sidonius Apollinaris
• Blockley, R.C. (1998). "The Dynasty of Theodosius". I Cameron, Averil (red.). The Cambridge Ancient History: The Late Empire, A.D. 337–425. Vol. XIII. Cambridge University Press. s. 111-138.
• Gibbon, Edward (1825). "Ch XXXV". The History of the Decline and Fall of the Roman Empire. Vol. 4: Complete in Eight Volumes. London: G. Cowie and Co. Poultry.
• Gillett, Andrew (2001). "Rome, Ravenna and the Last Western Emperors". Papers of the British School at Rome. 69: 131-167. doi:10.1017/S0068246200001781. JSTOR 40311008. S2CID 129373675.
• Heather, Peter (2000). "The Western Empire 425–76". I Cameron, Averil (red.). The Cambridge Ancient History: Late Antiquity: Empire and Successors, A.D. 425–600. Vol. XIV. Cambridge University Press. s. 1-32.
• Martindale, J. R., red. (1980). Prosopography of the Later Roman Empire Vol. 2. Cambridge: Cambridge University Press.
• Bury, J. B. (1889). A History of the Later Roman Empire: From Arcadius to Irene. Macmillan Publishers.
• Bury, J. B. (1924). The Cambridge Medieval History. Vol. I.
• Rösch, Gerhard (1978). Onoma Basileias (tysk). VÖAW. s. 164-165. ISBN 978-3-7001-0260-1.